Den danske forfatter Theis Ørntoft har vundet European Union Prize for Literature, der over tre år hylder 40 nyere forfattere.
13 lande har deltaget i 2024-udgaven og seks forfattere fremhæves, men kun én vinder hovedprisen, og den er gået til Ørntofts ‘Jordisk’.
‘Jordisk’ er en moderne slægtsroman på 599 sider med fokus på tre søskende og deres vidt forskellige livsforløb. Bogen berører også temaer som klima og kapitalisme, der er gennemgående i Ørntofts forfatterskab.
‘Jordisk’ udkom sidste år til blændende anmeldelser og er i skrivende stund nomineret til både DR Romanprisen og Nordisk Råds Litteraturpris.
Ørntoft debuterede i 2009 med digtsamlingen ‘Yeahsuiten’ og fulgte senere op med ‘Digte 2014’. Hans romandebut, ‘Solar’ fra 2018, handler om en digter ved navn Theis, der rejser gennem Europa.
Theis Ørntoft er i øvrigt ikke dagens eneste historie om en dansk forfatter, der hyldes i udlandet, idet digteren Caspar Eric, ifølge Bogmarkedet, har vundet den norske Bjørnsonprisen.