Porter Robinson ‘Knock Yourself Out XD’
Porter Robinson har længe været et anerkendt navn inden for elektronisk musik med sin svirrende, glitchede og ofte hyper-indviklede produktioner. Hans helt tidlige musik kaldte han for »complextro«, og det blev promoveret af stjerneproducere som Skrillex og Tiësto.
Med udgivelsen af 2014-debutalbummet ‘Worlds’ begyndte han at integrere flere popgreb i sine kompositioner, og det fortsatte på den imødesete toer ‘Nurture’ fra 2021, hvor han tillagde pop et niveau af sonisk kompleksitet, der kunne være både overvældende og lettere udmattende. Hans øre for harmoni og teksturer gjorde ham nærmest til en slags elektronisk musiks wunderkind, a la hvad Jacob Collier har været for jazzmusikken.
Hans øre for vellyd og harmonik er intakt, men under hans nuværende albumcyklus har han fokuseret på mere spiselige, ligefremme lytteoplevelser. For en måned siden udgav han den nærmest poppunkede new rave-banger ‘Cheerleader’, og nu følger han op med ‘Knock Yourself Out XD’, hvor han nærmest lyder som en 2024-udgave af Owl City.
Dette skift til knap så kringlet popmusik sker samtidig med, at Robinson er blevet glad for slut-00’ernes emo-æstetik, der fylder meget i hans musikvideoer – og i sangtitlerne, hvor denne nye altså har et emo-ikonisk »XD« i titlen. Lidt flabethed følger også med – dyrk bare linjer som »Don’t know my schedule on the fifth / Bitch, I’m Taylor Swift«.
Begge de nye singler peger frem mod albummet ‘Smile! :D’, der lander den 26. juli. Robinson er desuden netop blevet annonceret til at spille i Store Vega den 26. februar 2025, hvor den ligeledes anbefalelsesværdige elektroniske musiker Underscores er med som support.
Mas ‘Noter i min iPhone’
Den danske rapper Mas har alle dage besiddet tydeligt talent, men med hans nye ep, ‘Når man taler om solen’, har han for alvor fundet en lyd og en stil, der er helt hans egen. Alligevel er han ikke særlig tilfreds med tilværelsen – her er han eksempelvis overbevist om, at han kunne tjene en million på noter i hans iPhone, men han får det værre, når han læser dem.
St. Vincent ‘Violent Times’
St. Vincent går totalt James Bond på denne hårdkogte banger fra det nye album ‘All Born Screaming’. Med orkestrale lag og pivlækre fraseringer som denne kunne det dårligt lugte mere af 007. Universal Pictures, læser I med? Lad lige St. Vincent overtage stafetten fra Billie Eilish.
Carlina de Place ‘Reminded’
Carlina de Places ‘Pieces’ må være en af årets mest succesfulde danske debutsingler. På opfølgeren ‘Reminded’ sidder hun selv i producerstolen, og hun har også foretaget et stilskifte. Hvor debuten var r’n’b, klinger denne toer mere af indiefolk a la Lizzy McAlpine og tidlig Phoebe Bridgers.
Thom Yorke ‘Knife’s Edge’
Radiohead- og The Smile-frontmand Thom Yorke er aktuel med endnu et filmsoundtrack. I 2018 dannede han lydbilledet til Luca Guadagninos ‘Suspiria’-remake, og denne uge er han aktuel med scoren til Daniele Luchettis ‘Confidenza’-filmatisering. ‘Knife’s Edge’ derfra er netop den slags klaverballade, Yorke er allerbedst til.
Cevil ’20 BPM’
Den lidt skæve klaverlyd på ’20 BPM’ skyldes, at Cevil benyttede et ødelagt klaver, som hendes producer Birk Storm (Prisma, Laura Ziani) havde liggende. Det skaber en dejligt idiosynkratisk lyd til denne sang, der netop besynger et safe space, hvor man skal have mulighed for at skeje lidt ud. Sangen ender på Cevils første længere værk senere i år.
Lightning Bug ‘Lullaby for Love’
Lightning Bugs shoegazede dreampop er i sit es på denne fortryllende, dybt atmosfæriske skæring, hvor især de pulserende korvokaler gør stort indtryk. Bandet lader med denne single op til udgivelsen af albummet ‘No Paradise’, der lander den 2. maj.
Capitana ‘Real’
Blide popvokaler over hektiske drum’n’bass-produktioner er totalt in lige nu, og dansk-argentinske Capitana mestrer tydeligvis lyden til fulde. Den spansksprogede ‘Real’ er første single fra et kommende debutalbum, der forventes ude i løbet af sommeren.
Overmono feat. The Streets ‘Turn the Page’
Når Roskilde Festivals elektroniske Apollo-scene skal lukkes til sommer, er det duoen Overmono, der har fået opgaven. Deres seneste single viser, hvor potent en fest de bør være i stand til at skabe. Sangen låner vokalerne fra en 22 år gammel The Streets-sang af samme navn – men den intense 2-step-produktion gør, at den lyder mere aktuel end nogensinde.
Selma Judith ‘My Love’
Med udgivelsen ‘Half Truths From a Broken Heart’ har danske Selma Judith udgivet hvert andet nummer fra hendes kommende album. Det næstsidste nummer – eller, det vil sige, det sidste nummer indtil videre – er den skrøbelige guitarballade ‘My Love’, hvor en emotiv cello i baggrunden får alle følelserne til at boble op til overfladen.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: