’Kingdom of the Planet of the Apes’: Jeg elskede hvert eneste spektakulære billede i blændende ny abeblockbuster

’Rise of the Planet of the Apes’, ’Dawn of the Planet of the Apes’ og ’War for the Planet of the Apes’ udgør tilsammen et af de mest formfuldendte reboots, der nogensinde er genopstået fra Hollywoods lagerdepot af franchisedomæner.

Tematisk tyngde, skattede karakterer og forbløffende computerteknologi blev smigrende nøgleord for 2010’ernes bidrag til den traditionsrige abefranchise, der blev søsat i 1968. Med ’War’ satte Matt Reeves et perfekt punktum for reboot-trilogien, hvor Andy Serkis’ Cesar i slutningen ledte sin abeklan væk fra menneskenes borgerkrig, de ellers var havnet midt i. Selvom Cesar døde i filmens slutning, kunne han hvile trygt i fred ved tanken om, at aberne endelig var frie.

Men da Disney købte 20th Century Fox i 2019 – og dermed rettighederne til ’Abernes planet’ – var det nærmest skrevet i sten, at flere film ville komme med tiden. Nu er den første, ’Kingdom of the Planet of the Apes’, så landet i biograferne, og planen er, at den skal være starten på en ny trilogi.

Jeg må tilstå, at jeg ikke var helt solgt, da jeg så, at det var ’The Maze Runner’-instruktøren, Wes Ball, der skulle løfte den tunge arv. ’The Maze Runner’ er da en hæderlig film, men der er alligevel et stykke op til Matt Reeves meritter for Ball, som i øvrigt også er manden, der skal filmatisere ’The Legend of Zelda’-spillene.

Men da de første klip landede tilbage i december (siden har Disneys marketingafdeling været lidt for gavmilde med trailer-mængden, hvis du spørger mig), steg mine forventninger markant. Og gudskelov har Ball og hans kollegaer skabt en velspillet og visuelt spektakulær blockbuster, som bygger flot videre på den forrige trilogis smukke verden.

Efter en kort prolog, der rammer direkte i hjertekulen, slynges vi 300 år ud i fremtiden efter Cesars død. Menneskene er nu reduceret til enfoldige, stumme bæster, der render forvildede rundt i USA’s postapokalyptiske landskab, mens aberne som den dominerende art befinder sig markant højere oppe på den evolutionære rangstige.

Aberne praktiserer nu forskellige levemåder, og vores hovedperson Noa (Owen Teague), en ung chimpanse, er medlem af ørneklanen, der som navnet antyder, opdrætter og træner ørne fra ungestadiet. Da landsbyen angribes af en række krigeriske aber, bliver Noas klan kidnappet, mens han samtidig lider et stort personligt tab.

Tragedien begynder Noas rejse udi den store verden, som han har hørt vage vandrehistorier om fra landsbyens overhoveder.

På vejen møder han den snaksalige, historieinteresserede orangutang Raka (Peter Macon), som har forbindelse til den nu sagnomspundne Cesar. Han får også følgeskab af den unge menneskekvinde Mae (Freya Allan), der er markant anderledes end sine vilde artsfælder, og som gemmer på flere komplekse hemmeligheder bag de forskræmte øjne.

Deres fælles rejse fører dem til en kystklan af aber, som er underlagt en enevældig konge, den megalomane bonobo Proximus Cesar (Kevin Durand), der forvrænger den oprindelige Cesars ord og lovtekster til sin egen selviske fordel. Det viser sig, at monarken er på jagt efter menneskenes svundne teknologi, som han kan bruge til at slavebinde aber såvel som mennesker.

Lidt ligesom ’Conquest of the Planet of the Apes’ og ‘Rise of the Planet of the Apes’ er ‘Kingdom’ til dels en genkendelig coming of age-fortælling. Noa bliver formet af de karakterer, han møder under sin rejse, især den vise Raka, men også af Mae og Proximus’ holdninger og opfattelse af historiens gang. Men filmens mest interessante vinkel er netop den historieskrivning og informationskrig, der pågår i tidens løb, og som virkelighedens despoter og diktatorer er så mesterlige til at manipulere.

’Abernes planet’-filmene har altid været satire i blockbusterklæder, og ’Kingdom’ er altså ingen undtagelse. Et andet vægtigt tema, filmen spejler fra vores verden, er sameksistens og det store dertilhørende paradoks: Hvordan kan vi sameksistere i fred, når der altid er nogen, der vil have alle ressourcer for sig selv? Jo, der er fanservice og andet lore, men det tager aldrig noget fra filmens selvstændige tone og kommentarer til vores samfund.

Foruden det allegoriske lag har Ball og VFX-pionererne fra Wētā skabt en visuelt blændende verden, der er så smuk, at man (for det meste) kan tilgive filmen for den langsommelige pacing, handlingen stedvis lider under. Jeg glemte mig selv fuldkommen i denne abeverden og nød hvert et storslået billede, kulisse og karakterdesign.

Castingvalgene fortjener også stor anerkendelse. I stedet for at satse på bankable A-listers har Ball og co. valgt fra en mere beskeden, om end spændende, hylde. Freya Allan er, trods ’The Witcher’-succesen, stadig et ungt talent, men som den gådefulde antihelt Mae giver hun en flot præstation gør hende til filmens mest komplekse karakter.

Owen Teague gør også Noa til en sympatisk helt, der sammen med Peter Macons elskelige Raka emmer af den nåde og moral, der gjorde Cesar til en så mindeværdig hovedperson.

Filmen hijackes i tredje akt af en storspillende Kevin Durand, der med sine knap to meter og dybe, distortion-agtige røst gør den grådige Proximus til en så fysisk intimiderende og seværdig skurk, at det ville være oplagt at sidestille ham med Thanos fra ’Avengers-filmene’.

Min eneste anke ved ham, er at han ikke får nok skærmtid.

---

Kort sagt:
Med ’Kingdom of the Planet of the Apes’ har Wes Ball har skabt et eskapistisk, historisk reflekterende og visuelt storslået eventyr, der flot balancerer frisk world building med en dyb respekt for franchisens prominente arv.