’Atlas’: Netflix’ sci-fi-film med Jennifer Lopez virker håbløst bedaget

I Hollywood er man rædselsslagen for AI.

Da manuskriptforfatterne i Hollywood sidste år strejkede i 148 dage, var begrænsningen af brugen af kunstig intelligens et af hovedkravene, og derfor er der en vis tragisk ironi over, at Netflix’ seneste sci-fi-satsning ’Atlas’ har så dovent et manuskript om AI-truslen, at man fristes til at fyre klichéen af: Det føles, som om det er skrevet af ChatGPT.

Det er Brad Peyton, der er kendt for Dwayne Johnson-baskerne ’San Andreas’ og ’Journey 2: The Mysterious Island’, som står bag den nye installation i #NotAllAI Cinematic Universe. Et univers, der kan identificeres ud fra tjeklisten: Er der et traumatiseret AI-skeptisk menneske med? Er der en rogue AI, der vil udslette menneskeheden? Er der en godhjertet AI, som mennesket skal arbejde sammen med? Er der karakterudvikling, der indebærer, at mennesket lærer at elske denne AI?

’Atlas’ boner ud på samtlige parametre.

Her er vores AI-skeptiker Jennifer Lopez, der spiller den titulære analytiker, Atlas. På en ’tal ikke til mig, før jeg har fået min kaffe’-agtig måde har Atlas distanceret sig fra alt og alle og lever for sig selv. Atlas’ mor udviklede nemlig den kunstige intelligens Harlan (Simu Liu), som en dag vendte sig mod befolkningen, myrdede hendes mor og tre millioner andre, før han flygtede til en fjern planet.

Ved hjælp af analytisk snilde får Atlas lokaliseret Harlans gemmested, og hun rekrutteres til at deltage i den stort anlagte mission, der skal fange Harlan, anført af oberst Elias Banks (Sterling K. Brown). Banks fremviser stolt Zoe, som er en kunstig intelligens, han har koblet sin hjerne sammen med. Zoe eksisterer inden i en Mecha – en robotdragt, der styres af et menneske – og får understreget, at hun altså bruger hun/hende og ikke den/det (pronomen-joke, sjovt …).

Missionen går selvfølgelig galt, da menneskenes rumskib angribes af Harlans droner og bliver skudt ned. Modvilligt må Atlas samarbejde med Smith, en anden AI-Mecha, for sin egen overlevelse og for at kæmpe mod Harlans bidske hær af robotsoldater i forsøget på at redde menneskeheden.

Skurken Harlan er så papirtynd, at det næsten får Steppenwolf fra ’Justice League’ til at blegne. Til gengæld gør Simu Liu et overbevisende stykke arbejde som robot. Erfarne skuespillere som Mark Strong og Sterling K. Brown henvises til marginerne, så JLo kan lave halvhjertede jokes i en corny dialog med Smith.

Netflix vil tydeligvis lukrere på succesen fra sidste års ’The Mother’, der også havde Lopez i hovedrollen og blev en af de mest sete film i Netflix’ historie. Det er mere et paycheck- end passionsprojekt.

Filmen tager fat i det evigt aktuelle emne om den kunstige intelligens’ potentialer, men også truslerne og konsekvenser, hvis den bliver for selvbevidst. Det var spændende, da ’The Matrix’ kom, fordi den flugtede med internettets fremmarch, dot-com-boblen og Y2K-problemet.

Nu føles det håbløst udateret, når ’Atlas’ insisterer på at gå i de samme gamle fodspor. I størstedelen af filmen følger vi Lopez inde i en robotdragt, mens hun bonder med Smith, der ikke tjener andet formål end at fremmane hendes udvikling.

I et flashback ser vi, hvordan Atlas bærer et ansvar for Harlans skurkagtige vækkelse, men det er ligegyldigt, for vi ved fra starten, hvad det ender med, og hvad filmens neonbøjede tematik vil fortælle os: AI kan gå rogue og udslette menneskeheden, hvis vi ikke passer på, men det er også et værktøj, som kan hjælpe os. Derfor bør vi bruge det alle steder og koble det til vores hjerner. Tak Silicon Valley.

Heldigvis er der gode film derude, hvor AI behandles på en filosofisk og nysgerrig måde, der ikke entydigt sidestiller kunstig intelligens med ondskab, oprør og menneskets udslettelse, som Alex Garlands ’Ex Machina’, Spike Jonzes ’Hende’ og Kogonadas ’After Yang’.

Se dem i stedet.

Kort sagt:
Hollywoods skildring af AI trænger til at gå nye og mere spændende veje, end Netflix’ trætte Jennifer Lopez-film ’Atlas’ formår.