Tidligere på året afslørede Selena Gomez, at hun overvejer at droppe sin musikkarriere og fokusere på skuespillet.
Nu fortæller popstjernen, at hun er usikker på, om hun nogensinde vil turnere igen. I et nyt interview med Time vurderer hun, at chancerne for en turné er »50-50«.
»Intet gør mig lykkeligere end 90 minutter af at være sammen med mine fans og bare fejre sammen«, siger Gomez, hvorefter hun forklarer, hvorfor turnélivet alligevel er hårdt:
»Det er meget følelsesmæssigt drænende for mig«, siger hun. »Og så går det op for én, at man bare er omgivet af en masse mennesker, som man betaler for«.
Selena Gomez har ikke turneret siden 2016, hvor hun ifølge Deadline afbrød sin turné med albummet ‘Revival’, fordi hun kæmpede med angst og depression som en sideeffekt til sygdommen lupus – en kronisk betændelsessygdom i bindevævet, som i 2017 krævede, at Gomez fik foretaget en nyretransplantation.
For tiden har Gomez godt momentum med skuespilkarrieren.
Hun har netop vundet en skuespilpris i Cannes sammen med resten af ensemblet fra filmen ‘Emilia Pérez’, og til august kan man opleve hende i fjerde sæson af krimikomediehittet ‘Only Murders in the Building’. Gomez har desuden landet hovedrollen i en endnu unavngivet biopic om den amerikanske musiklegende Linda Ronstadt.
På musikfronten var hun senest aktuel i februar med singlen ‘Love On’.