KOMMENTAR. Du kender ham fra tv og fra radio. Fra stribevis af talkshows og fra interviews. Mads Brügger, den rødfagre imago, drillepind og journalistiske Sherlock Holmes, observatør og samfundsomstyrter. Manden med metoden, der tangerer det mytologiske. Et vaskeægte varemærke i menneskelig form.
Bortset fra, at man ikke ved, hvad man får, når Brüggers stempel er på produktet. Ironi eller afsløring? Absurdteater eller kolde realiteter?
De konkurrerende chefredaktører har den seneste uge kæmpet om spalteplads i mediebilledet for at anfægte lødigheden af afsløringsdokumentaren ‘Den sorte svane’, som Brügger har lavet i samarbejde med TV 2. Det store stridspunkt er den journalistiske redelighed i fortælleformen, som bærer tydelige præg af Brüggers absurd-dramatiske håndelag.
Påpasselighed er selvfølgelig på sin plads. Dokumentargenren er på det seneste blevet anvendt som et redskab til at forvalte bestemte intentioner snarere end at præsentere tilstræbt objektivitet eller armslængde.
Vi har set det i de selvforherligende biografier af blandt andet David Beckham og Arnold Schwarzenegger, der er poleringer af personlige brands. Og vi har set det i dyrkelsen af det uhyrlige i dokumentarer om overgrebsmænd, der hjemsøger alle streamingtjenester som voyeuristisk byldepest, som også danner grobund for tidevandsbølgen af truecrime-podcasts og aktuelt udpenslingen af Kirkerup-sagen, der bliver live-dækket som en Wimbledon-kamp, dag ud og dag ind.
Argumentet om, at ‘Den sorte svane’ udvisker grænserne mellem reality og virkelighed, er meningsløs.
Grænsen er for længst forsvundet. Spørgsmålet er, hvornår den narrative fortælleform a la Brügger har sin berettigelse.
Modstridende positioner
Mads Brügger brugte den allerede, før der var penge i det – før det kom på skærmen.
At give virkeligheden sjovt tøj på er hans modus operandi. Før han blev prisbelønnet dokumentarist, skrev han essays og reportager om absurde realiteter i Euroman, Ekstra Bladet og ikke mindst det hedengangne magasin Virus. Han har ledt efter UFO’er i Amerika, været på bordelbesøg på den tyske Autobahn og taget til Klovnefestival i Svendborg som undercover-klovnen Massi.
I dokumentarformat har han optrådt som diamantbesat kolonialistisk diplomat i lange støvler (’Ambassadøren’) og infiltreret verdens mest lukkede land forklædt som del af en teatergruppe (’Det røde kapel’).
Men absurditeten fungerer også uden Brügger i centrum, som med ‘Muldvarpen’, hvor en førtidspensioneret kok blev lagt dybt undercover i Nordkorea, godt hjulpet på vej af Brüggers teatralske snilde: konstruktionen af en fiktiv forretningsmand ‘Mr. James’. Et træk, der kun fungerer, hvis man parkerer snusfornuften og satser hele butikken på mytologiens iscenesættelse.
Som detektiven Bunk Moreland siger i ‘The Wire’: »The bigger the lie, the more they believe«.
Brügger forstærker den virkelighed, han beskriver. Han deltager i den som en forstærket version af sig selv. Metoden får alle artige lamper til at bimle og bamle. Problemet er, at artige fortællere ofte er ineffektive, fordi deres pligtskyldighed gør dem til lette ofre for standardiseringens damptromle.
Mads Brügger undgår både kastrering og kategorisering. Han er en underlig fortæller.
Konsekvensen af mediernes fragmentering, sandhedens opløsning og den generelle totalforvirring afføder vanligt tre slags fortælletyper, som teoretisk kan placeres med ligelig afstand på en ret linje.
I den ene yderlighed har vi Ironikeren, der accepterer absurditetens opløsning af mening ved at gøre grin med det hele ved aldrig at vælge en position, fordi ‘alt er idiotisk’.
I den anden yderlighed har vi ‘afsløreren’, som ser konspirationens skygger langs alle vægge og leder frenetisk efter afsenderen af den ‘store løgn’. Imellem de to sidder den redelige fortæller og gør en heroisk indsats for at fastholde fornuftens bundklang.
De fleste afsendere lægger sig imellem artighedens midtpunkt og den ene af de to yderligheder. Jonathan Spangs ‘Tæt på sandheden’ er placeret i et effektivt krydsfelt imellem ordentlighed og ironi. God graverjournalistik borer sig ned imellem lødighed og afsløring.
Brüggers sælsomme kunst er at indeholde begge yderpositioner: at danse imellem den ironiske position, som hævder, at alt er absurd – og den afslørende position, som insisterer på, at absurditeten har en klar årsag. Det kan virke modstridende, men måske den metode faktisk er nødvendig netop i disse år?
Kaos fører til magtmisbrug
Den artige fortælleform har to grundlæggende problemer. Den præsenterer sit indhold i løsrevne delbidder, der sjældent sammenstykkes til en besjælet fortælling. Og dens neurotiske pligtskyldighed over for en pletfri metode resulterer ofte i tandløse angreb på en magt, der har lært at forklæde sig som en uanfægtelig realitet: som noget, der ‘bare er’.
Det, Brügger har forstået – og lært at indarbejde i sine historier – er noget, vi alle godt ved, men ofte glemmer: At en etablering af en meningsfuld virkelighed forudsætter evnen til at spore årsagssammenhæng: Det ene leder til det andet. Den bedste måde at danne denne sammenhæng på er igennem fortællinger.
Det er derfor, religion fungerer så godt, og hvorfor Schwarzenegger og Beckham finansierer deres egne biografiske dokumentarer. Den bedste genvej til en sammenhængende erkendelse er en god historie.
Og hvis der er noget, der er udfordret lige nu, er det vores evne til at kunne danne sammenhæng. Vi tvangsfodres med fragmenter og bombarderes med modstridende informationer, indtil vores hoveder er ved at eksplodere. Konsekvensen er med tiden en manglende evne til at trække streger imellem begivenhederne. En forvirring, der er en perfekt affyringsrampe for systemisk magtmisbrug.
Absurde kolde realiteter
Man kan muligvis kritisere Brüggers forstærkede virkelighed fra et skinhelligt perspektiv, men de mytologiske greb modvirker alligevel fragmenteringens risiko for apati og kaos. Fortællingerne sætter sig. I mediebilledets virvar hænger Brüggers håndværk fast i hukommelsen.
Og så er der absurditeten: Brüggers evige insisteren på at iscenesætte magten og bureaukratiets realiteter som et sælsomt skuespil. Det kan virke useriøst, men måske er det den mest seriøse tilgang overhovedet.
Den populære reality-dækning af igangværende mordsager er meningsløs, fordi den ikke afslører noget. Domstolen er i gang. Men domstolen fanger sjældent de systemiske forbrydere, hvis durkdrevne metoder er så indviklede, at vores fragmenterede bevidsthed slår relæet fra, før vi kan oparbejde nysgerrighed eller indignation.
Deres bedste gemmested er fortællingen om, at ‘de voksne har styr på det’ – at Danmarks bærende institutioner forvaltes med myndighed og ansvar. Men menneskets absurde tilskyndelser fordufter ikke, jo tættere vi indhylles i slips og marmor.
Tværtimod: Det systemiske gakgak har endnu bedre vilkår, fordi den kan forklædes som uanfægtelig anstændighed bag tykke vægge, certificeret CVR-nummer og sikkerhedsglas i foyeren.
Når Brügger fortæller historier, er vi i hans verden. Den er på én gang komisk og alvorlig. Problemet for os alle er bare, at det også er vores verden. Absurdteatret er de kolde realiteter. Og nogle gange er den bedste måde at vise, at kejseren ikke har noget tøj på, at give ham en støvle på hovedet og pege:
»Se folkens: Bar røv i sjov hat«.