TENDENS. »God damn true crime fucking numbnuts«.
Det er, hvad den kvindelige efterforsker kalder de tre true crime-fans i første afsnit af successerien ’Only Murders in the Building’. De har lige infiltreret hendes gerningssted med gode tips til opklaringen.
Men efterhånden har onlinedetektiverne, altså de mennesker der vil opklare krimigåder og identificere Jane og John Does med internettets kraft, mere og mere at skulle have sagt. Faktisk har de indimellem vist deres værd i virkelighedens sager – tænk bare på TikToks indspark i efterforskningen af mordet på Gabby Petito i sommeren 2021.
Måske af den grund har de ellers til tider latterliggjorte tastaturefterforskere nu fået deres plads i krimien – ja, indimellem løber de faktisk med al opmærksomheden. Men hvorfor er internetdetektiverne blevet lige så interessante som de sager, de graver sig ned i?
Internettet som jagtmark
Krimiens traditionelle gådebrydere har et tag-selv-bord af muligheder for at identificere en morder: gerningssteder, vidner, politidatabaser og bevismaterialer. For internetdetektiverne er råderummet indskrænket til en webbrowser og offentlig information. Det er dog ikke en begrænsning, der stækker deres iver.
Bare se på Netflix’ true crime-serie ’Don’t F**k with Cats’ fra 2019. Her møder vi aliaserne Baudi Moovan og John Green, der vil gå ualmindeligt langt for at identificere, hvem der står bag en række videoer af killingemord.
Serien udfolder internetdetektivens modus operandi – fra at engagere sig i internetfora om forskellige støvsugermodeller til at gennemtrawle en canadisk by i Google Maps. Og ikke mindst at det kan være lige så farligt og fascinerende at taste løs som at konfrontere en mistænkt.
I ’Dont F**k with Cats’ lykkes det Baudi og John at identificere og finde kattemorderen, om end politiet ikke tager dem alvorligt.
Men internetdetektiverne har faktisk gjort sig fortjente til anerkendelse. Forfatteren Michelle McNamara er en dem. Hendes liv portrætteres i HBO-dokumentarserien ’I’ll Be Gone in the Dark’ fra 2020, som er skabt af hendes mand, Patton Oswald, i hendes minde.
Hun dedikerede sit liv til at skrive en udførlig bog om den dengang uidentificerede Golden State Killer, alt imens hun jagtede hans virkelige identitet fra sin computer i datterens soveværelse.
McNamara samarbejdede med politiet og var instrumental i at få samling på The Golden State Killers mange forbrydelser på tværs af Californien. Hun tog det for mange misundte skridt fra true crime-blogger til uvurderlig sparringspartner for myndighederne.
Bag hendes passion lå dog også en tragisk historie om en uafrystelig paranoia og mareridt, der førte til en fatal selvmedicinering.
Bag skærmen er alle ikke ens
Det smukke ved internetdetektiver er, at de kommer i alle former og faconer – fra Gen Z-TikTokkere til konspiratoriske tastaturkrigere Og det er unægteligt et friskt pust til en noget fortærsket idé om, hvad en efterforsker skal være (midaldrende og stædig med et privatliv der sejler).
Se bare på Hulu-hitserien ’Only Murders in the Building’, hvor en afdanket ældre skuespiller (Steve Martin), en distræt Broadway-instruktør (Martin Short) og en vordende kunstner (Selena Gomez) finder sammen i en fælles passion for mordmysterier.
Faktisk er krimikomediens helt store force denne aparte sammensætning af forskellige personligheder på ét opklaringshold.
Selena Gomez’ Gen Z-bidrag til genren ekkoer ind i en anden Hulu-serie, ‘A Murder at the End of the World’ fra sidste år. Her indtager Emma Corrin rollen som den unge true crime-forfatter Darby Hart, der bruger sin opvækst som en retsmediciners datter og sublime hackerskills til at opklare et mord på et afsides hotel i Island.
Sexet eller sympatisk?
I fiktionen har internetdetektiverne også medbragt en næsten uundgåelig, men stadig velkommen metakommentar om true crime og dens genremekanismer. Som redskab bruger de et af deres foretrukne talerør: podcasten.
I ’Only Murders in the Building’ er det trioens selvbestaltede podcast, der danner en naturlig ramme og retning for seriens plot. Som i seriens andet afsnit, hvor Martins Shorts karakter instruerer sine medsammensvorne:
»Every great episode 2 always makes you care deeply for the victim. You either make them sympathetic, sexy or interesting«.
I den Netflix-aktuelle ’Bodkin’ er det også en Peabody-vindende podcast, der leder værten Gilbert Power (Will Forte) til en lille irsk by ved navn Bodkin, hvor tre mennesker forsvandt ud af det blå for 25 år siden. Powers’ diplomatiske tilgang til sagen står i stærk kontrast til hans makker Dove, den kompromisløse Guardian-journalist, der gerne går over grænsen for at finde den gode historie. Men så ambitiøs er Powers ikke:
»Have you ever listened to a podcast, where they actually solve it«, som han råber ad hende. »I need diversions, red herrings, human interest. The stuff that people actually care about, alright!?«
Kommentarer som disse er ikke kun herligt selvbevidste, men også kærkomne i krimien, som ellers sjældent vil gå meta på sin egen succes. Det klæder en genre, der gør menneskets værste gerninger til bland-selv-sliks-hygge, at turde stikke til sig selv og sit publikum. Jeg vil i hvert fald som seer hellere provokeres end at skulle lide under endnu et dårligt plottwist.
Motivets anatomi
En af krimiens gængse gåder er selvfølgelig morderens motiv. Men når en internetdetektiv tager tøjlerne, opstår en ny gåde. Hvorfor er lige netop denne person besat af at opklare denne sag? Hvad er egentlig deres motiv?
I BBC Sounds’ nye podcast ’Home Sleuth’ hører vi netop potentialet i de historier forløst. I første afsnit fortæller Todd Matthews, af internettet udnævnt som den første internetdetektiv, sin historie om, hvordan han fandt identiteten på en Jane Doe med kaldenavnet ’Tent Girl’.
Andetsteds ville ’Tent Girl’ være hovedpersonen, men i ’Home Sleuth’ er det Todds’ livsbane, der er attraktionen. Hvordan tabet af hans to søskende under barske, men belyste omstændigheder, driver ham til at skabe afklaring for andre, der har mistet deres elskede.
Vi er vant til i true crime at kaste vores interesse på den forurettede. Faktisk er det anset som god skik, af hensyn til de efterladte, at fokusere mest på offeret. Men i ’Home Sleuth’ fjernes det primære fokus fra offer og skurk til offer og, ja, helt. Det er stadig interessant at forstå, hvorfor en morder slår ihjel – men er det i virkeligheden ikke lige så interessant at forstå, hvorfor almindelige mennesker vil hjælpe vidt fremmede?
Samme tematik fylder i den ret usædvanlige HBO-dokumentar ’They Called Him Mostly Harmless’ fra i år. Her møder vi, blandt flere, to interessante internetdetektiver i form af friluftlivsentusiasten Natasha Teasley og rengøringsbuddet Christie Harris, der begge vil finde identiteten på en vandrer med tilnavnet Mostly Harmless, der bliver fundet død i et telt.
Natasha og Christie er så passionerede, at de ender i flere tragiskkomiske karambolager, blandt andet om hvordan Facebook-grupperne dedikeret til eftersøgningen skal styres. I sidste ende sætter historien om Mostly Harmless’ virkelige identitet lys på Christie og Natasha, som lige dele ild- og flakkende sjæle.
Internetdetektiver må i sidste ende nok skyde en lang pil efter at opnå samme autoritet som politiet og journalisterne – og bevares, deres fanatisme er hverken altid ufarlig eller hensigtsmæssig.
Alligevel har de med deres særegne metode, ukuelige drive og menneskelige historier givet en saltvandsindsprøjtning til en genre, der længe har savnet en nyfortolkning.