Bikini Kill forvandlede Store Vega til en lille punkklub – dansegulvet eksploderede
For nylig havde jeg fornøjelsen af at anmelde Kathleen Hannas page-turner af en selvbiografi, ’Rebel Girl’, og jeg bemærkede, at bogen kunne virke som inspiration til at starte et band. Det var nøjagtig den samme følelse, man fik af hendes band Bikini Kills brag af en koncert i Store Vega.
Jeg ved godt, at det lyder som en kliché, men hvis bare en tredjedel af dem oppe foran scenen starter deres egne bands, vil Københavns punkscene være sikret i mange år fremover. Der var virkelig mange helt unge mennesker, primært ikke-mænd, der skreg Kathleen Hannas tekster af deres unge lungers fulde kraft.
Bikini Kill fik Store Vega til at føles lille og intim, og kontakten til publikum føltes næsten lige så nær, som hvis koncerten havde været afholdt i Ungdomshusets sal. Bandet ikke gav en skid for afstanden mellem scene og publikum. Trods deres position som koryfæer i punkhistorien, synes deres modus operandi og deres drive ikke det mindste falmet. Også selvom de nu turnerer i en nightliner i stedet for en rusten smadderkasse uden seler.
Før koncerten var jeg en anelse bange for, at det skulle blive en retrofikseret 1:1-iscenesættelse af, hvordan Bikini Kill-koncerter var i gaaamle dage, men her var ingen »girls to the front!«-råb. Den slags giver i højere grad sig selv nu om dage. Heldigvis. Og de idiotiske mandestemmer, der plejede at give bandet lort for at snakke mellem numrene, er lykkeligvis forstummede. Alle tilstedeværende syntes taknemmelige for at være der, sammen.
Til gengæld var der rig plads for bandet til at holde små pauser, hver gang den primære trommeslager Tobi Vail skulle overtage mikrofonen, hvorefter Kathi Wilcox overtog trommerne og Hanna bassen. Sådan har det altid været, så bandet tog skiftene med ophøjet ro og en fuldstændig afslappet selvfølgelighed. De gjorde Store Vega til et menneskeligt, socialt rum. Det er første gang, jeg oplever et band transformere de hellige haller i dén grad.
Til en Bikini Kill-koncert er det, der foregår mellem sangene, lige så vigtigt som selve musikken. Som da Kathleen Hanna udså sig en teenager oppe på balkonen og opfordrede hende til at skrive digte og aldrig smide dem ud. Det var empowerment af første skuffe, og den heldige modtager af enetalen kunne ikke være i sig selv af bare begejstring. Rørende!
Da nogle brød ud i et spontant »Free Palestine«-chant, trådte bandet tilbage og lod det fortsætte i flere minutter. Publikum er lige så meget en aktør til en Bikini Kill-koncert som bandet selv. Den del har ikke ændret sig siden 90’erne – dengang Hanna talrige gange agerede rådgiver og støtteperson for piger og kvinder, der henvendte sig efter koncerter for at tale om voldtægter og vold i hjemmet.
Og det der foregik mellem pauserne, altså musikken, blev leveret med enormt overskud. Fra første færd med åbneren ’New Radio’ tog de os med gennem deres diskografis afkroge.
Én fra publikum råbte på slowburneren ‘For Tammy Rae’, som utroligt nok ikke er fast inventar på sætlisten. Bandet kiggede rundt på hinanden, trak på skuldrene og spillede den i en fuldstændig smuk, semi-akavet version. Det er et af Bikini Kills bedste numre og skabte et godt afbræk i det ellers hektiske uptempo sæt.
Efter den kom det hæsblæsende, sarkastiske pornoscenarie ‘Sugar’ fra ‘Pussy Whipped’ fra 1993 og så eksploderede dansegulvet. En lignende reaktion udeblev mærkeligt nok, da de spillede det for mig altafgørende nummer ‘Alien She’, der med sine uhyggelige cheerleader-melodier burde kunne sætte ild til huset. Men føj for helvede et godt nummer – så er det lige meget, om folk lige skulle have en pause der.
Det ordinære sæt sluttede med bangeren ‘Suck My Left One’, og det enlige ekstranummer kunne selvfølgelig ikke være andet end kæmpehittet ‘Rebel Girl’, der med sit nærmest Stooges-agtige groove efterlod bremsespor med ild i på Vegas gulv.
Kort sagt:
Punkkoryfæerne i Bikini Kill indtog det udsolgte Store Vega med deres umiddelbare attitude og gjorde sig gode venner med samtlige mennesker i publikum. De formåede at transformere Vegas hellige haller i en grad, jeg aldrig før har oplevet.