‘Rebel Girl’: Punkikonet Kathleen Hannas selvbiografi giver dig lyst til at starte et band
Der er efterhånden gået mere end 30 år, siden Kathleen Hanna udgav sine første hjemmelavede zines. De blev delt ud i Olympias punkscene i 90’erne og lagde kimen til den feministiske riot grrrl-bevægelse, som hun og hendes band Bikini Kill i manges øjne og ører er synonym med.
Nu, i en alder af 55 år, er den amerikanske musiker ude med sin første professionelt indbundne bog, ’Rebel Girl’, et bemærkelsesværdigt selvbiografisk værk, fortalt i en slags episodisk format der kronologisk kortlægger det fletværk, der er hendes personlige liv og det kulturelle aftryk, hun har sat.
Kathleen Hanna er unægtelig lidt af et ikon på den amerikanske punkscene. Hendes tekster, vokalstil og sceneoptræden var banebrydende, da Bikini Kill turnerede staterne tynde i 90’erne. Hun inspirerede utallige kvinder til at finde deres stemme inden for både punkmusik og feministisk aktivisme. Bikini Kill brød med konventionerne inden for punkmusikken ved at adressere emner som sexisme, voldtægt og kvinders rettigheder i deres sange på en direkte og provokerende måde.
Deres energifyldte koncerter og DIY-æstetik inspirerede mange unge kvinder til at tage del i den alternative musikscene og til at skabe deres eget kunstneriske rum.
Hannas indflydelse strækker sig i virkeligheden langt ud over hendes musikalske bidrag. Hun har været en central figur i etableringen af et netværk af feministiske kunstnere, musikere og aktivister, der delte visionen om at skabe et mere inkluderende og retfærdigt samfund.
Sidenhen har hun spillet med soloprojektet The Julie Ruin og ikke mindst electroclash-bandet Le Tigre, som var fuldstændig uundgåelige på de alternative dansegulve i starten af 00’erne. Du kender stensikkert ‘Deceptacon’.
Med udgangspunkt i en enorm kærlighed til musik endevender hun en lang række omgivende problematikker. For bogen er spækket med anekdoter om alt fra faderens talrige og vedvarende svigt, moderens kærlighed, problemer på punkturneer, diverse ven- og fjendskaber, og mest opsigtsvækkende, flere seksuelle overgreb. Genfortalt med stor præcision og høj detaljegrad som om de skete i forrige uge.
Man fatter næsten ikke, at alt det, der står i bogen, kan være sket for én enkelt person.
Fælles for mange af disse anekdoter er, at de tegner et billede af et USA der, uanset om vi taler 70’erne, 80’erne eller 90’erne, har flere problemer, end hvad der bare lige kan løbes fra. For problemerne er desværre stadig relevante.
Meget af indholdet er virkelig alvorstungt, og flere passager kan være triggering for især kvinder. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men jeg tror, at flere af Kathleen Hannas negative oplevelser med mænd desværre kan vække genklang hos alt for mange kvinder.
Flere gange nævner hun, hvordan hun brugte sine erfaringer med krisehjælp til udsatte kvinder, når fans kom op til hende for rådgivning efter koncerter. Til sidst var hun fuldstændig drænet for energi.
Det har uden tvivl været hårdt at skrive denne bog. Hanna har sideløbende gennemgået et terapiforløb for at deale med de traumer, der er blusset op i processen, og det har givet hende mulighed for at efterrationalisere.
Hendes refleksioner over riot grrrl-bevægelsens faldgruber og blindpunkter er modne og fair. Hun sætter sit virke som feminist under lup, med betragtninger om hvordan hendes aktivisme i 90’erne muligt ræsonnerede blandt hvide kvinder, men samtidigt ekskluderede ikke-hvide. Det stemmer overens med nutidens feministiske diskurs, der i høj grad har intersektionalitet for øje.
Hun siger det meget direkte: »Take the good stuff into the future and leave the lack of intersectionality behind. But don’t call it Riot Grrrl, because it has bad connotations for a lot of people. You all can think of a better name!«
Under læsningen føles den lange række af dårlige oplevelser med mænd overvældende, men også nødvendig. Måske fylder de mere for mig som mandlig læser? Jeg tror, at den individuelle læser vil fiksere på forskellige tematikker.
Og ‘Rebel Girl’ er altså ikke udelukkende én lang negativ fortælling. Der er også glimt af gode tider til at bryde med virkelighedens til tider umenneskeligt hårde vilkår.
Man ånder lettet op, hver gang Hanna fortæller om musikalske åbenbaringer – om det så er, da hun opdager, at hun kan synge, barndommens oplevelser med musicals, de første møder med punkrock, eller da selveste Joan Jett ringer til hende, og hun spørger til Jetts frisure for at sikre sig, at hun ikke bliver pranket.
Og så er der de gode stunder med Kurt Cobain. Det legendariske ’Kurt smells like teen spirit’-tag hun skrev på hans væg i en kæmpe brandert, og som affødte titlen på Nirvanas store gennembrud. Da de sammen begik hærværk mod det lokale pro-life-kontor.
Mest hjertevarmende er Hannas kærlighedsforhold med Ad-Rock fra Beastie Boys. Minderne om hvordan de mødtes på turné og siden kommunikerede via først fax, så breve og så telefonopkald. Om da han opdagede, at hun gemte en Beastie Boys-plakat bagerst i sit skab, og så at farverne i området omkring hans mund var helt anderledes udtværet end resten af plakaten. Om hvordan han hjalp hende gennem mange svære år med en ufrivillig abort og en sen diagnosticering af sygdommen borreliose. Om deres nu tiårige adoptivsøn, Julius.
Bogen er skrevet i en afslappet tone, der gør fortællingen mere troværdig end mange andre kendis-selvbiografier. Måske fordi hun ikke har gjort brug af en ghostwriter. De smertefuldt ærlige beretninger om den modgang hun har lidt i livet bliver fortalt uden store, prætentiøse metaforer, og hun tackler ofte sagens alvor med bidsk humor og komiske betragtninger,
Indviede, inkarnerede Kathleen Hanna- og Bikini Kill-fans kan selvfølgelig læse ‘Rebel Girl’ som memoirer, der bekræfter mange af de ting, de i forvejen ved om hende og bandet og tiden og ideologien.
Baggrunden for en del af Bikini Kill-sangene bliver forklaret i form af anekdoter – som ‘Suck My Left One’ der er en direkte reference til Hannas storesøsters respons, når ældre mænd cat-callede hende i teenageårene.
Men alt afhængig af læsningen, kan bogen anbefales til hvem som helst. Den kan læses som et empowerment-manifest. Som en slags do’s and dont’s til mænd, og som en guide til hvordan man som offer overkommer de mange dont’s. Som en inspiration til at starte et band og ikke mindst som en kickstarter til en masse musikalsk inspiration.
Appendix: Musikken i Kathleen Hannas liv
I ‘Rebel Girl’ strøer Kathleen Hanna rundhåndet om sig med referencer til et væld af forskellige kunstnere og bands, som på den ene eller anden måde har inspireret eller påvirket hende. På den måde er bogen en udmærket introduktion til en hel masse meget forskelligartet musik.
Der er selvfølgelig de helt store alternative navne: Nirvana, Sonic Youth, Public Enemy, Sinead O’Connor, Beastie Boys og mange, mange flere, som ikke kræver den store musikhistoriske viden at kunne genkende.
Længere nede i mulden har vi bands, der var store i deres respektive scener: Babes in Toyland, Fugazi, Crass og Wipers. Og så er der den imponerende understrøm af navne, som de færreste, der ikke i forvejen er dybt inde i Bikini Kills univers, forventes at kende: Some Velvet Sidewalk, Kreviss og Matrimony, der pt. har henholdsvis 1.317, 92 og 97 månedlige lyttere på Spotify. Det er få, selv for undergrundspunk fra 90’erne.
Vi har gjort det let for dig og samlet en liste af så godt som alle de bands, Kathleen Hanna nævner i bogen, for at skabe en lydcollage til at akkompagnere din læsning. Ud over de nævnte får du også superstjerner som Whitney Houston, George Michael, The Runaways og Black Sabbath samt alle mulige musicalnumre og meget mere.
Og så har vi sgu dristet os til at inkludere Hole, til trods for Courtney Loves envejsbeef med Kathleen Hanna. ‘Rock Star’ handler efter sigende om Hanna og riot grrrl-bevægelsen, og listen ville ligesom ikke være komplet uden.