KOMMENTAR. Dokumentaren, alle har talt om de seneste dage, efter de holdt op med at tale om ’Den sorte svane’, er nu ude.
Og manden, alle har talt om op til premieren, bliver ikke nævnt med ét ord i den.
Otte kvinder – fem ved navn og tre anonyme – står frem i første afsnit af DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’ med vidnesbyrd om grænseoverskridende adfærd fra en »mandlig artist«.
DR har anonymiseret krænkeren, fordi de med programmet »ønsker et fokus på sexisme i musikbranchen frem for på enkeltpersoner«.
Og jeg tvivler stærkt på, at man bredt ude i det ganske land havde talt om Martin Brygmann på samme niveau som nu, hvis han ikke selv havde taget masken af ved at hive DR og produktionsselskabet i retten for at stoppe dokumentaren, fordi »indholdet ikke vil efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet«, som han selv har formuleret det i en officiel udmelding på Facebook og Instagram.
Det er dog det mindste eksempel på den 61-årige entertainers vaklende dømmekraft. Efter at have set programmet står det lysende klart, at hans forsvarsskrift er hullet som en boomer-ost modnet i et antihierarkisk friskolemejeri i 70’erne.
Her er anklagerne
Lad os lige starte med at sammenfatte de konkrete anklager mod ham:
I dokumentaren fortæller Signe Svendsen, hvordan Brygmann i forbindelse med et firmajob i Aarhus lagde sig ind under hendes dyne, mens hun sov, og begyndte at tage hende på brysterne.
Sangeren og bassisten Liva Susic søgte et job som sanger for Brygmann, da hun var blot 17 år, hvilket førte til en korrespondance, hvor han fokuserede meget på hendes udseende, og senere til en indspilning, hvor Brygmann bemærkede, at hun havde »en pæn mund og pæne læber og pæne tænder«.
Den tidligere MGP-vinder Anne Gadegaard fik som 17-årig en besked fra Martin Brygmann, hvor han kommenterede på hendes billede, at »Du er så SMUK og sprød på dine profilfotos..!!! Aaaargh!«.
Den tidligere studentermedhjælper ved Underholdningsorkestret Anna Kildetoft fik grænseoverskridende beskeder fra Brygmann i 2020.
Stine Bramsen fortæller, hvordan en dialog om en kommende duet med Brygmann hurtigt førte til, at han inviterede hende hjem til vin og overnatning.
Og så er der kvinden, der anonymt beretter, hvordan Martin Brygmann, der dengang var i 40’erne, lagde an på hende under en produktion, da hun var blot 16 år. Det førte til et seksuelt forhold i flere år.
»Jeg har skammet mig meget over, at jeg ikke har været bedre til at sige nej, men i dag kan jeg se, at jeg som 16-årig ikke var i stand til at sige fra, og at han misbrugte sin magt over mig«, udtaler hun i dag.
I Filmmagasinet Ekko fortæller en mor til en pige under 18 år, der arbejdede med Brygmann på en medieproduktion, at hun konfronterede producenten, da hun hørte, at Brygmann havde været »uanstændig« under en fest på produktionen. Producenten lovede, at det ikke ville ske igen, men alligevel udviklede forholdet sig, og Martin Brygmann havde sex med datteren flere gange. Da det kom moren for øre, sendte hun et brev til Brygmann via hans manager, hvor hun blandt andet skrev:
»Vi fik en uforbeholden undskyldning på deres og dine vegne og lovning om, at det aldrig ville ske igen. At du så åbenbart sked på almindelig anstændighed og førnævnte aftale – og fandt det ’naturligt’ også (og efterfølgende) at gå i seng med hende, er fuldkommen utilgiveligt«.
Moren hørte aldrig fra ham.
En komisk kliche af et forsvar
Det er på den baggrund, Martin Brygmanns forsvar i weekenden skal læses. Et forsvar, der møder mindst lige så meget forståelse og opbakning som det modsatte på hans Instagram og Facebook, for er det ikke bare de onde medier og wokeister og krænkelsesparate, der frådende prøver at rive endnu en højtelsket hyggeonkel ned fra piedestalen?
Går man Martin Brygmanns defensorat efter i sømmene, vil man se, at han på den ene side afviser at have gjort noget galt, mens han samtidig erkender, at han har måttet sige undskyld flere gange gennem årene og har måttet justere sin adfærd.
På den ene side hævder han, at anklagerne ikke reflekterer, hvem han er, og på den anden side indrømmer han, at han aldrig har lagt skjul på, at det er sådan, han er. På den ene side mener han, at han ikke har nogen magt i relationerne til kvinderne, på den anden side erkender han, at det har han faktisk haft.
Faktisk er hans forsvar komisk gennemvædet af de dårlige og let gennemskuelige modargumenter, der nærmest er blevet en kliché for krænkere med en dårlig sag i MeToo-æraen.
Lad os tage dem punkt for punkt:
#1: Ingen beviser!
Martin Brygmann hævder, at DR ikke har frembragt »dokumentation og beviser«, og at han med »faktisk dokumentation« kan »modbevise flere usandheder og påstande«.
Men i dokumentaren ser vi flere konkrete eksempler på grænseoverskridende sms’er, han har skrevet. Samtidig er man nødt til at tage mængden af vidnesbyrd seriøst. Der står ikke otte flammer op, uden at der er brand, og man skal være godt naiv, hvis man tror, at vi med disse otte beretninger nu står med det fulde omfang.
Til gengæld har Brygmann ikke fremlagt sine modbeviser, så foreløbigt står dette argument selv som det rene postulat. Og senere i sin tekst erkender han i øvrigt selv, at hans »ofte platte og flirtende humor« »kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende«.
#2: Sådan er jeg slet ikke!
Martin Brygmann mener, at DR har »fastholdt en historie, der tegner et billede af mig, der er meget langt fra, hvem jeg er«.
»Det har altid været mit altoverskyggende mål i livet og i mit møde med andre mennesker, at alle skal føle sig godt tilpas«, skriver han yderligere.
Det er et typisk forsvar: »Sådan er jeg slet ikke«. Men bare fordi man går og er et sødt og rart menneske, der er god ved dyr og gamle damer 95 procent af tiden, kan man jo ikke annullere de fem procent, hvor man ikke er. Selvom man kun røver banker to gange om året, er man stadig bankrøver.
#3: Jeg har haft en lang karriere!
Brygmann nævner flere gange, hvor mange år han har været i underholdningsbranchen. »Historierne er fordelt over 20 år«. »Jeg håber, at langt de fleste, som har mødt mig i min 35-årige karriere, har haft en god, sjov og tryg oplevelse«. Og: »De få gange jeg i min 35-årige karriere har oplevet, at nogen syntes, at mine ord eller adfærd var upassende, har jeg sagt undskyld til vedkommende«.
Hvor få skal man have krænket over 35 år, før man fortjener en medalje? Du har været i branchen i tre årtier og har kun været grænseoverskridende over for … otte kvinder. Tillykke! Du har været en stjerne siden 90’erne og har kun prøvet at komme i seng med et par nystartede kvindelige kollegaer under 18? Flot!
Desuden: Hvis du nu har sagt undskyld flere gange i løbet af karrieren, hvordan kan du så samtidig mene, at der intet er at komme efter i dokumentarens vidnesbyrd?
#4: Jeg har aldrig lagt skjul på, hvem jeg er!
»Jeg har gennem mine sange, humor og musik aldrig lagt skjult på, at jeg var en kikset, ranglet, usikker fyr og at den kvindelige opmærksomhed, som pludselig berømmelse gav mig, til tider var svær at styre«, skriver han og nævner, at det ikke er tilfældigt, at han har skrevet sangen ’Jeg vil i seng med de fleste’, lavet oneman-showet ’De fleste ulykker sker med lemmet’ og har optrådt som den nøgne figur Todd.
Brygmann skriver det, som om det er en undskyldning for den dårlige opførsel, men i virkeligheden gør det bare sagen endnu mere ubehagelig. Ligesom det gjorde det endnu sværere at holde af Louis C.K.’s komik, at der var så meget onanimateriale i hans shows, når man fandt ud af, at han gentagne gange havde onaneret foran kvinder uden samtykke, gør det egentlig bare billedet af Brygmann mere forskruet, at han offentligt har skiltet med sin seksuelle fremfærd.
Det gør, at man ikke engang rigtigt kan skille manden fra værket, for det hele mudres sammen.
Og noget forsvar for gerninger bag scenetæppet er det i hvert fald ikke just, at man har sunget, hvor mange man gerne vil i seng med.
Det bliver derudover ikke mindre okay at gå i seng med piger under 18, når man er i en magtposition, at man er en ranglet, kikset og usikker fyr. Der er vist ingen code of conducts, der formulerer, at kun cool, selvsikre, muskuløse fyre kan begå overgreb.
#5: Jeg har ingen magt! – eller har jeg?
I én af sine selvmodsigelser skriver Martin Brygmann først, at hans ord eller handlinger »ikke kan betegnes som magt, overgreb, trusler eller lignende«, men siden at »jeg har desværre været blind for, at status og berømmelse kan skabe en skævhed i relationer«.
Han kan ikke både fraskrive sig sin magt og erkende, at han har haft den, og faktum er, at Brygmann som en stor og velkendt stjerne siden 90’erne bestemt har haft en magtposition i forhold til unge kvinder med drømme om en karriere i underholdningsindustrien.
Man må vel også sige, at det godt kan betegnes som et overgreb, når man uden nogen form for optakt kryber ned under dynen på en kollega, mens hun sover, og tager hende på brysterne.
Ligesom det rent faktisk kan være i strid med straffeloven at gå i seng med en mindreårig med mindre magt end én selv.
»Med samme straf [bøde eller fængsel indtil 4 år, red.] anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje«, hedder det i straffeloven paragraf 223, stk. 2.
#6: Det er mig, der er blevet svigtet!
Brygmann argumenterer for, at det aldrig er faldet ham ind, at nogen ville kunne drage fordel af at have en relation til ham. På den måde får han drejet sin forsvarstale, så man næsten skulle tro, at det var ham, der var blevet snydt og bedraget.
»Jeg har virkelig troet på, at når nogen grinede af mine platte vittigheder i kollegiale sammenhænge eller har ønsket en relation til mig, så mente de det«, skriver han og angler efter vores sympati.
Det er altså kvinderne, der har prøvet at udnytte ham, og ikke omvendt. Hvilket bare slet ikke forklarer, hvorfor det er ham, der begynder at kommentere deres udseende, eller hvorfor han flirter med mindreårige piger.
#7: Jeg har bare dårlig humor!
Brygmanns forsvar er fuld af eufemistiske forsøg på at bagatellisere sin opførsel som dårlige jokes. »Nogle vil helt sikkert kalde mig for en boomer med boomer-humor«.
Med andre ord: Det var bare for sjov. Men hvad nogen kalder en boomer, ville andre kalde en groomer.
#8: Det var en anden tid!
Det lyder næsten som en karikatur på ’Det var en anden tid’-forsvaret: »For tiderne har virkelig ændret sig. Hvad der var sjovt for 10-20-30 år siden, opleves anderledes og mere bogstaveligt i dag«, skriver Brygmann.
Men var det virkelig sjovt for 10-20-30 år siden at gå i seng med en pige under 18, efter hendes mor har sat foden ned over for en grænseoverskridende situation? Eller at kommentere på en 17-årig piges profilfotos, at hun er »sprød«?
Jeg tvivler.
#9: Men jeg har ændret mig alligevel!
Selvom Martin Brygmann altså ikke har gjort noget som helst galt, har han alligevel korrigeret sin opførsel.
»I de seneste år er jeg blevet mere opmærksom på ikke at skabe misforståelser og respektere, at den slags humor, jeg er kendt for, hører til på scenen og ikke udenfor«, skriver han.
Dybest set synes han at mene, at det er tidens luner og udspekulerede kvinder i deres følelsers vold, der har problemet, men samtidig vil han gerne vise, at han nu er et nyt og bedre menneske. Det er ikke ham, der har brug for at forandre sig, men han gør det alligevel.
Brygmann vil både blæse og have mel i munden. I stedet burde han bare erkende, at han ligger, som han har redt.
Dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’ kan ses på DR.