STJERNERNES GLEMTE GULD. Det er svært at komme uden om, at ansigtet er ét af de absolut vigtigste redskaber i en skuespillers værktøjskasse.
Så hvad gør man, hvis man tildækkes af et papmachéhoved med Playmobil-hår, påmalede opspilede øjne og en evigt åben mund?
Er man Michael Fassbender, leverer man en nuanceret kraftpræstation som en særpræget musiker med dybe ar på sjælen. Og viser tilmed, at man besidder andre facetter end den alvor, man normalt forbindes med.
’Frank’ er en mørk komedie delvist baseret på historien om en britisk kult-indiemusiker. Ikke just opskriften på en kæmpe publikumssucces, og ved premieren i 2014 gik Lenny Abrahamsons ’Frank’ da også de fleste næser forbi. Men 10 år senere står den stadig som et unikt højdepunkt i Fassbenders karriere.
Løst baseret på forfatter Jon Ronsons egne erfaringer som keyboardspiller for den britiske musiker og komiker Frank Sidebottom handler ’Frank’ om den talentløse wannabe-musiker Jon (Domhnall Gleeson), der tilfældigvis møder det amerikanske avantgarde-band med det mundrette navn The Soronprfbs. De står på en strand, mens deres keyboardspiller forsøger at drukne sig selv i havet.
Ét medlem fattigere og med en koncert samme aften inviterer bandets manager Don (Scoot McNairy) Jon til at spille med dem. Og før han ved af det, befinder han sig i en afsides skov for at hjælpe med bandets næste album.
Som en kæmpe baby
The Soronprfbs ledes af den enigmatiske larger-than-life-sanger Frank, spillet af Michael Fassbender.
En mand, der udover at skrive absurde sangtekster om croutoner og komethaler er kendetegnet ved et enormt papmachéhoved, som han aldrig tager af. Som i aldrig. Han bader med en plastikpose over hovedet og indtager mad gennem et sugerør.
Jon er først intimideret over det følelsesløse hoved, så for at imødekomme sit nye bandmedlem begynder Frank at formulere sine ansigtsudtryk. Som da Jon foreslår, at han en dag kunne spille nogle af sine egne sange, og Frank svarer: »I’d really like that! Big non-threatening grin!«.
Men det er helt unødvendigt. Selv uden disse erklæringer er man aldrig i tvivl om, præcis hvad Frank føler. For Fassbender indgyder så meget liv i ham alene gennem sit kropssprog. Den måde, han lægger hovedet lidt til siden på eller entusiastisk peger på sine bandmedlemmer, kommunikerer så meget. Man glemmer hurtigt, at han ikke har noget ansigt.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor netop Michael Fassbender i sin tid blev castet som den intense androide David i ’Prometheus’. Normalt ses han med sammenbidt, tandfyldt mund og spiddende isblå øjne. Hans spil er karakteriseret af alvor og præcision. »Varme« er ikke det første tillægsord, man ville sætte på ham.
Fassbenders Frank kan nok bedst beskrives som en kæmpe baby. Med flagrende lemmer, vilde gestikulationer og tvivlsom balance møder han tilværelsen.
Det ses allerbedst i filmens mange musikscener, hvor bandet spiller deres syrede kompositioner. På ukarakteristisk løssluppen vis kaster Fassbender sin krop omkring og viser Franks utæmmede kreativitet. Frank spiller ikke musik, fordi han (som Jon) higer efter opmærksomhed. Musik er hans sprog.
Overraskende nok afslører de mange musiksekvenser også, at Fassbender kan synge … Rimelig godt endda? Ingen skal i hvert fald fortælle mig, at ’Secure the Galactic Perimeter’ ikke er en absolut banger.
Hver replik er en fornøjelse
Men måske mest overraskende fik ’Frank’ mig til at ytre en sætning, som jeg aldrig har gentaget om en af hans senere roller: Michael Fassbender er virkelig sjov.
For før ’Frank’ var der bestemt ikke meget at grine af i den tysk-irske skuespillers kartotek. Året før stod han nomineret til en Oscar som den frygtindgydende slaveejer Edwin Epps i ’12 Years a Slave’. En rolle, han spillede med en skræmmende tilstedeværelse med ondskaben konstant lurende under overfladen. Hans rolle som sexafhængig direktør i ’Shame’, sultestrejkende IRA-medlem i ’Hunger’ eller en mand med et seksuelt forhold til sin 15-årige steddatter i ’Fish Tank’ får heller ikke ligefrem lattermusklerne på gled.
Så rollen som den mystiske sanger i en skæv komedie er en bizar parentes i hans karriere. Men han er på hjemmebane som komisk skuespiller.
Til rollen har han tilegnet sig en perfekt overdreven amerikansk accent og et evigt entusiastisk toneleje, der gør hver replik til en absolut fornøjelse i kombination med det tegneserieagtige kropssprog.
Han hjælpes godt på vej af et velskrevet manuskript. Som i en ’træningsmontage’, hvor bandet skal finde inspiration i en række bizarre øvelser udtænkt af Frank. Da det ikke går hans vej, råber han desperat:
»Somebody’s thinking in the key of C!«.
Utroligt følelsesmæssigt klimaks
Men på karakteristisk Fassbender-manér gemmer hovedet under hovedet på et indre mørke. Som The Soronprfbs gradvist finder viral succes gennem videoer, som Jon har uploadet, begynder facaden at krakelere for Frank. Alle bandmedlemmer dropper ud, og da en frustreret Jon forsøger at tvinge masken af ham, løber han væk og påkøres af en bil.
Da Jon endelig får lokaliseret Frank, ser vi ham for første gang uden masken. Man overvældes ikke af følelsen af, at vi endelig får den rigtige Frank at se. Når vi ser ham med solbriller og foroverbøjede skuldre i sine forældres have, føles det faktisk næsten som en krænkelse af hans privatliv. Vi kunne lige så godt have set ham nøgen.
Da Jon genforener ham med sin sande kærlighed ‒ resten af bandet ‒ udtrykker han sin smerte på den eneste måde, han kan: I sangform.
Det kræver en skuespiller af Fassbenders kaliber at sælge det følelsesmæssige klimaks i form af en sang, der indeholder teksten »Washrooms smell, they could be cleaner / Stench of cigarettes and stale urea«.
Men det lykkes. Tårerne triller.
Det er desværre ikke blevet til mange komedier siden. Men et smil på læben kom der da igen med Taika Waititis en smule undervældende sportskomedie ’Next Goal Wins’.
Hvis han bliver træt af skuespillet – og af at køre racerbiler – har han i hvert fald en karriere som avantgarde-sanger foran sig.
’Frank’ kan ses på Mubi og Rakuten TV.