KOMMENTAR. Sidste år var jeg til en af de værste koncerter, jeg har set i mit liv.
På Copenhell så jeg de fire aldrende mænd i Mötley Crüe give en meget debatteret koncert, hvor de objektiviserede de tilstedeværende kvinder ved at bede dem om at »vise deres patter«. Og loopede Donald Trumps stemme, der ud af højtaleren proklamerede: »Grab them by the pussy«.
At bandet oven i dette spillede elendigt, betød i det mindste, at de færreste var interesserede i at forsvare deres pinlige optrin og den ubehagelige stemning, det skabte.
Da jeg for små ti år siden tog på Copenhell for første gang, havde folk omkring mig ellers fortalt, at det var den skønneste, trygge festival, hvor folk var der for hinanden.
Narrativet er da også godt: Den ‘farlige’ og ‘aggressive’ musik tiltrækker de fredeligste typer. Det er nærmest poetisk. Men det er også et narrativ, der på den lange bane kan være skadeligt.
Hvis man behandler kampen for tryghed, som om den allerede er vundet, så opnår man ingen fremskridt.
Så ender vi med reaktionært pis som Mötley Crües koncert. Og enhver anklage om grænseoverskridende adfærd mødes resolut med svaret, at den slags opførsel altså ikke er repræsentativ for Copenhell.
På Facebook-forummet ‘The Copenhell Family’ kan man hvert år – også i år – læse beretninger fra kvinder, der der blevet seksuelt forulempet under festivalen. Typisk bliver de mødt af sympati, men også af kommentarer, der lige skal understrege, at hvem end der udsatte dem for grænseoverskridende adfærd altså ikke er repræsentative for metalmiljøet. For krænkere, dem har vi jo ingen af herinde.
»Mon ikke det er den slags typer, der er afsted på endagsbilletter?«, lyder blandt andet et bortforklarende svar, der altså stempler alle på endagsbillet som en turist i metalverdenen, der ikke forstår sig på, hvordan man skal opføre sig. For vi har allerede konkluderet på forhånd, at hvis man er inde i miljøet, så kan man finde ud af at opføre sig ordentligt.
Alt for at bevare illusionen om, at misogyni ikke eksisterer blandt det hyggelige Copenhell-folk. Vi skal absolut ikke kigge indad og overveje, hvorvidt strukturel sexisme har haft noget at gøre med, hvor få prominente kvinder der historisk har været i metalgenren.
Misogyni fra scenekanten
Heldigvis har festivalen selv taget tyren ved hornene. Muligvis har man indset, at det også er i egen interesse at undgå at ende som den store danske festival med mindst diversitet.
Copenhell har i nogle år kørt initiativet Copenhell Rock Academy, der skal lære piger og nonbinære i teenagealderen at spille metal.
Og i årets program var der gjort en indsats for, at det ikke skulle lugte af Mötley Crüe. En række af bookingerne spiller musik, der sætter fokus på strukturelle uligheder, og det eneste band, hvis dagsorden minder det mindste om Crüe er satireprojektet Steel Panther.
Samtidig har jeg gennem de seneste år fornemmet en øget diversitet i publikum. Den hvide midaldrende mand dominerer nok stadig i antal, men jeg synes at se flere hvert år, der ikke lever op til den beskrivelse.
Men bedst som man troede, at festivalen i år ville være fri for arkaisk misogyni fra kunstnernes side, så kom Body Count, hvor frontmanden Ice-T til stor jubel fra publikum beklagede sig over, at moderne mænd har flere skønhedsprodukter end deres koner.
Som optakt til nummeret ‘Manslaughter’ erklærede Ice-T, at kvinder var »født toksiske«, og senere brokkede han sig over, at mændene i publikum ikke jublede maskulint nok.
Alt dette var flettet ind mellem ellers ganske potente anti-racistiske meddelelser. Lidt intersektionalitet ville klæde Ice-T.
Forandring er undervejs
Heldigvis var der masser af navne, der skubbede den modsatte vej. Fredag blev Pandæmonium-scenen åbnet af black/død-kvintetten Vulvatorious. Med sangtitler som ‘Fuck You Incel’, ‘Cunt War’ og ‘Witch Burns Back’ kræver det ikke en stor tekstanalytiker at fange deres feministiske dagsorden.
De havde ikke det mindste besvær med at få publikum på tværs af køn til at feste med på deres vrede mod patriarkatet.
Ud på aftenen samme dag strømmede folk mod skovområdet Udgaard, hvor Hun Solo havde arrangeret en sommersolhvervsfejring, der eksplicit gjorde op med den patriarkalske tradition, som Sankt Hans-hekseafbrændinger ret beset er.
I stedet blev heksen her hyldet som en historisk figur, der uretmæssigt blev forfulgt grundet det faktum, at hun nænnede at være en kvinde, der besad viden og evner, som patriarkatet ikke tillod.
Det var dejligt at mærke tilslutningen til et eksplicit feministisk initiativ på en festival, hvor der ellers ikke er nogen kvindelige headlinere – endnu!
Man kunne også opleve deathcore-gruppen Thy Art Is Murder – eller Thy Art Is Woke og Thy Art Is Censorship, som jeg de seneste måneder har hørt dem blive kaldt, fordi de smed deres forsanger ud, efter han sagde, at forældre, der støtter deres transkønnede børns identiteter, fortjener at blive brændt ihjel. En åbenbart ganske acceptabel udtalelse ifølge en højlydt del af miljøet online.
På Copenhell hørte jeg dog ingen brokke sig over den nye sanger. Jeg hørte i stedet publikum omkring mig rose ham i lange baner. Det viser, at de reaktionære tendenser, der har fyldt meget i mine SoMe-feeds, nok ikke er så repræsentative, som jeg gik og frygtede.
Selv om Copenhell anno 2024 ikke ligefrem ligner et skoleeksempel på diversitet – især blandt de store navne, der var lange striber af midaldrende og gamle hvide mænd – så havde festivalen sørget for at booke en pæn sjat kvinder blandt de mindre navne.
Og deres tilstedeværelse var med til at skubbe den tunge musik i nye retninger.
Mimi Barks udforskede grænselandet mellem hårdkogt traprap og flænsende metal, og DeathByRomy serverede et oplagt bud på, hvordan moderne pop- og r’n’b-strømninger kan forankres i smadrende guitar.
Eivørs dunkle, oldnordisk forankrede artpop lignede ikke på overfladen noget, der havde meget med metal at gøre, men folk var mødt talstærkt op for en bjergtagende oplevelse, der udfordrede vores forestilling om, hvad Copenhells profil nødvendigvis skal være.
Tilsæt velmodtaget eksplicit Palæstina-støtte fra scenen hos bands som Zulu, JJ and The A’s og St. Digue, og vi står over for en scene, der er villig til at bruge den tunge musiks slagkraft i en politisk kamp.
Jeg håber på, at det er det Copenhell, vi bevæger os mod. En festival, hvor vi ikke lukker øjnene og lader som om, problemerne ikke eksisterer, men i stedet anerkender, når der er uretfærdighed til stede, og hvor vi sørger for at gøre noget ved det.
Det ville være metal as fuck.