KOMMENTAR. Storserier er et af de vægtigste våben i streamingtjenesternes atomkrig om vores alle sammens abonnementskroner.
’Game of Thrones’ og ’Stranger Things’ viste potentialet for, hvad fortællinger med høj production value og kolossale universer i fantasy- og sci-fi genrerne er, og de seneste år har alle fra Netflix til Prime Video sat sejlene ind for at skabe det næste franchise-hit, der kan fremtidssikre tjenesten med uendelige spinoffs, merch og en trofaste fanskare.
Streamingtjenesternes forsøg på at skabe episke oplevelser i ånden fra særligt ’Game of Thrones’ har resulteret i en blandet landhandel. Netflix har skabt seerhits med ’One Piece’ og ’The Witcher’, der dog ikke er blevet en så integreret del af massekulturen som ’GoT’ og ’Stranger Things’. Det samme kan man sige om andre dyrt indkøbte forsøg som ’The Sandman’ og ’The Last Airbender’.
Disney har langsomt udvandet deres Star Wars- og Marvel-serier i deres too much-æra, som de nu er i fuld sving med at rulle tilbage. Apples ’Masters of the Air’, ’Foundation’, ’Silo’ og ’Invasion’ har ikke for alvor trængt gennem lydmuren. Prime Video har overbevist med ’The Boys’, mens Ringenes herre-serien ’Magtringene’ ikke umiddelbart – hvor meget Amazon ellers prøver at overbevise om det modsatte – har været prisskiltet som verdens dyreste serie værd.
I årets første halvdel er nogle af de tungeste kombattanter til prisen for bedste storserie Netflix’ lovende, om end relativt forvirrende og tålmodighedstestende ’3 Body Problem’ og så HBO’s ’House of the Dragon’, der lider under manglen på interessante karakterer.
Men vinderen skal findes et andet sted. I en postapokalyptisk verden baseret på et populært computerspil.
Og nej, jeg taler ikke om ’The Last of Us’.
Uimodståelig fortællelyst
Amazons ’Fallout’ er blevet et massivt hit på Prime Video. Første afsnit blev den mest sete debut på tjenesten efter ovennævnte ’Magtringene’, og Amazon var hurtige til at forlænge med sæson 2.
Det forstår jeg godt. For det er længe siden, jeg har set en science fiction-serie med så uimodståelig fortællelyst og opfindsomhed.
Meget tyder på, at oplevelsen er en anden, hvis man har et indgående kendskab til spillene, som Soundvenues anmelder David Madsen, der på den baggrund gav serien en lunken anmeldelse tilbage ved premieren i april.
Jeg ved lige så meget om spillet, som en møbelsnedker ved om ost. Og måske derfor er jeg kommet sent til festen – min forhåndsinteresse var begrænset, og jeg havde forestillet mig, at det mest var for de allerede indviede.
Men tilsyneladende er ’Fallout’ helt omvendt en langt bedre serie for os novicer uden forudgående kendskab til universet.
I hvert fald blev jeg overrasket over, hvor effektivt serieskaberne Jonathan Nolan og Lisa Joy satte kløerne i mig fra allerførste afsnit.
Historien udspiller i et ødelagt USA 200 år efter en atomkrig mellem USA og Kina. Vi møder den unge kvinde Lucy, der har haft en god og tryg opvækst i en bunker afskærmet fra overfladens destruktive brutaliteter, men som tvinges op over jorden, da hendes far – bunkerens leder – kidnappes.
Hun får selskab af Maximus, der starter som væbner for en såkaldt ridder fra kulten Brotherhood of Steel, og undervejs krydser de ødemarkens veje med dusørjægercowboyen Cooper, der i Walton Goggins’ fantastisk makeuppede ansigt er en såkaldt ghoul, en slags levende død, der har flere hundrede år på bagen.
Alle prøver de at komme i besiddelse af et værdifuldt hoved (jep – uden dertilhørende krop), en mission, der mest er en god undskyldning til at føre karaktererne gennem et kynisk amerikansk landskab i et slags møde mellem western og science fiction.
Epos a la Lindelof
Netop det genresammenstød kendetegnede også Joy og Nolans tidligere storserie, HBO’s ’Westworld’, der dog gik kold i alternative subuniverser og en lidt for selvforelsket grundstemning.
Om de holder et strammere blik på plot og karakterer her, kan kun de næste sæsoner vise, men i første sæson overgår de sig selv med deres blik for detaljer og galgenhumoristiske replikudvekslinger. Det ene øjeblik møder vi en yderst høflig robot, der høster organer, som serverede den kantinemad i Dansk Industri, det næste står vi midt i en nervepirrende mexican standoff orkestreret med lige dele humor og suspense.
Karaktererne holder en hårfin grænse mellem at være spændende og uhøjtidelige. Tilbage i Lucys Bunker 33 får en umage duo af hendes bror Norm og bejler Chet færten af dystre hemmeligheder bag bunkerens polerede idealer, og særligt Chet er en forrygende cute og kikset figur. I det hele taget leger serien frydefuldt med forventningerne, som når Lucy og Maximus søger tilflugt i en anden bunker, hvor vores opfattelse af bunkerbefolkningen twistes på filosofisk og overraskende vis.
Konstant brillerer serien med små farverige udvekslinger og bikarakterer, der får dens worldbuilding til at fremstå langt mere gennemført og gennemtænkt end i de fleste af tidens storserier, der ofte virker ensporede og enten gravalvorlige eller påtaget skæve.
Ella Purnell fra ’Yellowstone’ rammer Lucys kombination af komplet naivitet og rokkefast vilje i det, der ligner det helt store gennembrud, mens Walton Goggins gør, hvad han gør bedst – leverer sardoniske replikker med sit skæve smil – denne gang blot under en ansigtsfacade, der ligner Deadpool uden næse.
Stil- og stemningsmæssigt forekommer det mig, at ægteparret Nolan og Joy har skelet velgørende til Damon Lindelof, der om nogen har skabt masterclasses i omfattende universopbygning, ægte suspense, legesyge twists og velfungerende humor med ’Lost’, ’The Leftovers’ (fra sæson 2) og ’Watchmen’.
Selvom man ikke altid får alle svar i sidste ende, har man altid lyst til at søge til bunds i Lindelofs verdener, og det har man også i ’Fallout’, hvor man aldrig helt ved, hvad der venter rundt om næste hjørne.
I hvert fald hvis man er lige så uvidende om spillene som mig.
’Fallout’ kan ses på Prime Video.