KOMMENTAR. Mange havde håbet, at ’Inside Out 2’ kunne være med til at redde biografernes ellers miserable sommer.
Men de færreste havde alligevel regnet med, at Pixar-opfølgeren ville være kavaleri og frelser i ét ophøjet stykke.
På under to uger i biograferne har filmen skubbet ’Dune: Del 2’ af pinden som årets mest indtjenende film, og med 728 millioner dollars i omsætning på verdensplan allerede er den nærmest sikker på at krybe op over den forjættede milepæl på en milliard.
Filmen fortsatte åbningsweekendens popularitet ind i anden weekend med meget uhørt styrke, og nu spekulerer box office-eksperter i, om den ligefrem kan ende med at overgå sidste års absolutte højdespringer, ’Barbie’.
I USA melder biografer, at et sjældent bredt publikum af både børnefamilier, unge og gamle indløser billet. Og i Danmark havde ’Inside Out’ da også den bedste åbningsweekend for en Pixar-film nogensinde. Her har den allerede nu rundet 200.000 solgte billetter.
Det må få champagnepropperne til at springe af ren og skær lettelse på det Disney-ejede Pixar-kontor, for triumfen kommer efter en årrække, hvor fortællingen ellers har været, at animationsstudiet bag udødelige klassikere som ’Toy Story’, ’Up’, ’Ratatouille’, ’Coco’ og ’Wall-E’ er i afgrundsdyb krise.
Så sent som i maj fyrede Pixar 175 medarbejdere – 14 procent af alle ansatte – mens kritikere har spurgt, om Pixar stadig nyder den særlige position, de har indtaget i filmlandskabet siden 90’erne.
Men nu kan vi vel lægge bekymringen for Pixars fremtid i graven?
Det synes jeg faktisk ikke. Tværtimod.
Sikre hits og nye tricks
For en måneds tid siden kunne Bloomberg give indblik i Pixars nye strategi for at redde den kæntrende skude.
Her forlød det, at Pixar kiggede på at reboote en lang række af deres tidligere hits, altså lave spinoffs, efterfølgere og prequels til deres gamle film. I første omgang har man særligt kig på ’Find Nemo’ og ’De utrolige’. Fremover vil man lave tre film på to år, og hver anden af disse film skal være en original historie, hver anden en fortsættelse.
Det lyder måske ikke som den mest overraskende udmelding, hvis man følger med i underholdningsindustriens udvikling. Fra at kaste alt ind på streaming – i Disneys tilfælde Disney+ – har mange af studierne erkendt, at det er en bedre forretning at skabe store biograffilm, der senere kan dryppe ned på streamingtjenesterne. Fyringen af de 175 medarbejdere er således direkte knyttet til, at Pixar ikke alligevel skal producere et væld af serier til Disney+.
Og vi ved jo, at Hollywood helt generelt placerer deres største væddemål på franchises og kendte brands i disse år.
Alligevel er Pixars nye kurs opsigtsvækkende. Lad os huske på, at Pixar op igennem 90’erne og 00’erne var kendt som selve symbolet på exceptionelt originale fortællinger fra Hollywood. I studiets første halvandet årti var ’Toy Story’ og ’Cars’ de eneste film, hvor fristelsen til at skabe efterfølgere ikke kunne modstås, og hver gang skabte det store diskussioner om, hvorvidt Pixar var ved at sælge ud og miste sin sjæl. Siden blev franchisetankegangen normaliseret med ’Monsters University’ fra 2013, ’Finding Dory’ fra 2016 og ’De utrolige 2’ fra 2018.
Det år forsikrede Pixars præsident Jim Morris dog om, at strategien fortsat var at lave en original film hvert år og en fortsættelse hvert andet.
Jeg forstår godt, at filmlandskabet er et sted, hvor man er nødt til både at have gynger og karruseller. Man er nødt til både at spille de sikre hits og eksperimentere med nye toner, der med held og snilde kan blive de nye sikre hits i fremtiden.
Er det ikke netop det, Pixar nu gør?
Overdrevet rygte om dårlig form
Når man i snit kun vil lave to originale film på tre år, er min frygt, at vægtskålen tipper i den forkerte retning. At Pixars fokus – hårdt presset af bundlinjefokuserede Disney – i højere og højere grad rettes mod de etablerede franchises, og at der nu vil hvile et alt for stort pres på de få originaler, der slipper gennem nåleøjet. Med et så lille output af originalfilm skal der ikke mange svipsere til, før Pixar udvander sig selv til en franchisemaskine som alle andre, støt og roligt.
Og selvom animationsmestrene tidligere har skabt fremragende fortsættelser i ‘Toy Story’-franchisen, må vi også bare sande, at det er det eneste sted i Pixar-maskinen, at opfølgerne har kunnet måle sig med originalen.
Når folk vælter ind til ’Inside Out 2’, er det selvfølgelig godt nyt for biograferne, for Pixar, Disney og filmverdenen som sådan. Men det er også et klart signal om, at franchise-planen virker. At det allerbedst kan betale sig at spille de kendte slagere. Det sker nemlig på et bagtæppe, hvor Pixars seneste film har savnet de gamle perlers box office-magi.
Den manglende kommercielle succes har afstedkommet en fortælling om, at Pixar rent kvalitetsmæssigt er faldet af på den. En fortælling, jeg mener er skævvreden.
’Lightyear’ var en fejl og et flop på alle planer. Men ellers mener jeg faktisk, at Pixar – fraregnet den nostalgi, der knytter sig til de film, vi så i vores egen barndom – i 20’erne har skabt unikke, opfindsomme og stærkt bevægende film på samme niveau som altid.
Film som ’Elementært’ og ’Onward’ er bedre end deres ry, ’Turning Red’ var en overraskende perle om pubertet, ’Sjæl’ var en dybt ambitiøs fortælling om livets (og dødens) helt store spørgsmål, og ’Luca’ er ved gensyn en af Pixars bedste film overhovedet –et mesterligt studie i evnen til at få umulige ender til at mødes og alligevel få det til at se simpelt ud, her søuhyrer, racerløb, drengevenskab, coming of age og realisering af potentiale.
Rygtet om Pixars nedadgående formkurve er altså stærkt overdrevet. Til gengæld mener jeg, at ’Inside Out 2’ er lidt af et skræmmeeksempel på, hvad vi har i vente i den kommende reboot-æra.
På vej ud i universet
Opfølgeren til filmen om Rileys følelser er ikke en katastrofe, men den føles unægtelig som en kopi af etteren. Det nye er, at vi bevæger os fra tidlig barndom ind i teenagealderen, men derudover er historien mere eller mindre den samme.
Igen ryger Glæde & co. ud af kontrolcentret, igen skal de på en rejse gennem Rileys bevidsthed for at finde tilbage, denne gang er rejsen blot lidt kedeligere end i den første udgave. Og igen bliver Glæde udfordret af nye konfliktende følelser, før hun igen lærer, at forskelligartede følelser alle er en del af det at være menneske.
Pixar-folkene er dygtige nok til, at kopien fremstår levende og medrivende, selvom den ikke tager mange chancer. Det er mere eller mindre den samme film, bare dårligere. Den føles som et simulakrum – som et værk, der (apropos) imiterer ægte følelser frem for at formidle dem selv. Vejen mod spænding og gråd mere skematisk og beregnende end uventet og overvældende.
Hvis ’Inside Out 2’ med den kolossale billetsucces er nøglen til Pixars fremtid, ligner døren, den låser op, desværre alle de andre i Hollywood. Jeg frygter, at den autentiske nyskabelse, Pixar er bygget på, erstattes af imitationer af den autentiske nyskabelse, Pixar er bygget på.
Det eneste kommende originale projekt, Pixar lige nu har annonceret, er science fiction-eventyret ’Elio’ om en dreng, der ved et uheld transporteres fra jorden og ud i universet til The Communiverse, hvor repræsentanter fra galakserne regerer over planeterne, og som antager, at Elio er Jordens leder.
Det lyder som Pixar-guld af den bedste nytænkende skuffe, og hvor jeg dog håber, at den kommer til at sætte en tyk streg under, at originalitet stadig sælger billetter.
’Inside Out 2’ kan ses i biograferne.