‘Maveskind’: Mange før Nicola Dinan har skrevet om den første kærlighed, men få med så meget humor og hjertebanken

ROMAN. Når man læser coming-of-age romaner, har man nogle gange lyst til at række ind mellem siderne for at ryste i karaktererne. Snak nu bare sammen, vil man gerne rådgive, endda råbe, når det virker som om, at historien ikke drives frem af andet end bevidst miskommunikation.

Det er ikke tilfældet i Nicola Dinans debutroman, ’Maveskind’. For selvom det er frustrerende, når de forelskede hovedkarakterer holder hemmeligheder og ikke ringer til hinanden, så forstår man hvorfor.

De møder hinanden til en dragfest. Tom er ranglet og utilpas i en lånt leopardkjole, mens Ming er selvsikker med platinblond paryk og stramt korset. Kemien er håndgribelig i deres legesyge samtaler og den umiddelbare intimitet, når Ming hjælper Tom med at fjerne makeup, før de knalder.

Der går ikke længe, før de laver kæresteagtige ting som at se YouTube-videoer i sengen, lytte til de gurglende lyde fra hinandens maver og besøge Mings far og stedmor i Kuala Lumpur.

De går på et britisk universitet og er klassebevidste på en måde, der formår at være både performativ og oprigtig. Som var de vandret ud af en Sally Rooney-roman. Mens Tom prøver at skjule sine middelklasseprivilegier nedarvet fra terapeutforældre, der følger Ottolenghis opskrifter i køkkenet, hviler Ming i sine. »Du har faktisk selv gået på privatskole«, siger Tom anklagende til Ming, som svarer: »Jeg har aldrig påstået andet«.

Langsomt krakelerer Tom og Mings facader.

»Jeg vidste, at de små detaljer kom frem, når man lærte nogen at kende; at tiden trak i harmonikaen og afslørede skriblerierne på det foldede pap«, beskriver Tom.

Han går stik imod sine socialistiske principper og Mings forventninger, da han får arbejde i en bank efter dimissionen. Ming begynder i laserbehandling for at fjerne hårene på sine ben, men indvier ikke Tom i sine begyndende tanker om kønsskifte.

Der går tid, før Tom bemærker forandringerne. Siden har han ikke svært ved at acceptere dem, men – som homoseksuel mand – at begære dem. 

Som transkvinde bliver Ming ubehageligt bevidst om måden omverdenen opfatter hende. I metroen, hvor hun bemærker en ung kvinde, der ligner den slags allierede, som får sin mandlige kæreste til at se ’RuPaul’s Drag Race’, og på gaden, hvor hun overvejer, hvordan tilfældige forbipasserende aflæser hendes outfit og kropsholdning. Men også derhjemme, hvor Toms blik på hende gradvist ændrer sig.

»Hvor ondt. Og alligevel kan jeg ikke sige, at det er ondt, uden selv at være ond. Tom er ekspert i at være helten uden faktisk at være helten. Det er måden, han formulerer sig på«, tænker Ming.

Det skiftende perspektiv giver indblik i alt det, som de to karakterer ikke siger til hinanden, og man får syn for begge sider af sagen. Det gør den dog ikke mindre kompliceret. Og selvom de sårer hinanden, er det rørende, hvor meget de samtidig forsøger at passe på hinanden.

Hjerte rimer på smerte, men Tom og Ming kan se det sjove i de fleste situationer, måske bortset fra deres brud. Med korte sætninger, præcise popkulturelle referencer (har du hørt om resting Anna Karenina face?, nu har du) og utallige indskudte punchlines damper romanen derudaf som en velsmurt, sommetider hæsblæsende, maskine.

Rundt om parret bliver resten af vennegruppen tydeligt tegnet op. Der er Toms ekskæreste Sarah, som har »en nyfunden, munkeagtig visdom om alt, hvad der havde med queerhed at gøre«, og en ny kæreste, Lisa. Hun er venner med Ming, som er venner med Cass. Og Cass er håbløst forelsket i Robb, som er Toms bedste ven.

Enkelte gange går maskinen dog i hak. Hoved- og sidekaraktererne er trods alt twenty-somethings i det 21. århundrede (nærmere bestemt året før en vis verdensomspændende pandemi), og med deres tillærte tendens til dybe samtaler og therapyspeak kan de til tider komme til at overforklare eller gentage sig selv. Titlens temmelig indlysende symbolik bliver da også grundigt uddybet.

At karaktererne ud over Tom og Ming formår at være mennesker i egen ret bliver afgørende for bogens tragiske klimaks. Bogen handler om kærlighed, der skifter form og relationer, som vikler sig ind og ud af hinanden, men kommer alligevel til at mangle sin bærende struktur i det (lidt for) lange stykke, hvor Ming og Tom ikke har kontakt.

Den største bedrift i ’Maveskind’ er at skrive en relation frem, der rummer alt det lette og ensomme, vigtige og totalt ligegyldige.

---

Kort sagt:
‘Maveskind’ er en rørende undersøgelse af venskab, kærlighed, intimitet og identitet, der bør læses af alle, som vil grine, græde og bladre rigtig hurtigt.