‘Din hund rejser på børnebillet’: Wilhelm Østergaard presser hele sit vilde liv ind i sin debutbog
DIGTE. Wilhelm Østergaard er mange ting. Tidligere straffet for barslagsmål. Barbersalons-bagmand. Prisvindende podcaster. Og nu også digter.
Det er noget af et spring, så kommer Wilhelm og poesien helskindet fra det?
Han har i hvert fald masser af historier. Det er måske den samlende tråd i hans livsbane. I 2014 åbnede han sammen med et par venner frisørsalonen Henri. Gæsterne der kom under kniven her, viste sig hurtigt at være så interessante, at skægpleje udviklede sig til podcast.
Det kom der ’I stolen hos Henri’ ud af. Efterfølgende har han også lavet ’Fængsel’ for Statsradiofonien og vundet en Prix Audio for det.
Fælles for podcastserierne er, at de beskæftiger sig med nogle værre krabater. Det er bandemedlemmer og machomennesker hele vejen ned. Der er altid nogen, der har været på trip, slået nogen ned eller stjålet et eller andet.
Kæmpe rabalder.
Altså lige indtil Wilhelm Østergaard fik halvandet års knockout med hjernerystelse efter en skæbnesvanger boksetræning.
Så kunne han ligge og kigge ind i en væg. Fra vildmaskine til hovedpine.
Det er spændingsfeltet for digtsamlingen ’Din hund rejser på børnebillet’. Den er nemlig et crash course i Wilhelm Østergaard.
Og hold nu kæft, hvor vil han gerne fortælle meget på én gang. 86 sider til at opregne et helt liv. For det er det hele, der skal med: Det ømme forhold til storebroren, den kriminelle fortid, hjernerystelsen, et digt om navnet Frank, trip i Amazonas og Berlin, kontakten med det offentlige og selvfølgelig også noget med kærlighed.
Det er ganske enkelt for meget at klemme ind på så lidt plads.
Enhver der har haft en samtale med et børnehavebarn, forstår problemet:
Og så legede jeg med Nilla
Og så spiste vi sandkager
Og så skulle vi sove til middag
Og så tog vi på ayahuasca-trip
Og så fik vi eftermiddagsboller
Og så havde jeg hjernerystelse i et år
Og så…
Og så…
Der er ikke rigtig noget i ’Din hund rejser på børnebillet’, der får fokus. Alt er blendet sammen i én stor pærevælling, der smager af rastløs ping-pong og popmusik.
Og det er ærgerligt – for der er stof til mindst tre gode digtsamlinger her. Men det er som om, Wilhelm Østergaard har forsøgt at skyde genvej til at blive erfaren digter, ved at debutere med sine første tre-fire samlinger oven i hinanden.
Det mest positive, der er at sige om det, er at Wilhelm Østergaard ikke sidder fast i en form. Digtene veksler mellem enkel prosa, der næsten kan læses som ultrakorte noveller til det langt mere eksperimenterende.
Flere steder giver det en gavtyv-agtig friskhed, når digtene svinger fra rå socialrealistiske betondigte til pludselig at være langt mere humoristiske som i ’Ordenes uorden’, hvor det lyder:
»Handmade/lyder mere håndlavet/end håndlavet«
I det hele taget er humoren et interessant aspekt i digtsamlingen. I det ene digt glimrer den ved sit totale fravær. I åbningsdigtet ’M’ er der absolut intet at grine af, når det lyder:
»Jeg spurgte om du nogensinde havde slået nogen ihjel/du svarede/at du ikke vidste om han døde«
Her er det brutalt, råt, kynisk, men lidt senere i bogen dukker der pjattedigte op som digtet ’Mail fra Danmarks kommune’, hvor det småsatirisk lyder:
»Vi kan se at du griller/og hygger dig med dine venner/Det må du ikke/på grund af noget med brandsikkerhed/Udover det/bedes du møde op til skilsmisseretssag/Retslokalet ligger inde i puderummet på McDonald’s i Field’s/Husk NemID og skiftetøj«
Her forsvinder al spænding og intensitet fra samlingen og bliver i stedet en parafrase over bitre Ekstra Bladet-læsere med korslagte arme, der synes, det er skyts af samfundsomvæltende kaliber at kalde De Radikale for de Radigale.
Balancen bliver hele tiden forrykket, fordi samlingen vil alt på én gang. Den vil være sjov. Den vil være seriøs. Den vil være gangster. Den vil være satire. Den bliver bare aldrig rigtig nogen af delene.
Det er synd.
For der er faktisk også en del kvaliteter i samlingen. Flere steder lykkes det at få støbt intense billeder og originale sætninger. Især i passagerne, der med Østergaards fra Spyo lånte udtryk er »angstmarinerede«.
Angsten og paranoiaen løber måske som den eneste reelle samlende tråd gennem digtene, og han formår at udkrystallisere den fornemt, når han skriver:
»For at ryste angsten af mig/går jeg 30 kilometer/og beder til birketræerne/som står på en lige række/om fred/og at det skal være sidste gang/ jeg synder«
At bede birketræerne om fred. Ikke at ville synde mere. Mens vi ved, det selvfølgelig bare er angst og hykleri. Det er intens poesi.
Kort sagt:
Wilhelm Østergaard debuterer med en digtsamling, der vil alt for meget på samme tid. Der er for lidt af det, han er allerbedst til at skrive om: angsten.