TRACK REVIEW. Bon Iver er tilbage. Ikke bare i den forstand, at bandet i fredags udgav deres første single i fire år, men som i rigtigt tilbage.
For med ’Speyside’, som singlen hedder, har Justin Vernon og co. begået et lille, underspillet stykke indiefolk, der på overfladen ikke gør meget væsen af sig, men som i kraft af bandets årelange udvikling mod eksperimenterende folktronica markerer en slags musikalsk retræte.
Er man først steget ombord på Bon Iver-toget i løbet af de seneste år, kan ’Speyside’ af samme grund meget vel føles en kende undervældende. Her er ingen aggressive, Kanye-klingende beats a la ’10 Death Breast’, ingen overflod af samples som på ’33 God’.
Den nye single lyder hverken som det skelsættende ’22, a Million’ fra 2016 eller det ligeledes støjende, ligeledes elektronisk funderede efterårsalbum ’I, I’ fra 2019. Til gengæld lyder den rigtig meget som den musik, der gik forud.
Tilbage til skovhytten
Den mytiske fortælling om Bon Ivers karriereskabende debutalbum er for længst gået over i hipster-historiebøgerne, men til de uindviede lyder den cirka sådan her:
I vinteren 2006 slog Vernon op med sin kæreste, forlod sit band og søgte med et knust hjerte og en akustisk guitar op i sin fars afsidesliggende skovhytte nær fødebyen Eau Claire, Wisconsin, hvor han uden kontakt til omverdenen skrev og indspillede 00’ernes måske smukkeste, mest intime breakup-album, ’For Emma, Forever Ago’.
Siden da har Bon Iver-projektet gennemgået mange forandringer – først og fremmest er det i dag et band og ikke et soloprojekt – men den nye single lyder, som om Vernon endnu en gang har isoleret sig i skovhytten.
De mest åbenlyse paralleller til ’For Emma, Forever Ago’ finder man i selve arrangementet, der modsat de seneste albums forvrængede synthesizere og hylende hornsektioner er skåret ned til de mest essentielle ingredienser: akustisk guitar, forsigtigt violinspil og Vernons inderlige vokal.
Sidstnævnte er ikke svøbt i autotune eller andre dehumaniserende effekter, som det var tilfældet på eksempelvis ’29 Strafford Apts’, den mest ligefremme ballade på ’22, a Million’. I stedet står den klart og tydeligt frem i al sin skrøbelige naturlighed, uanset om det gælder hans brummende fuldregister eller hans ikoniske falset, der får lov at vakle, som den ikke har gjort i årevis.
Rent indspilningsmæssigt er ’Speyside’ af gode grunde ikke nær så lo-fi som det hjemmelavede debutalbum, men lyder nærmere som den fyldigere, mere polerede opfølger, ’Bon Iver, Bon Iver’, der sammen med netop debutalbummet og ep’en ’Blood Bank’ udgør, hvad samarbejdspartneren Taylor Swift sikkert ville kalde the old Bon Iver.
Nu er dén Bon Iver åbenbart genopstået. Og der er mere på vej.
Musikalsk selvterapi
Mange havde nok håbet, at bandet efter så lang en pause ville vende tilbage med et helt album, men nej, der er tale om en ep. Nærmere bestemt fire numre, hvoraf ét af dem er et kort interlude, og et andet altså er ’Speyside’.
Vi har med andre ord to nye sange i vente, når ’Sable’ lander i næste måned, og at dømme ud fra pressemeddelelsen må man gå ud fra, at de ligesom den første single går tilbage til rødderne: »Alle arrangementer på ep’en er centreret rundt om vokalen og guitaren«, lyder det blandt andet.
I pressemeddelelsen forklares det også, at ep’en er blevet til efter et langsomt sammenbrud, og at den fungerer som et rum, hvor Vernon kan udfolde »det mørke, det pres og den angst, han har oplevet gennem en af de sværeste perioder i sit liv«. Måske er det også derfor, det lyder så meget som den musikalske selvterapi, han praktiserede på debuten?
Med det in mente giver det også bedre mening, hvorfor bandet har valgt så underspillet en single uden så meget som et omkvæd til at indvarsle deres comeback. Og mens ovenstående kan lyde tungt, er Vernons bedste musik i min optik altid opstået i disse lave øjeblikke, hvad enten vi snakker den sønderknuste ’The Wolves (Act I and II)’ eller den sorgbearbejdende ’Perth’.
Jeg siger ikke, at bandets musik siden 2016 ikke har været fremragende, for det har den. Jeg siger bare, at Vernons tidligere, mere organiske kompositioner rører noget i mig, som nærmest ingen anden musik gør, og at den nye single har samme effekt.
Som sagt: Jeg forstår godt, hvis ’Speyside’ for nogle føles undervældende. Men for mig føles det som Bon Iver-sangen, jeg har ventet på i næsten et årti.
Ep’en ’Sable’ udkommer 18. oktober.