Dyb Soundvenue-uenighed om Coppolas storfilm: »På mig virker det, som om han simpelthen har mistet grebet«

DISKUSSION. Få film deler vandene som Francis Ford Coppolas biografaktuelle ’Megalopolis’.

Soundvenues Jakob Freudendal overgav sig til den ambitiøse fortælling om et fremtidigt USA, hvor den visionære arkitekt Cesar Catilina (Adam Driver) kæmper for at genskabe byen New Rome med borgmesteren Franklyn Cicero (Giancarlo Esposito) som magtfuld modstander – og med borgmesterens datter splittet imellem dem.

I sin anmeldelse fra verdenspremieren på Cannes-festivalen gav Freudendal 5 stjerner, mens Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen havde en noget anden oplevelse, da han så filmen i Danmark op til dens biografpremiere sidste torsdag.

Det gav redaktøren lyst til at gå anmelderen på klingen: Har Freudendal som inkarneret cineast ladet sig forblinde af Coppolas rygte som kompromisløs filmkunstner? Belønner han intentionen frem for resultatet? Eller skyldes begejstringen simpelthen en omtåget Cannes-psykose?

På fire måneders afstand …

Ludvigsen: Jeg ville egentlig have drillet dig med, at der er to personer, der elsker ’Megalopolis’ på Letterboxd. Nemlig dig. Og Francis Ford Coppola selv.

Over weekenden har jeg så spottet positive anmeldelser af Coppolas omdiskuterede film fra både New York Times og The New Yorker, så jeg må efterhånden konstatere, at du ikke står helt alene på holdningen om, at dette eklatante makværk er stor filmkunst!

Freudendal: Selvom jeg er kontrær af natur, er det dejligt endelig at få lidt opbakning! Da jeg havde anmeldt ‘Megalopolis’ til fem stjerner fra Cannes, følte jeg mig meget alene, da jeg skulle forsvare (mester!)værket til diverse arrangementer. Jeg måtte blandt andet meddele, at jeg altså ikke havde set filmen under en hashpsykose, da en fra branchen kom op til mig og spurgte, hvad jeg havde røget.

Ludvigsen: Godt at høre, at du var sober-curious under din første Cannes-festival som udsendt Soundvenue-reporter! Men Cannes er et vildt sted at se film, og midt i festivalboblen kan man nogle gange godt kan komme til at secondguesse sine egne vurderinger lidt på afstand. Du sluttede din anmeldelse med at skrive, at »jeg er stadig helt omtumlet af indtryk, og jeg kan ikke vente med at se filmen igen, så jeg kan fange endnu flere detaljer og referencer. Eller også har jeg aldrig lyst til at se den igen«.

Hvordan har du det her fire måneder senere? Har du allerede genset herlighederne efter den danske premiere i torsdags?

Freudendal: Dét udsagn holder jeg stadig fast i, ligesom jeg fortsat er glad for min karakter til filmen. Der er mange scener, jeg har lyst til at genopleve, men jeg kan godt være i tvivl, om jeg får taget mig sammen til det – især efter at have læst, at vi ved de danske visninger bliver snydt for én af filmens mest geniale gimmicks. 

Sagen er jo den, at ’Megalopolis’ både er enormt interessant og til tider tåkrummende ringe. Man skal med andre ord virkelig være i humør til at høre Coppolas prædiken om tingenes tilstand. Og det er vel den – i mine øjne – ret spændende modstilling, du har sat mig i stævne for at diskutere i dag? Jeg kunne i hvert fald høre i radioen, at du ikke just er begejstret for filmen.

Billedet kollapser

Ludvigsen: Mildest talt. Jeg synes faktisk, at den falder sammen som et modernistisk højhus i et sønderknusende jordskælv. Fortællingen om en genial arkitekt, der kæmper for at bygge en utopi trods modstand fra korrumperede kapitalistiske kræfter (hvem mon Coppola identificerer sig med i den fortælling!?), er i bedste fald distanceret, i værste fald totalt usammenhængende og klichépræget. Spillet er ofte nærmest tegneserieagtigt dårligt – med Shia LaBeouf og Jon Voight som nogle af værste syndere.

Og så undrer det mig, at mange roser dens æstetiske kvaliteter. Jeg oplevede dens Romerriget-urbane design som glat og grimt, som kunstig CGI af den slags, hvor man hverken har haft penge eller tid nok. Det så meget fedt ud, da Adam Driver stoppede tiden med sin opfindelse af stoffet Megalon. Meget mere positivt har jeg ikke at sige. Især ikke nu hvor vi blev snydt for det brud på den fjerde væg, som jeg godt kan forstå må have virket overvældende i Cannes.

Freudendal: Klichepræget?! Jeg synes netop, at filmens fascinationskraft er, hvordan den smider alle spilleregler for konventionel fortællestil over bord. Det er vitterligt en film, hvor en umotiveret Hamlet-monolog kan blive afløst af et deepfake-sextape projekteret på meterhøje plasmaskærme i et Romerriget-lignende Colosseum.

Og ja, det var vildt, da en tilskuer rejste sig op under filmen i Cannes for at interviewe Adam Driver fra scenen, for derefter at sætte sig pænt igen. Coppola er 85 år, men afprøver ting, ingen andre tør tænke på! Det er både hans styrke og akilleshæl, men jeg har svært ved ikke at anerkende visionen.

CGI’en ser ikke altid lige pæn ud, men det bliver nærmest en pointe, at hele den (fantasi)verden, som udspringer af Coppolas hoved, er et kunstigt vanitasprojekt. Det giver faktisk noget interessant til fortællingen, at hvert billede er ved at kollapse, synes jeg.

Jeg forstår godt, at spillestilen kan virke fremmedgørende, men personligt har jeg for længst droppet at se på spillestil som et parameter for en films samlede kvalitet. Nogle af mine yndlingsfilm (for eksempel ’Showgirls’ og ’Starship Troopers’ af Paul Verhoeven) bruger det ’u-realistiske’ spil til at skabe en selvironisk virkelighed, som hele tiden er lidt ved siden af normalen.

Er Coppola med på joken?

Ludvigsen: Jeg kunne godt bare blive i tvivl om, hvorvidt Coppola selv er klar over, at han har lavet en så ukonventionel fortælling. På mig virker det, som om han simpelthen bare har mistet grebet og overblikket over en film, han har arbejdet på i årtier, og hvis optagelser var meget turbulente. Mit bud er, at han simpelthen har glemt, hvor han startede, og hvad han ville. Han er i midten af 80’erne – han er lovlig undskyldt!

Men du mener altså, at det hele er overlagte metagreb, at Coppola er tryllekunstneren, der legesygt afslører sine tricks?

Freudendal: Det giver helt klart mening at diskutere, i hvor høj grad Coppola selv er med på joken, og i hvor høj grad han tror på den naive utopi for fremtiden, han udlægger i filmen. Når man hører ham tale om filmen i interviews og ved verdenspremieren i Cannes, må man sige, at han nogle gange lader til at tro, at han har opfundet hjulet. 

Jeg synes dog, der er scener i filmen, som faktisk antyder et ironisk og selvparodierende glimt i øjet. Hovedkarakterens søn bliver opkaldt efter instruktøren selv, Jon Voight tager livet af sin kone med en guldarmbrøst, som hun først tror er en kæmpe boner, og der er en usandsynligt lang (og sjov!) sexscene, som jeg nægter at tro bare er en boomer-fantasi (selvom Coppolas opførsel under optagelserne måske taler imod mig). For bare at nævne nogle eksempler.

Det interessante ved Coppola er vel netop, at han i 70’erne laver fire af filmhistoriens bedste – konventionelle – film og derefter beslutter sig for at gå i helt andre retninger. Det vidner om et bevidst valg. Jeg havde da gerne set, at han fortsat lavede film i ‘The Godfather’ og ‘Apocalypse Now’-traditionen, men jeg synes, det er spændende, at han har besluttet sig for at gå nye veje.

Ludvigsen: Det er sjovt, at når jeg læser din anmeldelse og dine argumenter her, er vi jo faktisk langt hen ad vejen enige i karakteristikken af filmen. Vi har set den samme film, selvom jeg var i tvivl et øjeblik! Men med fare for at motivforske synes jeg måske, der er en tendens i din og de øvrige Megalopolites’ begejstring til, at man beundrer intentionen mere end resultatet. Det er flot nok, at han tør gå rundt der helt uden tøj på. Det ændrer bare ikke på, at han … ikke har tøj på.

Ikke alle har en vingård

Freudendal: Det er en legitim kritik! Ville vi have været lige så begejstrede for filmen, hvis den var instrueret af en uprøvet debutant? Nok ikke. Men der sker noget, når en instruktør bevæger sig ind i karrierens sensommer, hvor alle de forudgående film rumsterer i baghovedet, som gør det umuligt at adskille værket fra auteuren.

Når jeg ser ‘Megalopolis’, får den en stor del af sin kraft fra eksterne faktorer. Hvad betyder det, og hvad siger det om Coppolas film, at han genbruger motivet om det hostile takeover, som udspiller sig mod filmens slutning, og som minder om ‘The Godfather’-filmenes rænkesmeden? Jeg tænker også på, hvordan mange af Coppolas film på en måde handler om at stoppe tiden og lære af vores fejl, så vi ikke reproducerer dem til tid og evighed. 

‘Megalopolis’ er vitterligt en port ind i en af filmhistoriens største eneres hjerne, som jeg ikke vil være foruden. Det er ikke bare hans intentioner, jeg beundrer, men også graden af særegenhed, som jeg synes skal honoreres i en tid, hvor mange streamingparate film ligner noget, der kunne være lavet af en algoritme. Er det alle ideerne, der fungerer? Nej! Er det vigtigt? Næ.

Ludvigsen: Interessant, selvom jeg nok altid vil være lidt skeptisk, når der skal en større auteur-analyse til, før en film løfter sig.

Men jeg vil gerne lige stikke til det, du skriver til sidst, som har været en stor del af diskursen omkring ‘Megalopolis’, nemlig at vi skal beundre Coppola for modet til at stikke ud fra tidens deprimerende strømninger.

Jeg har selv talt ind i den pointe, når jeg har talt og skrevet om ‘Megalopolis’, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til at gå den på klingen. For egentlig synes jeg jo, at der er meget vovemod og mange stærke arthouseprægede film også i USA. Film fra A24, film der kommer ud af Sundance, film af alle fra Ari Aster til Robert Eggers, Jane Schoenbrun og mange, mange flere.

Med andre ord synes jeg, at der er originalitet mange steder i amerikansk (independent-) film. Coppola roses så for, at han eksperimenterer på en stor skala med et budget på 800 millioner kroner, men det er jo alt andet lige også nemmere, når man kan sælge sin vingård og finansiere ambitionerne selv. Det er bare ikke særligt mange yngre filmskabere, der har en vingård, ak og ve!

Min pointe er nok bare, at jeg ikke mener, at Coppola frelser nogen eller noget med sin film. Frelsen skal komme fra de yngre kræfter, som er i deres livs form, ligesom Francis var i 70’erne!

Ideologi eller følelser

Freudendal: Det er jeg faktisk enig i. Jeg tror også, at ‘Megalopolis’ bliver en enlig svane og et egocentrisk projekt, der ikke kommer til at medføre nogen egentlig forandring i filmbranchen som helhed. 

Meeeen … Jeg har faktisk de seneste dage tænkt på lige netop Ari Aster i relation til ‘Megalopolis’. Jeg hadede hans særegne og lange ‘Beau Is Afraid’ for et godt ord, selvom den også udfordrede konventionerne.

Her kunne jeg ikke mærke nogen som helst bund eller oprigtighed. Alt føltes postuleret og iscenesat for effektens skyld. Der var ingen mening at komme efter udover de meget overfladiske pointer om morsyge, jødisk identitet, angst og så videre. 

Der synes jeg, at ‘Megalopolis’ giver mig noget mere substantielt at tænke over ved at sammenstille så mange forskellige ideer og filosofier om vores verden, og hvordan fremtiden kan se ud. Måske er de ikke altid lige dybsindige, men de får mig til at tænke – både over, hvor konventionelle og klicheprægede alle andre film ser ud til sammenligning, og over de mange måder vi har indrettet vores samfund på, som ikke er bæredygtige. 

Det giver mening, at en film, der handler om at gentænke verden, heller ikke ser ud som noget, vi kender.

Føles det nogle gange som en aldrende mands ekstremt lange og til tider rablende TED-talk? Ja, det gør det nok. Men der er en underliggende ærlighed, som faktisk rørte mig, da jeg så filmen i Cannes og overgav mig til de store tanker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Ludvigsen: Om ikke andet må jeg sætte pris på, hvordan en film som ‘Megalopolis’ tvinger os til at tænke over, hvad vi egentlig ønsker os af filmmediet, og hvordan vores personlige filmiske habitus (nu bliver det højpandet!) informerer vores oplevelse hver især. Du ser nok mere film ud fra en ideologisk forestilling om, hvad film skal være – jeg lader mig nok mere føre af min umiddelbare følelsesmæssige oplevelse. Tror jeg?

Så ja – Coppola har sat tanker i gang. Det samme har du med din anmeldelse. Skal vi slutte med en slags filmkærlig forbrødring her?

Freudendal: Det synes jeg! Man ved, at man har gjort noget rigtigt, når Bourdieu refereres (for første gang?) i Soundvenues spalter.

Tak for at krydse klinger, og så håber jeg, at vi – trods uenighed – begge kan glæde os til, at Coppola i en alder af 95 beslutter sig for at sætte de resterende 300 millioner dollars af sin personlige formue på højkant for at realisere en ide, han har haft i skrivebordsskuffen i 50 år. Mon ikke det afleder endnu flere tanker?

‘Megalopolis’ kan ses i biograferne.