INTERVIEW. ’Cosmos’ kom til Lucia Odoom, som intet er kommet til hende før.
Debutromanen og dens hovedperson af samme navn vandrede ind i hendes liv i 2019, mens hun havde orlov fra sin stilling som kulturjournalist og podcastvært på Politiken for at være folkeprofessor på den københavnske Johan Borups Højskole.
I pauserne mellem hendes forelæsninger om at lytte, fejle og følge sit hjerte kom ordene af sig selv.
»Jeg tænkte først, at det var for skørt, og ville lægge den væk for at skrive noget, hvor jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg følte, at jeg skrev en samtale, men jeg forstod ikke, hvem den var til«, siger Lucia Odoom.
Men som dokumentet fik vokseværk, fandt hun en retning.
Og efter en fem år lang skriveproces – afbrudt af en pause på et helt år – sidder hun her i et mødelokale på Gads Forlag. Den solgule debutbog tiltrækker helt naturligt opmærksomhed, som den læner sig nærmest afslappet tilbage op ad en bogstøtte midt på bordet. Forfatteren selv sidder for enden af bordet med en kop te og læner sig lidt frem.
»Det var en ret stærk følelse, jeg ikke har prøvet at have før. Ikke at vide hvad jeg ville, men føle det var noget, jeg skulle have en samtale om«.
I bogen er den modtager, Lucia Odoom i begyndelsen manglede, blevet til hendes fortæller. Det er en slags digital brevroman bygget op af WhatsApp-beskeder, som hovedpersonen Cosmos skriver til sin familie hjemme i Ghana.
Selv rejste han først til Italien og blev tomatsamler. Begge dele under den slags forhold, medierne særligt fortalte om, da den såkaldte flygtningekrise var på sit højeste.
Bogen begynder midt i hans tilværelse som flaskesamler i København, hvor han siden kom til. Her bruger han sine dage med vennerne Odofu, Femi og Kofi. Kragerne hedder kliken, der om natten sover i Folkets Park, mens de om dagen leder efter pant for at sende penge hjem til deres familier.
I en frisørsalon bliver Cosmos forelsket i Elizabeth og introduceret til de dele af byen, hvor folk har ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes«-citater printet på deres t-shirts.
På siderne fletter kærlighed, kulturskel og klasse sig sammen. Det er en bog om at vandre fra sted til sted i en verden, hvor det – som Lucia Odoom citerer musikeren André 3000 for – på tværs af landegrænser altid er mørke mennesker, der lider mest.
Bagud, overvældet og i tvivl
De første tanker om ‘Cosmos’ begyndte med samtaler mellem Lucia Odoom og hendes morfar for fem år siden. Han emigrerede fra Ghana til Danmark i 1960’erne og har siden skrevet bøger om afrikanske religioner.
I lokalet hos forlaget, hvor hun sidder i dag, er den ene væg er én stor bogreol med forlagets bøger. Men ikke af den slags den debuterende forfatter selv er opvokset med.
»I vores gamle reoler i mit barndomshjem var der så mange bøger om afrikansk filosofi og religion. Jeg var meget optaget af, hvorfor de var der, hvad det handlede om, og hvad der var på spil personligt for min morfar i det«, siger hun.
De to talte om åndelighed og om, hvad det betyder, når ens land ikke er ens eget. Ghana blev først selvstændigt i 1957 efter mere end otte årtier som britisk koloni. Da hendes morfar forlod landet, var det kun lige blevet uafhængigt.
Allerede som barn mærkede Lucia Odoom, hvordan den historie sætter sig i en familie.
»Jeg tænkte meget på afrikansk hjemløshed«.
De nærmest »telepatiske« samtaler med morfaren trak hun med ind i bogens digitale virkelighed og et socialt medie, der på trods af sine mere end to milliarder brugere på verdensplan ikke er særlig populært blandt danskerne:
WhatsApp.
Lucia Odoom bruger selv beskedtjenesten til at kommunikere med sin far i England og sin familie i Ghana. Men ofte fylder den hende også med dårlig samvittighed, fordi hun oplever ikke at kunne indhente den fysiske afstand med en online chat.
»Jeg har altid lidt et udestående med WhatsApp«, siger hun.
Den følelse spejler sig hos nogle af de mennesker, som har inspireret hende til romanen.
»Jeg læste nogle artikler og talte med nogle mænd, som er i Danmark og samler flasker. Vores livsomstændigheder er super forskellige, men der er den her konflikt med WhatsApp, hvor vi føler os bagud, overvældede eller i tvivl om, hvad er det for en fortælling om, hvordan det går, vi skal skrive til vores familier«.
»Og så begyndte jeg bare at skrive de her beskeder i bogen for at prøve at se, hvordan det er at række ud, når man har noget, man ikke vil fortælle«.
Der var også noget mærkeligt dragende ved at skrive i et chatrum, som mange hvide skandinaver ikke beskæftiger sig ret meget med, siger hun.
»Og det var også det, der var så befriende for mig ved den her bog. Jeg tænkte faktisk meget lidt på mine danske medborgere, hvilket jeg bruger enormt meget tid på at gøre ellers«.
Faktisk fik hun i en periode så travlt med det, at bogen blev sat helt på pause.
Sider fra før 2020
Når Lucia Odoom taler, flakker hendes øjne, mens hun konstant skaber forbindelser mellem egne erfaringer og strukturer i samfundet. Hun fletter popkulturelle referencer sammen med høje lixtal, præcis som hun gør som vært på kulturpodcasten ’Poptillægget’.
Lyttere vil måske huske, at den på et tidspunkt ændrede navn til ’Protesttillægget’ og i en periode helt blev nedlagt, fordi værten selv havde brug for tid til at reflektere over det paradigmeskifte, der foregik omkring hende.
Året var 2020, og politimordet på George Floyd i USA og Black Lives Matter-bevægelsen skabte en enorm opmærksomhed på racisme.
Også herhjemme, hvor Lucia Odoom var blandt dem, der drev samtalen frem. Blandt andet bag mikrofonen i sin podcast og med fysiske demonstrationer på sin arbejdsplads over den manglende diversitet blandt avisens ansatte.
Det var i den periode, at manuskriptet til ‘Cosmos’ blev lagt midlertidigt på hylden. Alligevel insisterer hun på, at det ikke påvirkede bogen, da hun genoptog arbejdet med den efterfølgende.
»Det, der er skørt ved ’Cosmos’, er, at den har været sin egen ting«, siger hun.
Hun har skrevet andre ikke-udgivne tekster, som formede sig efter begivenhederne i 2020 og hendes rolle i dem. Men ordene på romanens første 60 sider og temaer om race og migration stod der allerede inden mordet på George Floyd.
Når bogen indeholder elementer af aktivisme og emner, der egentlig føles højaktuelle, har de ikke rod i begivenhederne fra dengang.
»Selvfølgelig har jeg brugt migrantkriser og forlis af migrantbåde, men det er jo sådan nogle ting, der egentlig har været ongoing i mange, mange år«, siger Lucia Odoom.
»Og det er det, der er så smukt ved det. Det, jeg elsker ved ’Cosmos’, er, at jeg skrev den i 2019«.
Digitalt tiggeri
I ’Cosmos’ optræder der dog tydeligt elementer, som bærer præg af en verden post-2020.
Tvillingerne Femi og Kofi, to af Kragerne, er for eksempel meget optagede af at lave danse, som de håber får mange views på TikTok.
»Og det er det rigtig interessante«, siger Lucia Odoom, da samtalen drejer ind på, hvilken rolle sociale medier spiller i bogen.
Det er nærmest som om, at hun er lidt træt af at blive spurgt af hvide journalister, hvordan det ændrede hendes liv, da vi alle sammen begyndte at tale mere om racisme. Men hun vil gerne fortælle om, hvordan migration også i dag er blevet digital.
Faktisk er dynamikkerne i vores online liv konstant på spil i ’Cosmos’. For eksempel følger tvillingerne en nigeriansk kvinde, der bliver løftet ud af fattigdom af donationer fra følgere på Instagram.
For Lucia Odoom er det et værktøj til at betone, at uligheden også eksisterer online. Hun taler om en slags digital turisme, når privilegerede vesterlændinge på deres skærm kan besøge mennesker, der lever under helt andre vilkår end dem selv.
»På et tidspunkt var min algoritme oversvømmet af dansende afrikanske børn i landsbyer og også nogle videoer af børn, der fik serveret mad på børnehjem. Sådan nogle taknemmeligheds-reels, hvor jeg var sådan, hvad handler det her om?«, siger hun.
Hun oplever det samme med den igangværende krig i Gaza, hvor palæstinensere beder seere på sociale medier om likes og kommentarer, så algoritmen tilgodeser indholdet.
Det er det, også hovedpersonen Cosmos er et produkt af:
En globaliseret verden, hvor det at flytte sig bliver tillagt vidt forskellige betydninger, afhængig af hvem du er.
»Migranter som ham er nogle mennesker, som fylder enormt lidt, når de tager til et andet land. De tager peanuts, de sover udenfor, de samler skrald, og de får ingenting. Men den opmærksomhed, de får for at flytte sig over Middelhavet i forhold til, hvor lidt vi får, når vi flyver hen over det og smadrer planeten«, siger hun og tilføjer så:
»Altså der er en balanceforskel på, hvad det betyder at flytte sig«.
Sådan er det også i bogen, hvor havet har vidt forskellige betydninger for de to hovedpersoner.
»Nogle gange når man er minoritetsforfatter, så har man ikke lov til at være litterær«
I en scene i bogen tager Elizabeth en kold efterårsdag Cosmos med ud at bade. Hun kalder havet den største omfavnelse, man kan få.
»Der citerer jeg mig selv«, siger Lucia Odoom.
Cosmos kan på den anden side kun tænke på alle de vejrtrækninger, havet har stjålet fra mennesker som ham.
»Der var bare noget meget stort ved, at noget, som vi herhjemme ser som naturligt, og vi forbinder med ferie, afslapning, det ultimative luksussymbol, er så stort et dødssymbol for andre«, siger hun.
For selv om det også er en selvstændig pointe i bogen at gøre den ghanesiske migrant til en turist som alle andre, der gerne vil have oplevelser og forelske sig, adskiller Cosmos sig også fra Elizabeth.
»Elizabeth er sådan en pan-afrikansk kvinde, jeg føler, jeg kender. Hun er ikke præcis mig, men hun er ligesom mig«, siger Lucia Odoom.
Hvad sker der så i mødet mellem Cosmos og Elizabeth?
»Jamen, der bliver hendes sorthed sat i perspektiv. Jeg tror, hun har brug for Cosmos til at forstå noget om sig selv. Og det kan også godt være, hun bruger Cosmos, ligesom han bruger hende til at søge ly«, siger hun.
Hun holder en kort pause og tilføjer så:
»Men selvfølgelig også, fordi de synes hinanden er lækre«.
Elizabeth har som forfatteren selv en status, der kan åbne døre. Ingen af dem samler flasker for at overleve. Der er et klasseskel mellem Cosmos og Elizabeth, ligesom der er det mellem Cosmos og Lucia Odoom. Det peger hun selv på ironien i.
Hvad tænker du om den ironi?
Svaret falder prompte:
»Jeg tænker, det er litteratur«.
»Nogle gange når man er minoritetsforfatter, så har man ikke lov til at være litterær. Så skal man altid have et eller andet projekt. Men for mig er det her en undersøgelse, som også er litteratur«.
Varianter af hjemløshed
Selv om bogen rækker ud i virkeligheden, har Lucia Odoom truffet et valg om at være en rigtig »fiktionspige«, som hun kalder det. Derfor har hun heller ikke lavet kvalitative interviews med mennesker som Cosmos.
I stedet har hun observeret bybilledet og taget udgangspunkt i samtaler, som er opstået af sig selv.
På Hovedbiblioteket på Krystalgade, hvor en stor del af bogen er skrevet, har hun betragtet måder at være hjemløs eller optage offentlige rum for både hvide og afrikanere. En sætter sin barbermaskine til opladning. Et par dukker op hver dag og fra morgen til lukketid, slår benene op på et bord og spreder bøger ud foran dem. En mand falder altid i søvn på den samme stol, og en vagt kommer hen for at vække ham.
Lucia Odoom har selv givet mænd sit telefonnummer på Dronning Louises Bro, hvis de har spurgt efter det, og oplevet, hvordan deres svar på WhatsApp pludselig ophørte.
»Så det er mere ud fra rigtige samtaler eller møder, jeg har haft for mange år siden, hvor jeg har tænkt på de her mænd og været sådan, okay, han havde karisma og var godt kørende, han fik det der opvaskerjob, gad vide, hvordan det endte. Gad vide, om han blev smidt ud. Men pludselig hører man bare ikke mere«, siger hun.
Hun har nævnt dem flere gange i samtalen:
De afrikanske mænd, der hele tiden rejser, forsvinder, holder op med at skrive. Hendes egen far, der tog til London, fordi han ikke kunne finde fodfæste i Danmark, og som nu er et udestående på WhatsApp.
»På papiret burde jeg nok ikke relatere til de her mennesker. Men jeg kan godt relatere til rodløshed og rastløshed«, siger hun.
Det er også blevet tid til at flytte sig ud af lokalet på forlaget. Lucia Odoom skal hjem og hvile sig. Smide resterne af hæsheden fra en omgang corona, så hun kan tale frit og fejre sin roman, der udkommer 4. oktober.
Nogle gange tænker hun på, at den solgule bog om få dage skal stå der på folkebiblioteket, hvor ‘Cosmos’ kom til hende. Og hvor alle slags mennesker, der bevæger sig rundt i byen, frit kan gå ind og læse den.
‘Cosmos’ udkommer den 4. oktober.