INSIDER. Hvordan kommer man i kontakt med producerne bag internationale superstjerner som Doja Cat og Tyla? Hemmeligheden er simpel, hvis du spørger albumaktuelle Dayyani.
»Man skal bare skrive til folk«, siger hun i løbet af vores interview, hvor hun skal give os et indblik i, hvordan musikerlivet egentlig ser ud.
Den simple metode har været effektiv, for Dayyani har før udgivet sangen ‘Can You Believe It’ med duoen Crate Classics, der har stået bag Doja Cats ‘Woman’, og på sit nye album ‘Recipe For Love’ har hun haft held med at få kontakt til den sydafrikanske stjerneproducer Kooldrink, der tidligere har arbejdet med Tyla.
‘Recipe for Love’ udkom i sidste uge, og i den forbindelse har vi mødt Dayyani til vores interviewkoncept Insider, hvor hun tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Her taler hun både om internationale samarbejder, der pludselig går i vasken, fordi den anden part hellere vil lave musik med Tiësto, og om hvordan det nye album kombinere det nære og det fjerne.
Mandariner som easter eggs
Hvilken detalje er du gladest for ved dit nye album ‘Recipe for Love’?
»På ‘Rosemary & Time’ er der en del easter eggs. Min favorit er blandt sangens ad-libs, som refererer til ‘Mandariner’ med Ganger, hvor der også nævnes en masse madvarer. Jeg synger så »more than tangerines« på samme melodi, som de synger »mere end mandariner« – altså helt det samme, bare på engelsk. Thomas fra Ganger (Thomas Bach Skaarup, red.) lagde ikke engang mærke til referencen, da han hørte det, så jeg måtte selv fortælle ham det«.
Hvilke darlings har du måttet dræbe på albummet?
»En sang, der hedder ‘Ask If You’re OK’, som jeg lavede med dj-duoen Crate Classics fra London. Den er virkelig fed, men passede ikke ind i tracklistens flow. Og når den ikke kunne få den plads, den krævede, tænkte vi, at det var bedre at udgive den på et senere tidspunkt«.
»Jeg var også i dialog om at lave noget med franske Swimming Paul, men pludselig gik der noget galt i kommunikationen, og han endte så med at blive stor i mellemtiden og lave ting med Tiësto. Men sangen med ham er også en darling«.
Hvilken konkret feedback har påvirket dig mest i arbejdet med albummet?
»Før jeg gik i gang med albummet, snakkede jeg med Thomas fra Ganger, der fik åbnet op for en kilde i mig, der gjorde, at jeg pludselig kunne skrive om mig selv på en ny måde. Han gav mig en notesbog og nogle fede tusher, og sagde, at jeg skulle skrive alt, hvad jeg tænkte og følte. Jeg skulle prøve at få Isabella frem i musikken. Det var som en byld, der blev prikket hul på, og det kickstartede hele albumprocessen«.
Kroppen er et instrument
Hvad gør du for at komme i zonen?
»Min mor er sanglærer, og jeg har en masse øvelser fra hende, som jeg bruger. Hun har lært mig vigtigheden af at bruge hele kroppen, da det jo er mit instrument, som jeg skal have styr på. Derfor laver jeg altid udstrækning og vejrtrækningsøvelser, som er blevet en naturlig del af alt, hvad jeg gør. Og så skal jeg have min skønhedssøvn«.
Har du et hack, der frembringer din kunstneriske inspiration?
»Notesbogen. Før jeg havde den, betød det ikke så meget, hvad jeg sang, så længe det bare føltes godt. Men nu skriver jeg teksterne først, og så kommer resten derefter. Det er så basic, men det har ændret det hele for mig, og er blevet nøglen til min kunstneriske inspiration«.
Hvilken irriterende tendens i branchen taler du med dine kolleger om?
»At musikvideoer er uddøende. TikTok har ændret det hele, så man skal have det hele inden for de første fem sekunder nu. Det gør, at musikvideoer ikke bliver værdsat på samme måde længere. Men det visuelle er en stor del af projektet for mig, og derfor har jeg brugt meget energi på at overtale mit team til at lave en musikvideo til ‘Rosemary & Time’. Det var svært at få trumfet igennem, så det endte faktisk med, at jeg nægtede at lave albummet uden en musikvideo«.
Den værste fordom
Hvem er det største hemmelige geni i din branche?
»Generelt vil jeg sige det kæmpestore team bag artisten, som folk ikke kender til. Men jeg vil især fremhæve min samarbejdspartner Johannes Bruun, der på mange måder er den musikalske anden halvdel af projektet. Han er en musikalsk blæksprutte og er et geni flere gange dagligt. Det er bare kun mig, der ved det«.
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Her op til albummet har jeg været fordybet i Wong Kar-wai (filminstruktør fra Hongkong, red.), fordi han kan portrættere kærlighed på en vild og inspirerende måde i sine film. Jeg har især været inspireret af historierne i ‘In The Mood For Love’ (2000) og ‘2046’ (2004), fordi det er et univers jeg har kunnet sætte mig selv i og ud fra det skrive tekster«.
Hvad er den mest udbredte fordom, du møder om din branche?
»Det allerværste er folk, der tænker: ‘Du synger jo bare, det kan alle gøre’. Folk, der ikke er i branchen, ved generelt ikke, hvor mange timer, der ligger i det arbejde, vi laver«.
»Hvis jeg for eksempel siger, at jeg skal hjem for at arbejde, spørger folk mig, hvad det egentlig er, jeg skal. Ofte kan jeg ikke engang svare på det, for det er så mange små ukonkrete ting, som hele tiden er i gang. Det kan være alt fra et fotoshoot til at sortere bilag, så det er ofte ret random ting, jeg ikke engang kan huske, før jeg sidder med min to-do-liste foran mig«.
»Har I aldrig været til koncert før?«
Hvornår har du følt dig misforstået af publikum?
»Jeg var på en efterskoletour, som var lidt rough. Der var jeg ikke altid in sync med publikum, selvom jeg fik vendt dem de fleste af gangene. Men der var især én af efterskolerne, hvor vi havde en forfærdelig oplevelse. Alle børnene var klar på at have en privatfest uden mig, så de stod og snakkede højlydt under koncerten, mens de gjorde grin med hinanden og skubbede folk ud på det tomme dansegulv«.
»Jeg måtte kæmpe hårdt for at få deres opmærksomhed, og da jeg skulle spille en ballade, blev jeg nødt til at italesætte over for dem, at de stod og larmede. Men det virkede ikke, så jeg blev så frustreret, at jeg stoppede nummeret, og råbte: ‘Har I ikke været til koncert før eller hvad?’«.
»Der blev helt stille, og så startede vi sangen forfra. Men de begyndte fandeme igen, så vi endte med at fremføre den ballade totalt heavy metal, fordi vi var nødt til at få vores frustrationer ud gennem instrumenterne. Det skulle bare overstås«.
Hvad er det værste ved dit job?
»At sortere bilag! Ej, jeg tror, det er egne forventninger. Når man er musiker, er der ikke nogen, der sætter en dagsorden for dig. Du sætter selv målene, og det skaber høje forventninger. Det gør også, at det føles ti gange hårdere, når det kommer fra en selv, og man så ikke lykkes med det«.
»Jeg synes, det allerværste kan være omkring at udgive. Man bygger så meget op til den enkelte dag, og når det så endelig kommer ud, sker der ikke noget. Det eneste konkrete, der sker på dagen, er, at det kommer på Spotify – og hvad så nu?«
»Det tager jo længere tid for en udgivelse at opnå succes, og det har jeg haft svært ved at deale med. Jeg har siddet og grædt på udgivelsesdage med en følelse af, at jeg ikke anede, hvad jeg havde gang i. Men nu har jeg udgivet så meget, at jeg har lært proceduren og fundet mig selv til rette i det. Nu her med albummet har jeg det skønt og føler, at jeg selv har taget styringen«.
Hvad er det vigtigste, du har lært i albumprocessen?
»At man bare skal skrive til folk! Vi er begyndt at sende DM’s til alle mulige store kunstnere, for eksempel Kooldrink, der medvirker på ‘One By One’. Han er en af mine yndlingsproducere, især på grund af nummeret ‘Getting Late’, som han lavede med Tyla i 2019. Jeg skrev bare til ham på Instagram, og han vendte heldigvis tilbage, fordi han syntes, at det vi havde lavet, var nice. Så kørte det bare derfra«.
»Han laver amapiano, som kendetegnes ved en stærk bas, der fungerer som lead melodi. Det resonerer virkelig godt i mig, når bassen får hovedrollen, fordi jeg elsker de hårde, men samtidig helt simple virkemidler. Bassen siger bare »DUDUDUDU«, og det lyder som intet andet. Jeg har faktisk været frustreret over, at folk ikke har opdaget det før nu, for jeg har altså været der længe«.
»Det var det samme med MC Lukinha da Lacoste fra Brasilien, der er med på sangen ‘Salination’. Jeg skrev også bare til ham på Instagram, hvor det hele så endte med at foregå på portugisisk med Google Translate. Vi fandt først ud af, hvor eksplicit han var, da vi senere fik oversat teksten og kunne forstå, at han sang om sin ‘kæmpe stang’«.
Dayyanis album ‘Room For Love’ er ude nu.