INSIDER. Hvis du gerne vil have fingrene i en af tidens mest hypede musiknavne såsom Kind Mod Kind eller Eee Gee, skal du forbi Emilie Pil først. Hun er en selvudnævnt spindoktor i musikbranchen – en »blanding af en rådgiver, advokat og til tider også psykolog«, fortæller hun.
Inden for musikverdenens terminologi findes der et mere tjekket ord for sådan en som hende: En artistmanager.
Den 30-årige kvinde fra Skælskør er på knap to år stormet ind i den danske musikbranche uden meget andet end en »knivskarp intuition for god musik«. I dag ejer hun bureauet Friday Management, hvor hun er manager for seks artister, og for nylig startede hun også pladeselskabet Bon Appétit!.
Det lyder af meget, og det er det også.
»Jeg arbejder nok 60 timer om ugen«, griner Emilie Pil, da vi møder hende til en snak en sommereftermiddag på Soundvenues kontor.
Men jobbet er ikke kun tidsmæssigt krævende. Som artistmanager er man artistens sidekick. Man er Robin til deres Batman, Kylling til deres Bamse. Man er den, artisten spørger til råds om stort og småt. Og den, der skal turde træffe de svære beslutninger på artistens vegne.
Loyalitet og tillid mellem artisten og artistmanageren er altafgørende for, at begge kan gøre deres arbejde. Kan man være venner med sine klienter? Ja, siger Emilie Pil, men at være venner med sine klienter kommer med en høj pris, når samarbejdet en dag ophører.
Det fortæller hun i vores interviewformat Insider, hvor en aktuel kunstner indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, man ellers kun kender til, hvis man er en del af branchen.
Et fælles mål
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det bedste er jo, at man arbejder som allierede mod et fælles mål. Jeg kan nævne Kind Mod Kinds optræden på Roskilde Festival som eksempel. De skulle spille samtidig med Skrillex, som stjal meget af publikum. Der er er meget ventetid, når man spiller kl. 01.30, det var skidekoldt, og en af drengene havde lige slået op med sin kæreste, mens en anden havde mistet et nært familiemedlem. Der var en virkelig presset stemning«.
»Men vi så hinanden i øjnene og sagde, at nu går vi derud og giver den hele armen. Næste dag vågnede vi til seksstjernede anmeldelser overalt. Det var en kæmpe, kæmpe sejr for os alle, der virkelig rørte mig«.
Hvad er så det værste?
»Det værste er at blive skilt fra. Det er sket to gange i min karriere – enten fordi artisten og jeg har været uenige i en strategi, eller fordi de ikke har haft forståelse for, hvad det præcist er, jeg laver. Mit arbejde er jo lidt fluffy – oftest er jeg lykkedes bedst med mit job, når man ikke bemærker mig, da jeg helst skal få det hele til at køre så gnidningsfrit som muligt. Men det har virkelig tæret på mig psykisk«.
»Det er prisen, man betaler, når man også er personligt investeret i et projekt og et menneske. Når det går godt, føler man, at man er ved at overtage verdensherredømmet med sin bedste ven. Men når det går dårligt, føles det som et vaskeægte heartbreak«.
Hvorfor føles det som et heartbreak?
»Ét er, at man mister noget, man har brugt meget tid og mange ressourcer på. Noget andet – og allervigtigst – er, at man mister en rigtig god ven. Det kom bag på mig, og sidste gang det skete, måtte jeg gå til Body SDS (kropsterapeutisk behandling, red.), fordi jeg var så clogged up af sorg og tvivlede på mine egne evner«.
»Der er nok flere ældre i branchen, der ville fortælle mig, at jeg skal tage mig sammen. Men jeg tror nu også, at det er en styrke at turde vise sårbarhed. Flere af mine artister har fortalt, at de gerne vil samarbejde med mig, fordi de kan mærke mig som menneske, og fordi jeg også investerer mig personligt. Så man må tage det sure med det søde«.
Sexisme i musikbranchen
Der har været en del debat om sexisme i musikbranchen på det seneste. Har du selv oplevet at blive forskelsbehandlet, fordi du er kvinde?
»Jeg har 100 procent erfaring med sexisme i musikbranchen. Jeg vil i det hele taget gerne nuancere sexismedebatten, fordi jeg synes, at vi taler for meget om yderkanterne af spektret. Ja, sexisme kan være magtmisbrug og seksuelle overgreb, men det er også konsekvent at være den eneste kvinde rundt om et bord, hvor ingen tager det, man siger, alvorligt«.
»Det er, når man hører mænd diskutere, hvordan en kvindelig artist er ‘for gammel’ eller ‘for tyk’, selvom hun måske kun er 26 år og har en sund vægt. Det er frygten for at sige fra, fordi man ikke vil kategoriseres som sippet. Det er, når folk tror, jeg er artistens kæreste og ikke deres manager, fordi jeg har nederdel på. Og når folk ikke tror, jeg kan tåle de hårde sandheder, eller tror, jeg ikke ved noget eller har nogen erfaring, fordi jeg ikke ligner det, folk associerer med en manager«.
Hvad tror du er løsningen?
»Vi skal bare fucking snakke om det. Og vi skal snakke om det, uden at folk automatisk går i forsvars- eller angrebsposition, og uden at det bliver mudderkast«.
»Når jeg har taget snakken, har det ikke handlet om, at personen overfor mig havde været ubehagelig eller tydeligt havde forskelsbehandlet mig. Det har mere handlet om at italesætte den der ubevidste bias, vi kan have – som når folk eksempelvis går ud fra, at jeg er kæreste frem for en kollega eller manager«.
Har du nogensinde holdt dig tilbage, fordi du var bange for at skabe dårlig stemning mellem dig og artisten?
»Jeg havde en periode, hvor jeg ikke sagde det, hvis jeg var uenig med artisten. For jeg var så bange for at miste dem som artister. Men så bliver jeg dårlig til mit arbejde. For mit arbejde er jo netop at rådgive dem om det bedste, næste træk i deres karriere. Hvis ikke jeg gør det, så er min rolle rimelig overflødig«.
»Jeg skal kunne tage de hårde snakke. Det kan eksempelvis være en snak om at vente med at udgive noget musik, fordi det ikke er det rigtige tidspunkt endnu. Jeg kan komme med et objektivt syn på noget, der er meget subjektivt for artisten. Så kan de vælge at lytte til det eller lade være. I sidste ende er jeg ansat af artisten, og det er artisten, der er chefen«.
Fucking sjovt
Er det hårdt, at artister bruger dig til at komme af med deres frustrationer og bekymringer?
»Det kan det være. Jeg har eksempelvis oplevet, at jeg var nødt til at stille krav om, at en af mine artister begyndte til psykolog, da jeg ellers ikke ville synes, det var forsvarligt at fortsætte samarbejdet. Det er jo også det specielle med denne type arbejde, for i en professionel relation, så går disse frustrationer jo kun den ene vej. De er ikke forpligtede til at deale med mine problemer«.
»Men når vi stempler ud, er dynamikken pludselig anderledes. Der er jeg ret heldig. Jeg oplever, at mine klienter også investerer i mig som veninde og menneske. Jeg oplever, at vi er der for hinanden. Da min mor pludselig døde for et halvt år siden, blev jeg grebet af så meget omsorg fra mine artister og kolleger, hvilket var fantastisk at opleve«.
Det lyder jo rart. Men du fortæller også, at du arbejder 60 timer om ugen. Er du ikke udbrændt?
»Jo, men jeg har det også fucking sjovt. Selvfølgelig kan der være perioder, hvor jeg har lyst til at slukke min telefon og kaste den ud i havet og bede alle om at lade mig være, fordi jeg er på i alle døgnets timer. Men jeg har blod på tanden, og jeg er enormt motiveret. Jeg vil gerne have mine artister fremad«.