Royal Arena: Man fik en klump i halsen, da Nick Cave sang om sønnens forfærdelige dødsulykke
Min anmelderkollega Jakob Gustav Winckler skrev i en artikel for nylig om Nick Caves tiltrækningskraft. At der er noget nærmest religiøst over den måde, han tilbedes af sine fans.
Den antagelse blev i høj grad bekræftet under lørdagens koncert i Royal Arena, hvor den australske legende nok engang leverede varen og på livsbekræftende vis understregede, at han og the Bad Seeds stadig er not to be missed, når de er på disse breddegrader.
Foruden bandet var Cave denne gang assisteret af fire korsangere, som iklædt gospel-lignende gevandter yderligere forstærkede det billede som en rockens vækkelsesprædikant, der må siges at være blevet Caves brand.
Kor-kvartetten løftede de i forvejen hymniske sange og gjorde særligt godt væsen af sig i ‘Frogs’ og ‘Conversion’, der med full-on gospel-vibes stod særligt ud som et klimaksøjeblik.
Dem var der nu flere af, og det var i det hele taget skønt at bevidne spændvidden i Nick Cave både som sangskriver og som live-formidler af disse sange. Det ene øjeblik helt henne ved scenekanten i fysisk nærkontakt med et hav af tilbedende udstrakte hænder, det næste siddende afdæmpet ved klaveret.
Særligt gribende i første kategori var fremførslen af ‘I Need You’ – et nummer fra ‘Skeleton Tree’, albummet, Cave lavede efter sønnens Arthurs forfærdelige dødsulykke i 2015. Man fik en klump i halsen, da han sang linjerne »Nothing really matters when the one you love is gone«, alt imens et enkelt scenespot lyste Caves sørgmodige blik op i den mørklagte sal.
Men de stærke følelser, der rumsterer i ham, blev naturligvis også udtrykt mere ekspressivt og kraftfuldt, og omend det efterhånden er en forudsigelig manøvre, så labber publikum det i sig hver gang, Cave peger på de forreste rækker med alvor, mens sangene stiger mod det ene crescendo efter det andet.
Klassikere som ‘From Her to Eternity’, ‘Red Right Hand’ og ‘The Mercy Seat’ fremstod evigt vitale, ligesom indslag af nyere dato som ‘Wild God’, ‘Jubilee Street’ og ‘White Elephant’ blev leveret så tordnende massive og med så meget sprællemand i Warren Ellis, at en pension umiddelbart har lange udsigter.
Selvom begejstringen gjaldede, mens musikken spillede, hvilede der ikke desto mindre en andægtig stemning i pauserne mellem sangene. Det var skønt at bevidne, at der hersker så megen respekt om Cave og den autoritet, han stadig besidder på en scene, at luften var fuldkomment renset for rastløs småsnakkeri.
Det var således på sin plads, at aftenen sluttede med afdæmpet fællessang og Cave solo ved klaveret, da ‘Into My Arms’ sluttede efter to og en halv time i selskab med et veloplagt ikon, som i den grad stadig har noget at byde på.
Kort sagt:
Nick Cave and the Bad Seeds var assisteret af et kor med gospel-vibes under deres veloplagte besøg, hvor Royal Arena gjaldede så meget af både tordnende, massive crescendoer og rørende, højstemte, inderlige stunder, at pensionen forhåbentligt har lange udsigter.