‘Cutouts’: Med en hektisk rumrejse af et album slår The Smile for alvor fast, at de er mere end blot et sideprojekt
Skulle der stadig herske tvivl om, hvorvidt The Smile blot er et sideprojekt for de kreative kræfter i Radiohead tilsat en jazztrommeslager, bør man give den nye plade ‘Cutouts’ et lyt. Der er kreativitet og spilleglæde i overflod, og så er det endda trioens andet album på under et år.
En simpel synthesizer-rundgang ringer uendeligt ud i tomheden, før Thom Yorkes genkendelige vokal træder ind på åbningsnummeret ‘Foreign Spies’. Det er begyndelsen på en rumrejse, og flere elektroniske injektioner kommer til, som man bevæger sig igennem de musikalske luftlag.
Men destinationen er ikke en fjern planet, det er de virtuose musikere i The Smiles helt eget drømmende univers. Ankomsten lander i form af de indbydende strygere, der sætter gang i ‘Instant Psalm’. En glidende og smukt kurateret overgang fra én sang til en anden. Nummeret befinder sig ligeledes i et behageligt spændingsfelt mellem dreampop og spacerock a la Spiritualized.
Men de tre genier, der (blandt meget andet) har slået deres folder i henholdsvis Radiohead og Sons of Kemet, nøjes selvfølgelig ikke med at stryge lytteren med hårene. For at blive i rummetaforerne føles det, som om asteroiderne hamrer mod rumskibets yderside, da de kaotiske taktarter og hylende blæsere tager over på ‘Zero Sum’. Ligesom man havde fundet sig til rette, vender musikken på en tallerken.
Resten af A-siden fortsætter i det math-jazzede område, hvor det er aldeles svært at sidde stille. Anslagene på guitar og bas virker til at bevæge sig i en anden retning end trommebeatene og bækkenberøringerne, men forvirringen er sært medrivende.
‘Don’t Get Me Started’ er det tætteste, bandet kommer på at lyde som Radiohead med sin Kid A-agtige electronica-produktion, men den groover stadig med flere jazzede undertoner end i Yorke og Jonny Greenwoods hovedprojekt, og der er ikke helt lige så meget grådkvalt nørd over vokalen.
Hamskiftene står tilsyneladende i kø, og på den røgslørede ‘Tiptoe’ virker det til, at Greenwood har været hovedarkitekten. Der males i hvert fald filmiske barscener i sort-hvid, som vidunderbarnet har gjort det så mange gange før på hans omkring 10 soundtracks. Lukker man øjnene og skruer op for det charmerende klaverspil og de sexede strygere, begynder scenerne straks at udspille sig på øjenlågenes lærred.
Sådan fortsætter ‘Cutouts’ ellers med at transformere sig og vende det musikalske udtryk på hovedet, samtidig med at det umiskendeligt stadig er The Smile. Electronica får selskab af kantede garagerock-riffs på ‘The Slip’, og den krautede motorik på ‘No Words’ blødes op af Yorkes mest melodiske vokallevering i årevis. En mildest talt imponerende opførsel af alskens indiehybrider med Tom Skinners konstant interessante trommespil og Greenwoods dragende sans for dramatik.
Jeg har været inde på flere højdepunkter allerede, men det mest imponerende ved The Smiles anden plade fra 2024 (og tredje på to og et halvt år) er hverken dens alsidighed eller dens tekniske overlegenhed. Det er evnen til at suge lytteren ind i et univers, der konstant befinder sig i spændingsfeltet mellem det udfordrende og det tilgængelige.
The Smile griber fat i musikhistorien med arme og ben og opdaterer den efter deres eget forgodtbefindende, og resultatet er en plade, der hverken lefler eller overkomplicerer. Her er guld at finde for både lejlighedsvise Radiohead-lyttere og indiefeinschmeckere.
Kort sagt:
På deres anden plade i 2024 byder The Smile på en konstant spændende math-jazz-spacerock-hybrid, der er de fleste indiebands teknisk overlegen, og som for alvor slår fast, at de er mere end blot et sideprojekt.