1. Alfonso Cuaróns lufthavnsserie fra allerøverste hylde
Jeg bingede den første serie fra manden bag ’Gravity’ og ’Children of Men’, Alfonso Cuáron, under årets Venedig-festival og kaldte den »en chokerende knaldroman fra øverste hylde« i min anmeldelse.
Jeg håber, oplevelsen er lige så slibrigt underholdende på den lille skærm, for nu rammer ’Disclaimer’ Apple TV+ med historien om den prisbelønnede dokumentarist Catherine, hvis liv vendes op og ned, da der en dag lander en mystisk bog med titlen ’The Perfect Stranger’ på hendes bord og ripper op i en dunkel hemmelighed fra hendes fortid.
Afsenderen er en far til en ung afdød mand, og hvordan han er forbundet til Catherine, stykker serien sammen flashback for flashback, mens faren – den pensionerede professor Stephen (Kevin Kline) – udtænker og udfører sin udspekulerede hævn som en ærkebritisk vigilante i tweed-jakke.
Hele affæren er lækker, nervepirrende og sjov, indtil den bliver ret så mørk og ubehagelig mod slutningen, og Cuarón orkestrerer de mange tonearter som den mester, han er.
’Disclaimer’ kan ses på Apple TV+.
2. Serien til alle os superhelteskeptikere
Er du som jeg så ramt af superhelte-træthed, at du efterhånden er super træt af din superhelte-træthed, kommer HBO’s nye komedieserie som kaldet. For her bliver det pludselig virkelig sjovt igen at være virkelig udmattet af Hollywoods superheltebesættelse.
’The Franchise’ udspiller sig under optagelserne af den fiktive superhelteproduktion ’Tecto’ og gør syleskarpt grin med alt fra dårlig CGI til cross-universe-hensyn og studiecheferne tåbelige indblanding, så det er en fryd.
De forrygende replikker fyres afsted som i en maskingeværsalve, så man skulle tro, at det var folk fra ’Succession’ og ’Veep’, der stod bag. Det er det så også.
’The Franchise’ kan ses på Max.
3. Oplev de nye danske filmtalenter på DR
Vil du stifte bekendtskab med de nye danske instruktører, før de slår igennem, eller bare vide, hvad der rører sig blandt det nye kuld af filmtalenter?
Så kan det anbefales at gå på opdagelse i det nye batch afgangsfilm fra filmskolen Super16, der har udklækket alle fra Fenar Ahmad til Christina Rosendahl og Martin Zandvliet gennem årene.
Soundvenues anmelder Karoline Balstrøm strøede en stor sæk lovord ud over filmene, heriblandt 6 stjerner til ungdomsdramaet ‘Helt væk’ og 5 stjerner til Selma Sunnivas (også kendt under musikeraliasset Selma Judith) ‘En af os ryster’, der kombinerer kærlighed og psykiske lidelser med Alex Høgh Andersen og Frederikke Dahl Hansen i front.
Og det er kun toppen af isbjerget.
Super16-afgangsfilmene kan ses på DR.