‘Smile 2’: Én scene i gyserhittets diabolske toer er en af årets mest uhyggelige
Da Parker Finns instruktørdebut ‘Smile’ udkom i biografen i 2022, høstede den pænt med roser og skrabede lidt over 217 millioner dollars sammen mod et undseeligt budget på 17 millioner dollars.
Den slags pengepræstationer går aldrig ikke ubemærket hen i Hollywood, og da slet ikke når der er tale om en mainstream horrorfilm co-produceret af forgældede Paramount Pictures.
Så naturligvis blev der fluks bestilt en efterfølger til Finns film, og i Hollywood er det modus operandi, at enhver toer til en biografsucces bør gentage originalens forcer og gange det med tusind i håbet om noget vildere og større.
Det lykkes som bekendt ikke altid, og det ville være en opgave i sig selv at opremse de mange skuffende efterfølgere, der især har sværtet horrorgenren til. Heldigvis undgår ’Smile 2’ denne forbandelse – samtidig med at den faktisk overgår etteren.
Efter første films dramatiske slutning, hvor den smilende dæmon blottede sit grumme, monstrøse ydre (forankret i elegante praktiske effekter) og via et selvmord sendte dæmonen videre til en anden krop, tager ’Smile 2’ hul på et nyt kapitel.
Originalens hospital skiftes ud med markant anderledes omgivelser, hvor vi følger den feterede popstjerne Skye Riley (Naomi Scott), der netop har taget de første skridt på vej mod et comeback, efter stofmisbrug og en bilulykke bremsede hendes karriere.
Mens uforløste traumer, ensomhed og ophobet stress murrer under hendes popstjernefacade, trækkes hun rundt i manegen af sin kontante mor/manager, heftige fanskare og storsatsende pladeselskab, der alle sammen regner med Skyes comeback.
Da hun pludselig er vidne til et grusomt selvmord, bliver hun dog i tiden efter udsat for flere uforklarlige oplevelser, som gradvist tiltager i intensitet med alt fra hviskende stemmer til overdrevent smilende fans…
Skønt ’Smile’ ikke var synderligt original (med ’It Follows’ og ’The Ring’ som de klareste inspirationskilder), var den i sine bedste øjeblikke temmelig uhyggelig og stærkt iscenesat af Parker Finn.
’Smile 2’ er en langt bedre og mere helstøbt film, som med sit udgangspunkt i psykologisk horror mixet med den glinsende pop-setting, straks sendte mine tanker i retningen af Satoshi Kons ’Perfect Blue’ tilsat et overnaturligt element.
Finn retter sin satire mod den nådesløse musikbranche og giftige fankultur, der begge forguder Riley, men samtidig forlanger, at hun smiler poleret til omverdenen, uagtet hendes mentale tilstand. Be careful what you wish for.
Naomi Scott giver en intens kraftpræstation som Riley og gennem filmen excellerer følesesmæssigt med både desperation, frygt, vrede og mod. Også i de få humoristiske øjeblikke har Scott en sikker fremtoning. Jovist, der er andre skuespillere til stede, men filmen er ene og alene Scotts.
Filmen emmer desuden af et visuelt overskud, hvor Skye Rileys ørehængende popnumre er ligeså overbevisende som Finns sikre instruktion og Charlie Sarroff kameraarbejde. Ligesom i ’Smile’ er der i denne efterfølger fint med effektive jumpscares og endnu en mareridtsagtig slutning, men intet (som i absolut intet) overgår, hvad jeg gerne kalder for en af årets mest uhyggelige og opfindsomme scener. Udover at den involverer adskillige dansere i en lejlighed, vil jeg ikke afsløre mere. Den skal opleves.
Højdepunkterne til trods er filmen ikke fejlfri. Bikaraktererne er ret generiske, især Rosemarie DeWitts kontrollerende mor/manager. Og så bliver et par af de føromtalte jumpscares også en anelse repetitive og forudsigelige.
Men når ’Smile 2’ er på sit ypperste, er den diabolsk og forbandet godt eksekveret.
Kort sagt:
Naomi Scott er dragende som udbrændt og hjemsøgt popstjerne i Parker Finns gruopvækkende ’Smile 2’, der overgår originalen og nok skal sende mange af efterårsferiens biografgængere hjem med en håndfuld mareridt til de kommende par nætter.