‘Mon vi slipper godt herfra’ fører os ind i hovederne på pigerne fra ’Kontra’. Men hvad er det, romanen vil fortælle?
ROMAN. I ‘Mon vi slipper godt herfra’ bliver ungdommen karakteriseret som en venten:
»Man venter på, at alting falder på plads. Og imens man venter, glemmer man alt det, man har lige foran sig. Alt det bedste ved ungdommen. Men man ser det ikke, fordi man bare står og venter.«
Freja Bøgh Lassens ‘Mon vi slipper godt herfra’ er en roman fortalt fra et hyperbevidst sted. Hvor det billede, man har af sig selv, bliver præget af vores kollektive forestillinger om, hvad det vil sige at være ung. For i vores samfund er vi dybt optagede af ungdommen og i særdeleshed af den unge kvinde og hendes seksualitet.
Bogen giver indtryk af at ville være til inspiration: At »man« skal give slip på forestillingerne om, hvad det vil sige at være ung og være åben for, hvad det er for én selv. Gøre sig fri og være i nuet, om man vil. Men i sin helhed fremstår romanen mere moraliserende end inspirerende.
‘Mon vi slipper godt herfra’ udkommer omtrent en måned efter spillefilmen, den tager udgangspunkt i, nemlig Jonas Risvigs overvejende anmelderroste ‘Kontra’ om onde overklassepiger fra Nordsjælland.
Filmen og bogen handler om Fanny, som flytter fra Lolland til Nordsjælland og prøver at finde socialt fodfæste på sit nye gymnasium, hvor hun begynder i 2.g. Det er noget af en opgave, for hun er kommet i klasse med »Kamakipigerne«, en fasttømret klike af 14 populære piger anført af Kajsa. Der er ikke plads til flere.
Snart kommer Lilja ind i billedet, og de to piger danner en alliance. Lilja er selv blevet udstødt fra kliken, men hun forstår de sociale spilleregler og bliver Fannys indgangsbillet til den nordsjællandske pigeverden. En verden, hvor der drikkes uanede mængder af ikke bare vodka, men »Belvedere-vodka« (som bliver nævnt virkelig mange gange i romanen), og hvor husene er meget store (hvilket måske skæres lige rigeligt ud i pengesedler: en port er »gigantisk«, en dør i porten er »kæmpe«, og bag den ligger en »enorm« grund). Det er ikke særligt berigende at få Nordsjælland miljøkarakteriseret gennem mærkevarer, og generelt er sproget præget af gentagelser.
Langt hen ad vejen følger romanen forlægget, men den rummer også tanker, oplevelser og refleksioner, der ikke optræder i spillefilmen. Vi kommer ind bag de skulende, afsøgende og vurderende blikke, som karaktererne sender enormt mange af i retning af hinanden i ‘Kontra’. Vi får adgang til pigernes blik på sig selv.
Som når Fanny forestiller sig, hvordan de andre ser på hende, da hun står i kø til kantinen i spisepausen: Hun »forsøger at stå så selvsikkert som muligt med tasken slænget over skulderen, så hun ikke bliver taget i at stå alene«.
Freja Bøgh Lassens blik for, hvad Kontra-karaktererne gør, når de føler sig alene, er nænsomt og præcist. Der er Fanny i spisepausen, og der er Lilja, som står foran spejlet på skolens toilet og kigger »skiftevis sig selv i øjnene og så på tårerne, på de mørke pletter på cardiganen.« Hun »lægger forsigtigt hænderne på sine kinder. Aer sig selv i ansigtet med en flad og blød hånd.« Men dette spor fylder ikke særligt meget.
Hovedtemaet er den sociale økonomi, som karaktererne navigerer i. Men ’Mon vi slipper godt herfra’ er ikke særligt stærk i sin beskrivelse af karakterernes forståelse af deres egen valuta. Derfor er det svært at følge, hvad der specifikt er på spil for karaktererne.
Til gallafesten på gymnasiet bliver Fannys kjole klippet af til lårene af nogle ondsindede 3.g’ere, som vil sætte sig i respekt ved at håndhæve skolens uskrevne regler om de forskellige årganges kjolelængder. Da hun vågner dagen efter, tænker hun på, at hun blandt Nordsjællands elite føler sig mere værd end nogensinde før. »Selvom de ikke engang vil snakke med hende. Selvom hun i virkeligheden aldrig har følt sig mindre værd«.
Som det er skrevet frem, kan jeg ikke følge, hvordan hun både føler sig mere og mindre værd end nogensinde før. Det føles på én gang både underforstået og alt for udpenslende. I den henseende gør bogen det samme som filmen. Den konstaterer blot, at det er en kapital, »at alle drenge vil have dig«, at »du er inviteret til alle fester«, at »alle ved, hvem du er«, og at du, selvom bogen påfaldende nok ikke gør noget stort nummer ud af at beskrive det, er normativt smuk. Mit bud er, at det ved de fleste læsere godt, inden de åbner bogen. Selv hvis de ligesom Fanny kommer fra Lolland.
I ‘Mon vi slipper godt herfra’ er det ikke, som i filmen, kun Fanny og Lilja, vi kommer ind i hovederne på, men også Kajsa. Hun småkærestede i 1.g med klassekammeraten Bertram, men til en julefrokost på gymnasiet kysser han med hendes bedste veninde Lilja. Hun vil hævne sig, men hævnen er ikke sød. For gruppens beslutning om at fryse Lilja ude (»Og sådan blev det«, står der, som om Kamakipigerne er guder) er et tab, som er svært at komme sig over.
I sig selv er det en fin tilføjelse til universet at vise, at bruddet mellem de to piger gør ondt på dem begge. Venindeforhold kan være komplekse kærlighedsrelationer, som man kan være i dyb sorg over at miste.
En anden fin tilføjelse er den rolle, som de voksne (ikke) spiller i romanen. I ‘Kontra’ optræder en voksen kun i én eneste scene, som også er filmens sjoveste. I haven står Liljas far og kæmper med en maskine, der skal rengøre poolen, da Lilja endelig betror sig til ham og fortæller, hvordan hun har det. I romanen har de voksne fået mere plads, men de er stadig fraværende.
Freja Bøgh Lassen har sans for med helt enkle scener at beskrive den afstand, der er opstået mellem karaktererne og deres voksne. Enten forstår de ikke, hvad der foregår i de unges verden, eller også vender de blikkene væk. De unge ved ikke længere, hvordan de skal snakke med forældrene om det, der er svært. For hvad nu hvis de voksne siger, at det, de føler så stærkt, bare er »pigefnidder«?
Hensigten er utvivlsomt at tage hende, der hverken er pige eller endnu helt en kvinde, alvorligt. Men så er det her måden, der bliver fulgt op på, at Fanny får overskredet sine grænser, da hun subtilt bliver presset til at give guldkort-til-natklubben-Arch-indehaveren Lauge et blowjob:
»Lauge nikkede til Fanny, da de gik forbi hinanden. Men så var det ligesom glemt, alt det, der skete«.
Altså, hvad? I en roman, hvor den ene karakter belærende siger til den anden, at hun skal være »fuckable«, havde det været oplagt at udfolde kompleksiteterne i teenagepigens seksualitet.
Fortællingen indkapsles af en indledende tekst, man genkender fra filmen, og et efterord skrevet af Jonas Risvig, der henvender sig direkte til læseren. Det giver en fornemmelse af, at det her er en bog, som det er meningen, vi skal tage ved lære af. Men jeg ved ikke helt, hvad vi skal tage med.
»Når I holder om hinanden, så husk også de andre«, står der til slut i fortællingen. Udsagnet har romanen udpenslet, fællesskaber er ofte ekskluderende. Romanen er bestemt ingen håndbog i søstersolidaritet. Er det meningen, at vi skal tænke os til, hvordan vi så er der for hinanden?
Med moralen har jeg det lidt ligesom Fanny, når hun siger: »Men så hjælp mig med at forstå det«.
Kort sagt:
‘Mon vi slipper godt herfra’ vil tage ungdommen alvorligt. Men hvad der socialt er på spil for romanens karakterer er ikke skrevet frem på en særligt gribende måde.