’The Shadow Strays’: Slå på tæven-action fås simpelthen ikke bedre end i denne nye Netflix-film
Skyggekrigerne angriber fra mørket uden en lyd. Deres kastestjerner og katana flår ind i kødet på de uvidende ofre, som dødens sortklædte mordere springende fra tag til tag.
Du ved: Ninja shit. Og det er netop ninjaer, som er i fokus i Timo Tjahjantos nyeste ultravoldelige actionbasker ’The Shadow Strays’.
Den indonesiske genreinstruktør er hjemmevant med blodigt håndgemæng. Med de hårdkogte gangsterfilm ’Headshot’ og ’The Night Comes For Us’ hjalp han med at løfte arven fra den legendariske ’The Raid’-serie og gøre Indonesien til et af verdens førende lande inden for actiongenren i 10’erne.
Gennem pencak silat-kampstilen filmes actionen med en uhørt hastighed og dynamik, hvor samtlige feje kneb bruges for at få blot ét sekunds pusterum og overhånd over modstanderne. Og selvom ’The Shadow Strays’ på overfladen ligner og lyder som hovedværket ’The Night Comes For Us’ – komplet med et ustyrligt højt bodycount – er instruktørens nyeste værk hans mest ambitiøse og maksimalistiske til dato.
Niveauet sættes tårnhøjt fra åbningsscenariet, hvor en hel yakuza-klan har forskanset sig i deres snedækkede, idylliske dojo. To ninjaer angriber og massakrerer mere end 20 mænd i en scene, som ville give selv Uma Thurmans The Bride røde kinder.
Resten af filmens to og en halv time lange spilletid fordeles imellem de to.
Eleven Agent 13 finder det kyniske lejemorderarbejde meningsløst og beslutter sig for at redde en fortabt gadedreng fra Jakartas korrupte guvernør. Imens sendes mentoren Agent Umbra ud i den cambodianske jungle for at udrydde en splintergruppe, som har mistet lysten til at dræbe.
Over den daglange odyssé af ødelagte kroppe, knuste drømme og afhuggede lemmer møder de to krigere den ene absurde og underholdende karikatur efter den anden.
Fra den mastodontiske soldat Troika, som kværker en mands kranie mellem sine bare næver, til den sadistiske gangster og politikersøn Ariel, der bevæbner sig med Tony Montanas fuldautomatiske riffel og hvide kokainjakkesæt.
Det hele præsenteres som en velpacet superheltefilm. Alle har et fordækt kodeordsnavn, en mørk, traumatisk baggrundshistorie og en slet skjult agenda. I hver sin side af det moralske spektrum står skuespillerne Aurora Ribero og Hana Malasan som henholdsvis 13 og Umbra, der begge udstråler en stoisk coolness, som forankrer den udskejende action.
Deres uundgåelige kamp til døden er blandt de stærkeste klimakser, jeg har oplevet fra genren i nyere tid. Her får selv mesterværket ’The Raid 2’ kamp til stregen.
Som med ’The Raid 2’ vil nogle cineaster kløjes i proteinerne fra denne møre omgang bankekød med det omfattende skurkegalleri, den astronomiske spilletid samt de mange, mange actionsekvenser. Men Tjahjanto sætter ikke en fod forkert, og det er svært at klandre ham for at være en one trick pony, når han er bedre end nogen anden til at filme slå-på-tæven-tjuhej.
Kort sagt:
Action fås ikke bedre end her, og selvom den serveres til overflod, formår instruktør Timo Tjahjanto konstant at overraske med nye, kreative voldssekvenser og skrupskøre skurke.