Spoiler-alert: Slutningen på ’The Substance’ omtales i det følgende.
Mere end 100.000 liter falsk blod. Eller oversat: Nok til at gentage elevatorscenen fra ‘The Shining’ hundrede gange i træk.
Så meget af den røde sirup skulle der til for at forløse det fandenivoldske klimaks på Coralie Fargeats Hollywood-satire ’The Substance’.
Og bedst som jeg troede, at filmåret 2024 havde nået sit horrorzenit med ’Longlegs’ og ’The First Omen’, kom den franske instruktørs vanvittige bodyhorror-værk.
Her genføder den aldrende skuespiller og workout-model Elisabeth Sparkle (Demi Moore) bogstaveligt sig selv som det spændstige alterego Sue (Margaret Qualley) ved hjælp af en grønlig sortmarkedsmedicin. Og filmen bliver kun vildere, efter det fuldvoksne foster springer ud af rygraden på den skrigende kvinde.
Siden Fargeats film fik verdenspremiere på Cannes-festivalen, er rygtet om dens groteskheder løbet i forvejen. Soundvenues udsendte Jakob Freudendal fremhævede særligt en scene, hvor Qualley hiver et kyllingelår ud af navlehullet. Bon appetit!
På den ene side er ’The Substance’ altså det nyeste eksempel på en gruppe af værker, som dyrker heftige klamo-vibes i ly af den fine ophøjede filmkunst af den slags, der normalt vises i Cannes. Ruben Östlund og Julia Ducournau skød 20’erne i gang ved at servere opkast i lårtykke stråler og krom bilsex med ’Triangle of Sadness’ og ’Titane’, der begge vandt Guldpalmen på den sydfranske festival.
På den anden side tilhører Fargeat en gruppe af provokatører, som sjældent inviteres op til voksenbordet. For nok citerer hendes film Hitchcocks ’Vertigo’ på soundtracket, og nok har kritikere draget paralleller til Staney Kubrick.
Men dens eksplosive finale sendte snarere mine tanker varmt i retning af værker i en helt anden boldgade. Mod filmhistoriens bedste værste enfant terribles.
Sexappel og ’Showgirls’
’The Substance’ viser nemlig med al tydelighed, at exploitation-genren er rykket ind i filmkunstens bedste selskab.
Denne genre – der dyrker vold og sex med både skamløshed og ironi – er ikke nyt territorium for Fargeat.
Hendes debutfilm ’Revenge’ fra 2017 tilhører den ekstremt kontroversielle rape/revenge-kategori af gysere, hvor grafiske fremvisninger af overgreb og voldtægt følges op af ofrets frygtelige hævntogt.
Men Fargeat underspiller kløgtigt den så ofte feticherede voldtægtsscene og giver plads til furiens retmæssige, blodsindsmurte voldsudbrud i stedet. Samtidig fremstiller hun på flabet vis den unge Jen i fuldkommen kontrol over sig selv og sin seksualitet, iklædt Lolita-briller, slikkepind og pink bikini.
De ideer bygger hun videre på i ’The Substance’, hvor Fargeat straks smækker Sues ungdommelige røv op foran kameraet.
I udpenslede aerobic-dansescener lurer linsen på de smidige kvindekroppe. Al sensualitet fjernes gennem det mandlige blik, som gestaltes perfekt af den væmmelige producer Harvey (spillet af real life-møgsvin Dennis Quaid).
Som alt andet på Hollywoods hylder er Sues sexappel en forbrugsvare, og filmens urkomiske plasticitet mindede mig om Paul Verhoevens mesterlige makværk ’Showgirls’ fra 1995, der blev udskældt ved premieren, men gennem årene har opnået kultstatus. Her vrider og vrænger Elisabeth Shue sig som Las Vegas-stripperen Nomi i en uvirkelig virkelighed, hvor alle er konstant liderlige, møghamrende irriterende og bare generelt for meget.
’Showgirls’ er på sin egen forskruede vis en klassisk tragedie om ung mod gammel i traditionen fra klassikeren ’All About Eve’. Nok er den draperet som en Busby Berkeley-musical, men den fortælles igennem 90’ernes kynisme, hvor sex, løgne og videobånd prægede den amerikanske popkultur mere end nogensinde før.
Frygten for alderdom
Som ’Showgirls’ spidder ’The Substance’ sin samtid ved at tale ind i et større samfundsperspektiv, hvor botox er blevet middelklasseeje, Ozempic sluges som slik til eksklusive priser og buccal fedtpude-reduktioner giver kendisser et sygeligt skeletagtigt visir.
Og hvor ’Showgirls’ kiggede mod ’All About Eve’, træder ’The Substance’ i fodsporene på klassikerne ’Sunset Boulevard’ og ’What Ever Happened To Baby Jane’ om afdankede skuespillere, der lever deres otium i isolation, forsvundet ind i storhedstidens megalomane osteklokke.
Frygten for kulturel fremmedgørelse, som personificeres med en vidunderlig sårbarhed af Oscar-værdige Demi Moore i ’The Substance’, udspringer fra instruktørens egne erfaringer. I interviews har hun udtalt, at filmen er et opgør mod det selvhad, hun oplevede, da hun rundede de 40 og pludselig følte sig usynlig og uinteressant for sig selv og omverdenen.
»Volden fra de tanker var så stærk, at jeg måtte gøre noget ved dem – ellers ville de destruere og knuse mig«, har hun sagt til Vogue.
Med det udgangspunkt trækker Fargeat grotesk chokværdi ud af samfundets umulige skønhedsidealer.
Moores feterede, desperate skuespiller får suget livsenergien ud af sig, da Sue hurtigt begynder at misbruge substansen. Der går råddenskab i hendes finger, pukkelryggen buer, og årekalkninger omkring knæet får det til at knække og knase.
Processen præsenteres som et monstrøst forfald komplet med ekstreme proteser snarere end en naturlig ældning af kroppen. Sammenligningerne med David Cronenbergs ’The Fly’, hvor Jeff Goldblums videnskabsmand transformeres til en to meter stor insektmutant, skriver nærmest sig selv.
Bloddåb fra helvede
Som med Goldblums Brundelfly før hende, når filmen da også sit crescendo under Elisabeths endelige transformation. Da den unge Sue selv begynder at degenerere og tabe sine tænder op til sin store landsdækkende tv-debut (hvem har ikke haft dét mareridt?), beslutter hun sig for at bruge substansen til at klone sig selv igen.
Og herefter smider Fargeat alle fine fornemmelser. For den nye klon, Monstro Elisasue, er et kødbjerg af tænder, ansigter frosset i skrig, flappende hud og en savlende mund, som føder en pat.
Hun mødes med hvæs og hujen fra det chokerede publikum, da hun træder ud på scenen foran en fyldt sal og overdænger dem i en bloddåb fra helvede.
Scenariet udspiller sig som den morbide finale fra Peter Jacksons sorthumoristiske ’The Muppets’-satire ’Meet the Feebles’, hvor divakoen Daisy pløkker alle ned i vrede og afmagt.
Den film lå i sig selv i forlængelse af de gamle schlock-maestroer hos det uafhængige 80’er-filmstudie Troma, hvis film ’The Toxic Avenger’ og ’Tromeo and Juliet’ latterliggjorde neokonservatismens puritanisme gennem chok og vold.
Og som det er tilfældet i alle disse exploitation-film, befinder Fargeats sympati sig på monstrets side, imens det fordømmende samfund hænges til tørre.
»Du forventes at være den smukke prinsesse, som prinsen redder, og som alle elsker, fordi du har de skønne kjoler og er behagelig, sensitiv og smilende. Men jeg følte mig som monstret«, har instruktøren sagt til Indiewire.
Derfor er der noget sært forløsende over finalen, hvor Elisabeth som den uformelige Monstro er sluppet fuldstændigt fri fra folks forventninger til hendes krop.
Stærke følelser kræver et lige så stærkt billedsprog. Og nogle gange 1000.000 liter falsk blod.
’The Substance’ kan ses i biografen.