En velkendt hiphopduo er snart aktuel med første fællesalbum i efterhånden tre årtier.
Snoop Dogg og Dr. Dre har netop annonceret udgivelsesdatoen for ‘Missionary’, en spirituel efterfølger til Snoop Doggs debutalbum ‘Doggystyle’ fra 1993. Det skriver Complex.
Ligesom på ‘Doggystyle’ står Dr. Dre for produktionen, mens den gamle hiphopkollega, der fik sit store gennembrud i 1992 som hyppig gæst på Dr. Dres soloalbumdebut ‘The Chronic’, tager sig af vokalen. Mon ikke der også vanen tro medvirker en del musikalske gæster på pladen?
»Efter 30 år, tro det eller ej, mand – det er første gang, vi arbejder på et album i 30 år« siger Dr. Dre i et videointerview med Complex.
»Jeg lavede ‘Doggystyle’ for ham for 30 år siden. Vi har lavet ting ind imellem, en sang her og der og lavet shows and shit, men det er første gang, vi fandt sammen og arbejdede på et helt album i 30 år. Jeg føler, at det er noget af det bedste musik, jeg nogensinde har lavet, og jeg er virkelig stolt af det«.
Albumtitlen referer selvfølgelig til en sexstilling snarere end til en person, der går fra dør til dør for at udbrede sin religion. De to forståelser af ordet kolliderer i en videoteaser til ‘Missionary’, som Snoop Dogg netop har delt på Instagram.
Her tropper to mormonske missionærer op foran en villa og ringer på. De bliver noget forfjamskede over den letpåklædte kvinde, som åbner døren. Begge parter havde tydeligvis forventet noget andet.
‘Missionary’ udkommer 13. december.