‘Lov mig aldrig at glemme’ sætter pornoficeringen af vores verden på spidsen

TEATER. ’Lov mig aldrig at glemme’ på Blaagaard Teater minder om sådan en underholdende dramafilm, du aldrig havde hørt om. Bare på scenen, vel at mærke, hvor Tammi Øst og Christopher Nallo står i rollerne som Nana og Noa.

Ikke bare er Nana 35 år ældre end Noa, nej, Noa er sort, mens Nana er hvid, og de ved begge to godt, at deres forhold i de konformes dømmende øjne vil betragtes som sygeligt unormalt.

Men »nogle gange sker der ting, der ikke skal ske«, og den forbudte forskel stopper dem ikke i at falde for hinanden, den ene lige så forført som den anden.

Deres motiver er tvivlsomme og karakteriserer nok det, man ville kalde et toxic forhold, hvor det altid ender med, de går fra hinanden for at finde sammen igen.

På en måde er forholdet mere en leg; en højspændt dans mellem to mennesker, der nyder den rus, man får af at leve i nuet. Men hvorfor er det egentlig så forbudt?

Tjo, det viser sig, at de begge udlever fantasier ud fra de almenkendte – medmindre du, bevares, ikke er på Pornhub – feticher GILF (Grandmother I’d Like to Fuck) og BBC (Big Black Cock).

Et genialt brød at slå op, der sætter pornoficeringen af vor verden på spidsen.

Men umiddelbart for stort et brød. Aldersforskellen er primært i fokus, mens pigmentforskellen i deres hud ulmer under overfladen og forbliver lige så usagt mellem dem som over for publikum.

Det er selvfølgelig en pointe, at forførelsen altid må undvige sandheden for ikke at ophæves.

Alligevel er de ikke blege for småintellektuelle skråstreg poetiske samtaler, hvor de faktisk blotter sig selv, hvor »tid ser ud som hud og krop«. Så hvorfor ikke stille racespørgsmålet direkte?

Et af deres store brud sker tilmed på grund af en racistisk bemærkning fra Nana, hvor vi i en smuk overgangsscene ser dem snakke problemerne ud. Vi hører dog ikke ordene, de udveksler, men må antage, at de røber deres indre.

Og præcis det kan jeg savne; dybde. At vi får lov til at komme mere ind under huden på Nana og Noa, der fremstår som karikaturer over for hinanden. De taler om kærlighed, mens det snarere ligner en flugt ind i fantasien. Ligner lust, not love, men det er måske også pointen.

Derudover er ’Lov mig aldrig at glemme’ ret original og rummer ømme øjeblikke, hvor scenografi, lys og lyd tager over, og man bare kan læne sig tilbage og nyde den kollapsende skønhed, der er Noa og Nanas bizarre forhold.

Man kan også få sig et godt grin, hvilket nok er der, hvor forestillingen leverer allermest ved alligevel at behandle det tabubelagte med en vis komisk lethed. Som når Nana ikke vil afsløre sit rigtige navn, og Noa frygter, hun hedder noget så bedstemoragtigt som Bitten. Eller når hun desperat giver ham et tilbud om at komme hjem til hende, som han dog »rigtig gerne må takke nej til« for ikke at fortsætte forholdet, selvom ingen af dem jo vil stoppe det.

Det skyldes ikke mindst Tammi Øst, som med sin excentriske udstråling og skøre øjne er noget af en herskerinde på scenen. Noa kalder Nana intimiderende, og det samme fornemmer man om deres forhold som skuespillere. Uanset hvor charmerende Christopher Nallo spiller, skygger hun for ham.

Da Øst smækkede Nallo et kys under klapsalven, kunne man se overraskelsen i hans øjne over, at han faktisk lige fik et rigtigt kys af en GILF.

Det er forfriskende nyt teater og skal nok give stof til samtale, når du efter forestillingen roligt kan bestille et ekstra stort glas vin i lyset af billetternes overkommelige priser.

---

Kort sagt:
’Lov mig aldrig at glemme’ forfører med sin spændende overflade og forbliver på godt og ondt også der – på overfladen.