‘Nobody Loves You More’: Kim Deals enestående stemme giver mig lige dele sommerfugle i maven og myrekryb
Det er egentlig utroligt, at det her er den første plade i Kim Deals eget navn, for hun har altid fremstået som noget af en ener, uanset om det har været som en del af Pixies, The Breeders eller The Amps. Men nu er den her altså – og sikke en debut.
Åbnings- og titelnummeret ‘Nobody Loves You More’ starter nogenlunde, som man kunne forestille sig. Deals vokal er i fokus med en blød guitar og kantslag på lilletrommen i baggrunden. Et tiltagende strygerarrangement er vel også, hvad man kan forvente.
Og så! Et kæmpe bagholdsangreb fra et hornarrangement, der springer frem og dominerer i et kort øjeblik og derefter forsvinder igen for at give plads til Kim Deals enestående stemme. En stemme, der altid har givet lige dele sommerfugle i maven og myrekryb, men som også altid har været enormt troværdig, uanset hvor mystiske sætninger den har formuleret.
Det meste af materialet er indspillet i Chicago med det nyligt afdøde producerikon Steve Albini. Andet ville nærmest være utænkeligt, da han har været inde over stort set alt, hun har lavet. Det er der i øvrigt flere fra pladens besætning, der har: Holdet er sat med blandt andre tvillingesøsteren Kelley Deal og Jim Macpherson, som begge stadig er med i Breeders, og det tidligere medlem Britt Walford.
Sidstnævntes trommespil er lige så genkendeligt som Kim Deals vokal, og disse to elementer går i smukt samspil på pladens måske bedste nummer, ‘Come Running’, hvor dets skrabede og tørre udgangspunkt momentvist bliver brudt af fuldstændig overrumplende storladne passager. ‘Disobedience’ er en ægte rocker med et deadpan vokalbreak, fyldt med klassisk-mystisk Kim Deal-lyrik a la mesterværket ‘Last Splash’.
Nogle gange er det faktisk lidt svært at høre, hvorfor det ikke bare er en ny Breeders-plade, man lytter til, men en Kim Deal-plade. Samtidig er det egentlig lige meget, hvem afsenderen er, for det her er altså en spændende og sindssygt alsidig omgang sange.
‘Are You Mine?’ er endnu et nummer, man ikke kan kaste fra sig. Hun skrev det efter sigende i 2011, og så har det ellers bare fået lov til at ligge og fermentere. Det lyder fuldstændig tidløst med en afdæmpet valsetakt og en noget mere poleret lap steel end den, man kender fra Breeders-sangen ‘No Aloha’. ‘Summerland’ befinder sig cirka samme sted i et nærmest jazzet crooner-territorie. Det er et spændende sted at høre Kim Deal synge fra.
‘Wish I Was’ er ligeledes skrevet i 2011, men mon ikke teksten er kommet til senere? Hun synger »Standing strong / It makes me / Wish I was / Young«, hvilket føles så surrealistisk, for ganske vist er hun 63 år, men det glemmer man fuldstændig i konteksten.
Kim Deal har altid været utroligt tro mod sig selv og har formået aldrig at slippe sin udprægede, særprægede coolness. Det er svært at begribe, at den kvinde, der sang ‘Gigantic’ i Pixies-regi, har gennemgået et helt menneskeliv op til denne udgivelse. Måske fordi hun allerede dengang virkede som om, hun havde levet et helt liv og sang om det med en form for klogskab, der gik forud for hendes alder.
Hun har for mig altid udtrykt en rå tryghed med sin stemme, og vokalen er helt klart også det, der redder de numre på pladen, der halter lidt efter. Det gælder den maskinelle ‘Crystal Breath’, der lyder lidt som en underlig kusine til 00’ernes elektrorock, og ‘Big Ben Beat’, der ligeledes har taget mere støjende midler i brug. De er ikke dårlige, men føles ikke helt så vedkommende, ikke helt så nære som de andre sange på pladen.
Jeg var egentlig aldrig bange for, at den her plade ville skuffe. Hvor er det dog fedt at have ret.
Kort sagt:
Kim Deal leverer med sin første soloudgivelse en plade, som visse steder måske lige så godt kunne have været en Breeders-plade, men som også momentvist overrasker og bevæger sig ud på hidtil uudforskede territorier.