KOMMENTAR. Kalenderen skriver officielt slut-november, og det betyder én ting:
Overforbrugets højtid er atter over os.
Black Friday er også i danske butikker blevet til Black Week, og allerede nu reklamerer forretninger med forlængede åbningstider helt indtil jul.
Men på de ellers materialistisk orienterede sociale medier er trætte forbrugere siden i sommer gået kontra på det kapitalistiske cirkus og forsøger i stedet at sælge trenden Underconsumption Core i et forsøg på at gøre minimalt forbrug til en selvstændig og attraktiv æstetik.
Underconsumption Core er ligesom alle andre cores på sociale medier et enormt kaninhul, der hurtigt har nærmest overtaget min FYP på TikTok.
Men efter at have konsumeret trenden i flere uger, må jeg bare sige, at resultaterne er rimelig slatne at best.
Og selvom det allerede ligger i fænomenets navn, er det for en god ordens skyld nok godt at specificere, hvad alle influencerne egentlig mener med Underconsumption Core. For underforbrug er som sådan ret vagt og udefinerbart, når det kommer til stykket. Men én ting ser der ud til at være enighed om:
Underforbruget bliver præsenteret som overforbrugets modpol.
Helt lavpraktisk går trenden ud på at vise forskellige måder, man i sin dagligdag kan undgå at forbruge. Ofte ved at fremvise sparsomme hudplejerutiner eller tøjgenstande med god patina efter mange års brug.
I begyndelsen var det mest private personer, der reklamerede for denne core ved at æstetisere deres mere hverdagslige underforbrug og gøre almindelige forbrugsmønstre lige så idylliske, som når influencere kaster sig ud i enorme unboxinger af gaver fra pr-bureauer.
Flere har sågar ladet sig inspirere af den ældre generation og fremviser, hvordan et sundere forbrugsmønster kan se ud, når man ikke er chronically online.
Og mens nogle tager det meget alvorligt, bliver trenden af andre på klassisk internetstil naturligvis også memet til perfektion.
Men ak, vi lever jo i kapitalismens tidsalder, og selvom asketiske fædre i feedet er rimelig wholesome, så ændrer det ikke på, at overforbruget er blevet den nye norm.
Og det stopper ikke med Underconsumption Core.
En deprimerende hviskeleg
Hvis man ikke er komplet ligeglad med klodens ve og vel, så er det nok ikke for meget at sige, at det mildest talt er trættende, når den tyvende daglige reklamemail tikker ind i indbakken fra endnu et firma, der også prøver at overtale dig til at købe noget, du bestemt ikke har brug for.
Den næste måneds tid bliver den træthed kun intensiveret i forbindelse med Black Friday og juleræs.
Og modsat intentionen når den nye højder, når selv influencere gør sig kontrære ved at æstetisere og reklamere for underforbrug på selvsamme platforme, der siden deres undfangelse har været overforbrugets epicenter med skræddersyede reklamer, sponsoreret indhold og hauls med absurd store indkøb i alt fra madvarer til tøj fra Shein.
De har overtaget den ellers konstruktive subkultur og forvandlet den til en trend, der fuldkommen modarbejder de oprindelige intentioner for fænomenet.
På overfladen virker Underconsumption Core måske som en forfriskende udvikling i den bæredygtige retning. Især når afsenderne er influencere med følgerskarer store nok til at gøre mere forskel, end hvad vi andre nogensinde ville kunne hver for sig.
Men i sidste ende er trenden heller ikke mere end well … en trend. Og den slags har det jo lidt med at komme og gå.
Bevares, det er naturligvis positivt, hvis denne trend kan hjælpe folk til at indse det indlysende faktum, at de selv er en del af overforbrugsproblemet.
Men sagen er, at æstetiseringen af underforbruget som modpart til overforbruget er ikke uden ulemper.
Med andre ord er trendcyklussen ikke andet end et deprimerende spil hviskeleg, hvor den oprindelige mening med noget ender med at blive udvasket. Underconsumption Core er ingen undtagelse.
Olsens vs. Kardashians
Når jeg scroller gennem min FYP, kan jeg ikke undgå at bemærke, at Underconsumption Core-produkter ofte er enormt luksuriøse genstande, som bliver ophøjet for deres lange holdbarhed.
Personligt bliver jeg en anelse irriteret af gang på gang at blive fortalt, at min hverdagstaske ikke er bæredygtig, hvis ikke den er købt på nederste etage i Illum.
Det er meget muligt, at en Hermès- taske holder længere end én fra H&M, men det er trods alt de færreste, der lige har små 50.000 kroner tilovers til at købe en taske for. Hvis det kan gøre det.
Det føles med andre ord – paradoksalt nok – nærmest umuligt at leve op til underforbrugets æstetiske udtryk, hvis ikke du har nok penge til at forbruge korrekt.
Og i denne sammenhæng ser korrekt ud til at være blevet synonym med dyrt.
Det klinger mildest talt en smule hult, når rige influencere prædiker om deres underforbrug i form af en sparsom kollektion på fem designertasker, som om mit eget kaffeplettede Irma-net er mindre bæredygtigt.
Det værste er dog, at udviklingen af denne core som så mange andre niche-trends har medført en æstetisering af det aflagte, slidte og brugte, hvilket af visse selvproklamerede fashion girlies er blevet tolket, som om nyt ikke længere er acceptabelt.
For eksempel bliver modens it-girls som tvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen og Jane Birkin hyldet for deres vedholdende brug af de samme få designertasker, der på deres ældre dage nærmest er ved at falde fra hinanden.
»De er nogle af de eneste kendisser, jeg ser gå med en Birkin-taske og slide den ned og ødelægge den. Og det har jeg så meget respekt for«, som det lyder om Olsen-tvillingerne i en video på TikTok.
Samtidig bliver Kardashian-søstrene udskældt for at optræde offentligt med spritnye versioner af selvsamme tasker.
Onde tunger vil måske sige, at det er nemmere at behandle en Birkin-taske fra Hermès, der sjældent koster mindre end 150.000 kroner, som en slidt mulepose, når man har fået den i gave af modehuset.
Selv er jeg ikke afvisende over for det mere lived in look. Det passer mig udmærket at min sure lædertaske, som jeg købte i Røde Kors for ti år siden, pludselig er stylish, men jeg havde nok håbet på, at de tidligere nævnte fashion girlies bare var gået i genneren eller sågar gemmeren efter en hærget hverdagstaske.
For selvom de taler det ned, afholder de sig ikke fra at købe nyt. I stedet har de fundet på noget endnu mere absurd.
Ny og smadret
Influencere som amerikanske TikTok’er Victoria Paris forsøger nemlig i stedet at opnå det nonchalante »Olsen-twin-look« ved at købe en helt ny Gucci-taske for derefter at smadre den mod jorden i forsøg på at få den til at se mindre ny ud.
Som om det ikke i sig selv er bizart nok, så lagde hun det endda også op på sin profil, så hendes følgere kunne aspirere efter at se lige så skødesløse ud som om hende med deres helt nye, men også smadrede designertasker.
Den originale video er efterfølgende blevet slettet, fordi den affødte så meget vrede.
Og man fristes måske til at tro, at dette var en enkeltstående hændelse, men nej. Igen bliver man skuffet.
Andre influencere gør nemlig – trods kritikken – Victoria Paris kunsten efter og knuser med vilje rå æg på deres nye tasker, så de også kan ligne Mary-Kate og Ashley Olsen. I kommentarsporene bliver det modtaget lige så meget som en provokation som en dårlig prank.
Uanset hvad er det jo komplet håbløst, fordi det afkorter den lange levetid, som designertaskerne ellers hyldes for.
Hvis du har råd til en helt ny Gucci-taske, så er det da godt for dig, men jeg vil vove at påstå, at du måske ikke fortjener den, hvis du alligevel har tænkt dig at ødelægge den sekundet efter, at du har pakket den ud af dens silkepapir.
Der er lagt hårdt arbejde i den slags luksusvarer, så hvis du investerer i en designertaske, så vil jeg opfordre dig til at behandle den som den investering, den er, og lade den få sin patina på naturlig vis, som er det Olsen-tvillingerne rent faktisk er forbilleder for.
Men det må influencerne jo selv om.
Til den mere almene forbruger ville rådet herfra være at ignorere Black Friday og lede gennem alt det, man nok alligevel har derhjemme. Hvis du absolut må eje en beat up Birkin eller lignende, så gå i en antik- eller genbrugsbutik for at erhverve den.
For når Underconsumption Core som alle andre internet-trends viskes ud i sandet, og købetrangen atter melder sig, er det naivt at tro på underforbruget. Måske vi i stedet skulle holde fast i bæredygtigheden, ikke fordi det er sejt eller æstetisk, men derimod fordi det er vigtigt.
Og når det kommer til de gode råd for en bedre måde at forbruge på, så tag dem fra nogen, der ved hvad de snakker om frem for dem, hvis job det er at sælge dig ting.