’Buret’: Netflix’ nye MMA-serie er et underholdende friskt pust
Sportsdramaernes underdog-fortælling taler sit helt eget universelle sprog. Om det er amerikansk fodbold, hockey, karate eller høvdingebold er der altid en særlig fornøjelse i at overvære Davids kamp mod Goliat.
Det er der også i Netflix’ seneste skud på stammen, ’Buret’.
Her drømmer den unge Taylor (Melvin Boomer) om at blive Frankrigs næste store MMA-kæmper. Han træner i en klub ejet af nestoren Boss (Franck Gastambide) og håber på at kunne sparre med profferne i klubben. Men Boss giver ham et realitetstjek og fortæller ham, at han ikke har, hvad der skal til.
Som en appelsin i turbanen ændrer Taylors liv sig dog på et splitsekund, da den professionelle kæmper Ibrahim Ibara (rapperen Bosh) træder ind i træningscenteret. Ibrahim rejser rundt med sit hold for at livestreame, mens han uddeler øretæver til hjælpeløse kæmpere. Taylor tager imod tilbuddet om sparring og får sendt Ibrahim i gulvet med en adræt manøvre og et hurtigt hug. Kampen bliver delt online, og pludselig er Taylor en SoMe-sensation.
Med medierne som sit trumfkort lykkes det Taylor at provokere Ibrahim til at deltage i en officiel kamp.
Til seriens store fortjeneste bruger den ikke samtlige fem afsnit på at koge suppe på denne ene kamp. I et sideplot oplever vi, hvordan Taylors mor og papfar kommer i pengeproblemer, og han må komme dem til undsætning ved at vinde flere kampe og høste præmiepengene.
Det bliver et ganske vellykket anslag til en ny slags kamp – den Taylor har med sig selv. På et tidspunkt tager han et alvorligt slag i ansigtet, hvilket påvirker hans mentale tilstand i sådan en grad, at han er ved at hænge handskerne op og trække sig tilbage. Det gør forfriskende op med billedet af boksere som stoiske træmænd, der sjipper hurtigt i montager, når vi er med ham til sportspsykolog og ser hans sammenbrud inden en kamp.
Hver gang Taylor flirter med tanken om at stoppe, bliver han talt fra det af en af de utallige biroller fra virkelighedens UFC. Og selvom fans af sportsgrenen formentlig vil glædes over ansigter som UFC-legenderne Jon Jones og Georges St-Pierre, bliver deres peptalks og rablen om Eye of the Tiger for Mr. Myiagi’ske.
Særligt episoden, hvor Taylor tager med Boss til Stockholm for at genfinde sin gnist, rammer helt forbi skiven. Her ender han i en undergrundskamp mod en stor, bidsk nazist, som vi ved er nazist, fordi han har et hagekors tatoveret på ryggen og på sin tandbeskytter … Og efterspillet til afsnittets klimaks bliver aldrig fulgt op.
Men når ’Buret’ fungerer bedst, er det et medrivende sportsdrama, der ikke er bange for at intimidere sine seere – særligt når vi er med inde i oktagonen. Taylors modtagelse og uddeling af håndmadder bliver eksekveret så godt gennem blodige closeups, at det gibber i én, og man tager sig selv i at bevæge sig, i takt med at slagene rammer.
Sæsonen slutter på en cliffhanger efter alle kunstens regler, og når Netflix forhåbentlig kaster penge efter endnu en sæson, vil jeg glæde mig til igen at rokke med, når Taylor og hans modstandere indtager ringen.
Kort sagt:
’Buret’ leverer et vellykket og kun sporadisk klichéfyldt sportsdrama med benhårde boksekampe.