ANBEFALING. Det er sigende, at ’The Dreamers’ er Bernardo Bertoluccis mest sete film hos brugerne på den sociale filmplatform Letterboxd.
Den italienske instruktørlegende, der gik bort i 2018, har mere kendte og hyldede værker i sit bagkatalog. Det tidlige mesterværk ’Medløberen’ (1970), det berygtede erotiske drama ’Sidste tango i Paris’ (1972), eposset ’1900’ med Robert De Niro (1976) og Oscar-vinderen ’Den sidste kejser’ (1987) har mere vægtige pladser i filmhistorien.
Karrierens sene perle fra 2003, baseret på Gilbert Adairs roman ’The Holy Innocents’ fra 1988, passer imidlertid perfekt ind i den filmnørdekultur, der hersker på Letterboxd.
For filmen er ikke ’kun’ et intimt, ublu og incestuøst erotisk drama med tre modige, vordende og helt nøgne stjerneskuespillere i hovedrollerne. Den er også en regulær hyldest til de unge og nysgerrige cineaster, der umætteligt dedikerer fritiden til filmklassikere i biografmørket. ’The Dreamers’ er med andre ord en våd drøm for filmelskeren.
Samtidig kan man tænke, at filmen, som vises fem gange i Cinemateket i løbet af december, er blandt inspirationskilderne for en ny bølge af storliderlig amerikansk filmkunst med hypede titler som Luca Guadgagninos tennis-trekantsdrama ’Challengers’, Emerald Fennells væskeladede thriller ‘Saltburn’ og Halina Reijns dristigt erotiske Nicole Kidman-film ’Babygirl’.
Tvillinger i samme seng
Michael Pitt spiller amerikaneren Matthew, der lever en rodløs tilværelse i Paris i 1968. Han bor på et kummerligt hotelværelse, men tilbringer mere tid i byens cinematek. Her, på biografsædernes førsterække, ser han en lind strøm af ældre Hollywood-klassikere og tidens banebrydende eksperimenter fra den franske nybølge. Han har ikke mange penge på lommen og får nærmest sin næring gennem filmkunsten.
Matthews Paris-besøg sker i en højst tumultarisk tid. Kulturministeren afskediger i februar 1968 Cinematekets toneangivende grundlægger og direktør, Henri Langlois, hvilket afføder store protester fra filmmiljøet. Senere samme år rammer Frankrigs historiske majrevolte, hvor studerende og ligesindede demonstrerer mod landets autoriteter, barrikaderer sig og slås med politiet.
Under en demonstration foran filmhuset møder Matthew de to franske tvillinger Isabelle og Theo, spillet af debuterende Eva Green og ligeledes grønne Louis Garrel. De bliver på rekordtid venner gennem den store fælles interesse for film og kunst, og tvillingerne inviterer ham straks til at bo med dem i familiens store herskabslejlighed, mens forældrene er bortrejst i en måneds tid.
Her står den på meget andet end filmdiskussioner. ’The Dreamers’ handler nemlig også i høj grad om passioneret (incestuøs) sex mellem de tre hovedpersoner, som oftest har intet eller meget lidt tøj på kroppen.
Den første nat opdager Matthew, at tvillingerne sover i den samme seng – nøgne. Snart efter begynder de gennem et ’s, p eller k’-agtigt filmtriviaspil at give hinanden seksuelle udfordringer, der også involverer den høflige gæst.
Først får Isabelle sin bror til at masturbere foran dem, senere instruerer Theo de to andre til at have sex. Undervejs opstår også en tøvende tiltrækning mellem mændene, som dog bliver ved antydningerne.
Tvillingernes forbudte og forskruede forhold rummer både kærlighed og en form for magtspil. Matthew er både forført og forfærdet.
Drømme møder brutal virkelighed
Trioen forlader næsten ikke lejligheden. De er opslugt af deres egen boble – denne drømmende, kompromisløse og frie parallelverden, hvor alt er muligt, og ingen sætter grænser.
Bertolucci synes både at hylde de intenst hengivne hovedpersoner og at kritisere dem. For er det frihed eller snarere en slags naiv eskapisme, der udspiller sig i lejligheden?
Undervejs bliver det i hvert fald klart, at det er et privilegium at være så bekymringsløs. Tidligt i filmen skælder Theo sin far ud, fordi han i voksenlivets efterår et gået på kompromis med den politiske idealisme, han år tilbage udviste som ung forfatter.
Sjovt nok er det takket være farens checkhæfte, at tvillingerne kan isolere sig fra verden. Imens er kontrasten stor til de jævnaldrende oprørere, der fylder de parisiske gader med råb og brostenskast.
Enhver coming of age-fortælling beskriver tabet af uskyld, og drømmerne må naturligvis møde den brutale virkelighed. Det sker i filmens voldsomme slutning, hvor ubudne gæster på flere måder bryder ind hovedpersonernes verden.
Herfra kan intet blive som før.
En oplagt svanesang
’The Dreamers’ var ikke Bertoluccis sidste film. Den ære tilfalder det for mange ukendte drama ’Me & You’ fra 2012. Men den kunne have været en oplagt svanesang for instruktøren, der med filmen trækker tråde tilbage til flere af karrierens hovedværker.
De mange udpenslede erotiske scener og deres iboende magtdynamikker vækker selvfølgelig minder om Bertoluccis kontroversielle ’Sidste tango i Paris’ med Marlon Brando og Maria Schneider. Også her mødes hovedpersonerne flere gange i en lejlighed i Paris for at udfolde et seksuelt drevent forhold, der er intenst, til tider ubehageligt og giftigt.
70’er-klassikeren er berygtet for, at Bertolucci og Brando overraskede Schneider med en voldsom overgrebsscene, der helt overlagt ikke stod beskrevet i manuskriptet. Lykkeligvis har skuespillerne fra ’The Dreamers’ ikke fortalt om lignende grænseoverskridende oplevelser fra optagelserne cirka 30 år senere.
’The Dreamers’ er også en fortælling om klasseskel – om den isolerede og bekymringsløse overklasse over for de desperate arbejdere og studenter. Bertolucci tog ligeledes klasseskel under behandling i den mere end fem timer lange ’1900’, der følger to barndomsvenner på hver sin side af klassekampen gennem det 20. århundrede.
En anden oplagt sammenligning er instruktørens Oscar-vinder ’Den sidste kejser’, hvor hovedpersonen Pu Yi starter som ung kejser af Kina i privilegeret isolation i Den Forbudte By, indtil kejserdømmets fald og etableringen af Folkerepublikken Kina nedgraderer ham til at være en almindelig borger.
Desuden spejler slutningen i ’The Dreamers’, næppe helt tilfældigt, den sidste scene i Bertoluccis ligeledes klassebevidste, politiske thriller ’Medløberen’. I filmen fra 1970 konfronteres hovedpersonen nemlig også af en oprørsk folkemængde og en stor samfundsomvæltning – fascismens fald i 1943 – der bryder hans passivitet og tvinger ham til handling.
Vi er drømmerne
’The Dreamers’ fungerer også særligt godt som afskedssalut på grund af den gennemgående hyldest til de filmskabere, der kom før Bertolucci.
Undervejs genopfører Matthew, Isabelle og Theo specifikke mindeværdige scener fra filmhistorien. I starten citerer Isabelle for eksempel den franske filmlegende Jean-Luc Godards debut ’Åndeløs’ (1960), og senere sætter trioen sig for at spurte gennem Louvre, ligesom de tre hovedpersoner gør det i Godards ’Bande á part’ (1964).
Bertolucci refererer ikke kun de udødelige film, der blandt andet også tæller Howard Hawks ’Scarface’ (1932), Robert Bressons ’Mouchette’ (1967) og Rouben Mamoulians ’Queen Christina’ (1933). Han klipper også direkte til korte bidder fra dem, når Eva Green eksempelvis mimer Greta Garbo og Jean Seberg.
Disse visuelle filmcitater åbner op for en anden, bredere læsning af titlen: Drømmerne som selve biografpublikummet.
Ligesom de tre unge karakterer i ’The Dreamers’ lader vi os opsluge af filmenes magi. For en stund træder vi ind i forskellige verdener af idéer, følelser og fantasi. Verdener, som i bedste fald bliver hængende i bevidstheden og præger vores syn på livet.
Kan ses i Cinemateket 10., 15., 21., 22. og 26. december.