Vieux Farka Touré – rullende ørkenblues

Jeg ville ønske ethvert dansk gymnasierockband blev tvunget til koncert med Vieux Farka Touré, så de kunne opleve, hvor fandens tight, man faktisk kan spille, mens man ser ud som om, at det er det letteste og mest hyggelige i hele verden. Den malinesiske guitarist træder flot i sin far, Ali Farka Tourés, fodspor, som afrikas guitarkonge og gæst på Roskilde Festival. Men ligesom faren i 2005 fejlagtigt blev placeret i det store Arena-telt, var Vieux overmatchet på Odeon kl. 18, der kun var kvart fyldt. Han burde have spillet Astoria op til fest en sen nattetime.

Men det fem mand store ensemble tog opgaven ved hornene og leverede rockrullende ørkenblues med imponerende basgange, hvirvlende trommer og guitarspil i front der til tider havde karakter af en slangetæmmer høj på jazz. Det er en anden, mere upbeat lyd end Ali Farkas, men guitaren er tydeligvis skåret ud af samme stamtræ.

Når det var bedst, var det som en ørkenversion af Blues Explosion, men desværre uden samme kantede impulsivitet, og til tider forsvandt begejstringen ind i en velspillet, men noget monoton malinesisk lydmur, der kejtet blev forsøgt brudt med malinesisk fællessang, som selvsagt ikke gik for godt, men til sidst trængte bandet flot igennem i en instrumental hvirvelvind af en exit.