Kate Nash – stille død

Kedede du dig også, Kate? 50 minutters koncert viste ikke meget af det potentiale, som Kate Nash ellers viste på debutalbummet ‘Made of Bricks’. Det åbnede ellers lovende med ‘Pumpkin Soup’ og ‘Shit Song’ spillet med god energi ved tangenterne og udkrænget stemmebånd. Men så rejste hun sig op og tog den akustiske guitar i hånden, og koncerten led en langsom, nærmest stille død. Skiftet fra poprock med bandeord til kedelige violin- og ukulele-krydret singer/songwriter gør sig måske på en tilrøget cockney-pub, men på Odeon falmede Nash i middagssolen.

‘Do Waa Do’ fulgt godt op af ‘Mouthwash’ fik lidt gang i den, og når bandeordene stod tydeligt frem, så fik stemningen den kant, som var savnet. De få par gange bandet tampede løs på trommer og orgel svarede publikum igen med en bøn om mere, men de blev ikke rigtig hørt. Til gengæld fik vi nogle skrigeseancer, der lød som et lidt for gammelt britisk arbejderdrengekor, som kollektivt modtager skridtspark – og det er skam positivt ment og en stjerne værd i sig selv. Mod enden spillede Nash en fin uptempo ‘Skeleton Song’ og hittet ‘Foundations’, der drevet frem af håndklap, gode riffs og tampende slag i tangenterne vidnende om det talent for hverdagsfortællinger Nash har, men vi kun i glimt så.