No Age
No Ages kæphest har altid været at balancere på de bølgetoppe, hvor det smukke får grimme buler i panden og slemme hudafskrabninger på albuerne. Som et par snottede skaterunger, der helt historieløst og med største selvfølgelighed hører deres sære onkels samling af shoegaze-plader i direkte forlængelse af Ramones’ punkklassikere eller som et fælles eksperiment ud i, hvor mange prygl, man kan give selve skelettet til en god sang, før knoglerne ryger helt af led.
Det ændrer sig ikke på deres fjerde album, men ‘An Object’ er desværre lettere undervældende på den musikalske front. Hovedsymptomet er simpelthen, at de fleste af de dekonstruerede skæringer på det i forvejen ret beskedne album passerer revy uden at hænge synderligt ved i bevidstheden. Oven i hatten rummer de bedste numre alle ideer, som Dean Spunt og Randy Randall efterhånden har luftet mange gange før og ditto med de ringeste.
Læs anmeldelse: No Age ‘Everything in Between’
Makkerparret træder med andre ord vande på et både lettere uinspireret og ujævnt midtvejskrise-album, som dog tager kegler på indpakningen, hvor d’herrer som sædvanlig har allieret sig med designeren Brian Roettinger og selv haft næverne nede i dejen med både artwork, tryk og færdiggørelse. Hvis så bare indholdet stod mål med emballagen, men posen trænger alvorligt talt til at blive rystet.
Højdepunkterne er strøet ud over albummet med løs hånd. Især den saftige midte retfærdiggør udspillet som en acceptabel karriereforlænger med den eksperimenterende ballade ‘An Impression’, som med sine strygerindslag er albummets undtagelse, der bekræfter intet-nyt-under-solen-reglen, den poppede, passivt-aggressive hymne ‘I Won’t Be Your Generator’ og ‘Defector/ed’.