INTERVIEW. Det er først, da vores interview netop er slut, at jeg egentlig begynder at forstå Haidar Ansari.
»Var det bare det? Det var da lidt kedeligt«, siger digteren til mig, som om han vil udfordre hele min professionelle selvforståelse.
Vi har talt sammen i en time. Lidt om hans bog ‘Normaliseret’, der udkommer lige om lidt på Gyldendal. Mest om hans ikke så uinteressante rejse fra dømt kriminel til etableret digter, der nu har fået udgivet to bøger på landets fineste forlag.
23-årige Haidar Ansaris afsluttende kommentar gør mig derfor en smule paf af to grunde. Den ene er, at jeg havde en fornemmelse af, at vores samtale var vellykket. Den anden er, at han gennem hele interviewet har set ud som et menneske, der har fået smag for faste rammer og dermed et – indrømmet – måske lidt konservativt format.
Da vi mødes 13.30, tager han imod i en enorm herskabslejlighed i Indre By – selv lejer han et værelse ved siden af, men han er blevet gode venner med naboen og låner på daglig basis et rum, som nogle måske ville kalde et kontor, men som emmer mere af den overskudsagtige betegnelse arbejdsværelse.
Digteren har placeret sig bag et flere meter bredt skrivebord i massivt eg og foran en bogreol, der strækker sig fra gulv til loft og fra væg til væg. Store klassikere, kunstlitteratur og moderne forfattere kæmper om pladsen på hylderne, hvor et enkelt rum også er dedikeret til en romersk inspireret buste.
»Det gør noget ved en mentalt at bo i Indre By. Jeg føler mig i hvert fald meget mere kunstnerisk. Det fordrer en til at eksperimentere lidt mere. Man kan ikke være i en statisk tilstand herinde«, siger Haidar Ansari.
Det er svært at tyde, om han bare sætter eller decideret iscenesætter sig selv i stolen bag det massive skrivebord. For selvom han ser utroligt komfortabel ud, som han læner sig tilbage under hele interviewet, er kontrasten til hans tidligere liv som barn i et socialt belastet boligområde og senere indsat i en fængselscelle nærmest for overdrevet.
Kun få detaljer falder lidt uden for herskabsrammen. En smadret iPhone ved siden af den store iMac på skrivebordet. Runde pakker snus ved siden af en to do-liste med navne på højprofilerede medier – som DR og Weekendavisen – han skal tale med i dag. Den slags.
Og det er måske netop i de små udtryk for kaos, at han skal forstås.
For selvom han har taget en kulturel klasserejse, er han stadig en ung mand, der synes, at et almindeligt interview er kedeligt. Og har brug for at ruske lidt op i tingene.
Præcis som han gør med sin nye bog.
Ikke dø som kriminel
Haidar Ansari sprang på en måde sin ungdom over.
I halen på et teenageliv i politiets søgelys blev han dømt for forsøg på manddrab i 2020. Dommen lød på fem år, hvoraf han afsonede to, inden han blev prøveløsladt.
I fængslet begyndte han at skrive digte og kom i kontakt med forfatter Morten Pape – som ligesom ham selv er opvokset i Urbanplanen på Amager – der sendte ham videre til sit forlag. Da han kom ud, blev han eskorteret direkte ind til redaktørerne hos Gyldendal, i studiet hos ‘Deadline’ og på forsiden af Politiken.
Det var her, at han ad flere omgange fortalte historien om sit liv, som udgjorde hans bog ‘Institutionaliseret’ fra 2022. Han var 21 år gammel og blev ikke kun et household name i dansk litteratur. Haidar Ansari blev pludselig også meget voksen.
»Dengang tror jeg ikke, at jeg fattede, hvor jeg var på vej hen. Jeg tror ikke, at det rigtigt var gået op for mig. Her til morgen sad jeg faktisk og kiggede på billeder på min telefon fra den tid. Og det er jo tydeligt, at jeg lige er kommet fra fængslet og skal til at finde ud af, hvem jeg er«, siger Haidar Ansari.
Tiden efter de billeder har han forsøgt at få greb om i ‘Normaliseret’. Mens hans første bog komprimerer de første to årtier af hans liv, handler hans anden primært om de seneste tre år. Og alt det, der blandt andet har betydet, at han i dag sidder under høje lofter med stuk og snakker, mens han spiser cashewnødder direkte fra en pose, han får fat i et sted på det store skrivebord.
Hvad tror du, at du selv ville have tænkt, hvis du for fem år siden havde fået at vide, at du ville sidde i en herskabslejlighed i Indre By foran en ret imponerende bogreol?
»Jeg tror altid, jeg har vidst på et eller andet plan, at jeg ikke ville dø kriminel. Inderst inde eller helt bagerst i hovedet har jeg haft en idé om, at før eller siden ville jeg vende skuden. Sadle om. Skifte liv«.
Men overgangen fra en celle på syv kvadratmeter til hele verden har også overvældet ham.
»sidste gang / jeg fik en pause / sad jeg inde der / alene bag fire vægge / forestillede mig / stearinlys på en lagkage / og mennesker omkring mig / nu puster jeg stearinlys ud / og længes efter / et pusterum«, som han skriver i sin nye bog.
Især har han skulle balancere at ville det hele på én gang. Blive voksen og være ung. Etablere nye relationer og bevare sine gamle. Tage til møder på Gyldendal og feste hele natten på Søpavillonen.
I lang tid efter sin debut hang han primært ud med »folk, der var 40 plus«. Indtil en ven mindede ham om, at han ikke måtte glemme, at han selv var i begyndelsen af 20’erne.
»Så starter jeg en anden rejse, hvor jeg svinger virkelig meget i den anden retning og fester alle mine hjerneceller ud. Og det går jo heller ikke, når du skal til at udgive en bog. Jeg kan ikke bare drikke hver weekend og tage tre dage om ugen ud, fordi jeg ligger og enten er fuld eller har tømmermænd«, siger Haidar Ansari.
»Og mails hober sig op og ansvar og pligter, og du skal svare den, du skal gøre det. Så det har været en virkelig skør, skør periode de sidste tre år, når jeg tænker over det«.
Erindringer er følelsesporno
Selvom både indholdet i tilværelsen og de fysiske rammer om den har ændret sig markant for Haidar Ansari, er der rester fra fortiden, han ikke så let får gjort kål på.
I dag har han omskrevet sin fortid til en levevej. Men omsorgssvigtet, kriminaliteten og samvittigheden er ikke blevet lettere at leve med, bare fordi han sidder i en herskabslejlighed i Indre By.
Han bliver tit spurgt, om han ville have været sin fortid foruden, når nu han både tjener penge på den og har fået en plads på det kulturelle landkort.
»Og så er det meget enkelt. For ja, gu fuck ville jeg have været det foruden. Kunne jeg unde mig selv bare at have vokset op i et kærligt hjem, et stabilt hjem, bare blive elsket og nusset og trøstet, når jeg var ked af det?«, spørger han.
»Ville jeg unde mig selv det? Ja, gu fanden ville jeg så«.
Han holder en pause og tager et stykke snus fra en af pakkerne på egetræsbordet, som han placerer under den venstre del af overlæben, inden han igen læner sig tilbage mod den enorme bogreol.
Tror du, at du ville kunne have endt et sted som det her på en anden måde?
»Altså jeg ville nok have været 1,2 millioner kroner i gæld for sagsomkostninger foruden. Så måske jeg kunne have ejet en andelsbolig«.
Haidar Ansaris nye digtsamling kunne godt have handlet om at betale af på sin gæld ved at kapitalisere på sin fortid og den prestige, der har fulgt med. Men det gør den ikke. I stedet har han blandt andet skrevet om følelsen af at skulle omsætte sine traumer til opmærksomhed fra eliten, mens hans gamle bekendte bliver skuddræbt.
»vores erindringer er jo følelsesporno / vores ringbind fra kommunen / er en marketingstrategi«, skriver han.
Det er den kontrast, der kan få ham længtes efter dengang, han skulle finde på måder at få tiden til at gå i fængselscellen, hvor det var mere enkelt at afgøre, hvad han kunne lide. Og hvem han kunne lide.
I virkeligheden uden for murerne har han fundet en lidt anden metode til at holde styr på det.
Han strækker sig lidt for at nå en lille, beige notesbog, der ligger i en bunke på et hjørne af det store skrivebord.
»Det er jo meget lavpraktisk. Jeg skriver ned, hvor jeg kan lide at være, og hvor jeg ikke kan lide at være. Hvilke type mennesker kan jeg lide at være sammen med, og hvem kan jeg ikke?«, siger han og bladrer lidt i siderne.
Han skriver også om andre oplevelser i bogen. Men primært hjælper den ham med at kortlægge, hvem han har det godt med. For det lærte han ikke at mærke som barn.
»Den konstante følelse af utryghed sidder jo også i en, når man er voksen. Så hvis ikke jeg finder ud af, hvornår jeg er utryg, så vil jeg gå og leve sådan resten af livet. Og være rodløs«.
Med noterne i bogen øver han sig i at blive bedre til at bygge meningsfulde relationer. For han vil ikke kun omsætte sine traumer til en plads i eliten. Han vil også bruge sin adgang til at lukke flere mennesker som ham selv derind.
Nemme drømme
Omkring tre kvarter inde i interviewet åbner Haider Ansari sin mail på den store computerskærm og begynder at scrolle gennem en masse navne.
Nogle af dem klikker han på. Så dukker små tekster og digte op fra mennesker, han aldrig har mødt. Men han har planer om, at en håndfuld af dem snart skal læse op foran nogle af de mest indflydelsesrige mennesker i litteraturbranchen til hans reception hos Gyldendal.
Han har ikke spurgt forlaget, om han egentlig må skrive ti ikke-udgivne digtere på programmet. Og det har han heller ikke tænkt sig.
Det er noget, der er gået op for ham: Hvis han har en drøm nu, kan han »realisere den ret nemt« uden at involvere alle mulige andre. Også hvis han skal lave lidt rav i den.
Lige nu har han en drøm om, at andre med en baggrund som hans egen skal blive en del af kulturlivet. Derfor lavede han et slags open call på sin Instagram, hvor han efterlyste nye forfattere.
»Da jeg voksede op, kunne man blive håndværker, læge, advokat, ingeniør … eller kriminel«, siger Haidar Ansari.
Men det er da også – ud over det sidste – nogle ret prestigefyldte jobs?
»Jo, jo, men det kunne være fedt, hvis jeg havde drømt om at læse litteraturhistorie«.
Digteren vil gerne udvide forestillingsevnen for unge, der ikke er vokset op i de kulturkredse, han selv kommer i nu.
Det er derfor, han har lejet Bremen Teater, hvor han er i gang med at arrangere en slags releasefest for sin nye bog. Her inviterer han stemmer som bandet AySay og podcastværten Havshen Nabaz – den ene halvdel af ‘Hav og Kamal’ – på scenen.
Senest har han også lavet en promofilm i forbindelse med ‘Normaliseret’, hvor han inviterede unge med minoritetsetnisk baggrund ind på den historiske Gamle Scene på Det Kongelige Teater. For at bevise, at de hører lige så meget til der som i de udsatte boligområder, de så ofte bliver knyttet til i medierne.
Frygter du nogensinde, om du bliver et eksempel på, at de også kan blive succesfulde digtere, hvis de moralsk hvidvasker en kriminel fortid?
»Det er et godt spørgsmål, som der ikke er et enkelt svar til. Men man kan sige, at den ene del af det er, om jeg nogensinde har givet udtryk for, at det var fedt, det jeg har gjort. Det har jeg ikke«, siger Haidar Ansari.
»Og på et eller andet plan tror jeg ikke, at man kan kalde det at hvidvaske. Jeg ser det mere sådan, at man på trods af at have stillet sig et sted, hvor man har ekskluderet sig selv fra det etablerede samfund, så kan man komme tilbage og bruge sin viden til at fortælle andre, at de også kan komme tilbage«.
Han begynder at flytte på sig i stolen bag bordet. Pludselig rejser han sig og forsvinder ud af arbejdsværelset midt i en talestrøm om sin nye stamcafé, hvor der »kommer mange andre kunstnertyper«.
Da han kommer tilbage, siger jeg til ham, at jeg egentlig også har, hvad jeg skal bruge. Det er her, han siger det:
»Var det bare det? Det var da lidt kedeligt«.
Men han kan heller ikke helt svare på, hvad han synes, vi mangler at tale om. Det er bare som om, at et indre nedtællingsur i ham har ramt nul. Der skal ske noget andet, før han gror fast mellem den enorme bogreol, egetræsbordet og interviewaftalerne.
Sådan tænker jeg, mens jeg efter vores samtale den eftermiddag går hastigt gennem byen for at nå et møde, mens han selv smutter ned efter et glas vin.