‘One to One: John & Yoko’: En grundig og sympatisk dokumentar om powerparrets betydning i kulturhistorien
Fra slut-60’erne til midt-70’erne var John Lennon og Yoko Ono blandt verdens mest profilerede powerpar. Længe før den slags blev et begreb, formåede eks-beatlen og den japanske avantgardekunstner i den grad at brande sig selv.
Det gjorde sig særligt gældende, da de flyttede til New York i 1971 og hurtigt blev en del af de intellektuelle og aktivistiske kulturpersonligheder på venstrefløjen, som forholdt sig skeptisk til daværende præsident Nixons politik og ulighederne i det amerikanske samfund.
Det er det aspekt, Kevin MacDonald belyser i sin dokumenter ‘One to Ono: John & Yoko’. Den Oscar-vindende instruktør, der også har begået film om Bob Marley og Whitney Houston, gør flittigt brug af autentiske kilder, heriblandt adskillige optagede telefonsamtaler, som Lennon blandt andet førte med sin manager, journalister og åndsfæller.
Overordnet set forvalter MacDonald brugen af dette materiale på glimrende vis, ikke mindst ved at akkompagnere de båndede optagelser med billeder fra John og Yokos lejlighed i Greenwich Village. På den måde bliver ‘One to One’ et indblik i et intimt rum og lever således fint op til sin titel.
Men i en iver efter at sætte scenen og optegne det politiske landskab, som parret blev en del af, fortaber MacDonald sig en kende i begivenhederne uden for Lennon og Onos sfære.
Således får aktivisten Jerry Rubin lige vel meget taletid, og selvom det er historisk vigtigt, at USA allerede i 1972 havde nomineret en kvindelig sort præsidentkandidat i form af kongresmedlemmet Shirley Chisholm, fjerner disse sekvenser momentvis fokus fra filmens hovedpersoner.
For Lennon havde en agenda om at »forandre ungdommens apati« ved at vise, at man kunne gøre en forskel. Han skrev sangen ‘John Sinclair’ om digteren og aktivisten af samme navn, som var blevet dømt 10 års fængsel for besiddelse af marihuana. Sinclair blev dog løsladt efter to et halvt år, samtidig med at Lennon udgav den titulære sang, og uden at forfalde for meget til nutidens geopolitiske landskab er det immervæk en fin påmindelse om, at det kan svare sig at lade sin stemme blive hørt i et demokrati, på trods af at en rigid regering sidder ved magten.
Sideløbende med at John Lennon prioriterede aktivistisk arbejde og deltog i gademarcher og protester, var han stadig aktiv som musiker, da han havde flyttet teltpælene til New York.
Og selvom det er tydeligt, at MacDonald belyser den politiske pacifist, bliver vi også trakteret med eksempler på musikikonets enorme talent.
Filmen åbner med en blændende version af nummeret ‘New York City’ fra en koncert i Madison Square Garden, der virkelig viser, hvad Lennon kunne have drevet det til, hvis han var blevet en turnerende kunstner efter opløsningen af The Beatles i stedet for at spille enkelte one-off-koncerter, hvoraf denne velgørenhedskoncert i 1972 var den største.
Bandet Elephant’s Memory giver materialet saft og kraft, så både Beatles-klassikeren ‘Come Together’ og solosangen ‘Cold Turkey’ virkelig tager kegler.
Gennem årene har Yoko Ono måttet lægge ører til megen kritik, heriblandt stædige og forstokkede opfattelser om at hendes forhold med Lennon var med til at opløse The Beatles. En anskuelse, som heldigvis blev nuanceret i Peter Jacksons mesterværk ‘Get Back’.
Derfor er det også glimrende, at Kevin MacDonald i ‘One to One’ har en tilsvarende og tidssvarende fremstilling af den japanske kunstner, hvor hun kommer i fokus som andet end blot den ene del af John & Yoko-brandet. Filmen portrætterer hende som et feministisk ikon og øser gavmildt ud af optagelser fra et telefoninterview, hvor hun velartikuleret og skarpt påpeger sine oplevelser med chauvinisme, racisme og åbenlys forskelsbehandling.
Titlen stammer fra føromtalte velgørenhedskoncert, der var blevet arrangeret for at støtte patienter på Willowbrook State School, en institution for udviklingshæmmede, som levede under alarmerende forhold.
Som optakt til koncerten blev et warm-up-arrangement ligeledes stablet på benene i Central Park, og det er gribende at se patienterne lege og hygge sig og for en stund være fri for deres kummerlige hverdag, som filmen ligeledes belyser.
På trods af sin fragmenterede og momentvis rodede fremstilling er ‘One to One: John & Yoko’ ikke desto mindre et sympatisk indblik i to stærke personligheders kamp for at gøre verden bedre.
Kort sagt:
Den sympatiske ‘One to One: John & Yoko’ belyser, hvorfor powerparret John Lennon og Yoko Ono i hver sin ret er essentielle figurer i kulturhistorien.