Ryan Adams – vi kan leve længe på minderne

Man kan ikke fortænke nogen i at have følt en lidt sørgmodig lyst til at afskrive Ryan Adams gennem de senere par år. En lind strøm af udgivelser, der i bedste fald har været hæderlige, og en katastrofal koncert på Vega sidste år, har gjort sit for at skubbe til den kunstneriske og personlige deroute, der på det seneste har præget country-rockens fortabte søn.

Hvor førnævnte koncert i Vega var fjendtlig affære, hvor Ryan og The Cardinals nær havde formøblet den sidste del af tidligere tiders storhed, bød Falconer Salen på en oplevelse af noget nær uhørt kvalitet. Et mirakuløst comeback, der udelukkende viste, hvor store evnerne under det pjuskede hår og den grønne strikhue egentlig er, når det virkelig gælder.

Første halvdel af koncerten bød på yderst professionel præcision, tight som bare fanden, og uden et eneste fejltrin. De tungt rockende sange fra de seneste plader blev sendt af sted til det i kraftfulde, præcise og hypnotiserende versioner, frit flydende i de rørte farvande mellem Led Zeppelin, Manassas og Crazy Horse. De havde øvet sig, og for hulen, hvor enhver tone ramte plet.

Den akustiske halvdel af koncerten var til gengæld ren håndspillet magi. Og tude, det gjorde vi i hvert fald, da Ryan lidt senere, helt alene på scenen, fortalte om, at hans hørelse så småt var ved at forsvinde, og at det hele derfor måske var på lånt tid. Og leverer man sådan en besked efterfulgt af ‘La Cienega Just Smiled’, så kan hverken superlativer, sammenligninger eller stjerner beskrive den følelse af, at vi meget vel snart kan miste en af de helt store sangskrivere. Men med koncerter som disse, kan man leve meget længe på minderne.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af