DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Okay, nu spørger jeg lige ud i plenum:
Er det fortsat helt fauxpas at flyve til sin feriedestination? Eller kan jeg mon på nogen måde sætte mig ind i et dårligt indrettet Ryan Air-helvede uden at blive ramt af bebrejdende klimatossede øjne?
Sagen er den, at jeg rætti’ rætti’ godt kunne tænke mig at komme lynhurtigt til Mykonos. Du ved, Afrodite og liderlighedens ø, hvor man får feta, fregner og farverige hair wrap braids – og hvor Meryl Streep engang var sindssygt sej og smækker i ’Mamma Mia’.
For hvem vil ikke gerne reenacte filmatiseringen af denne populære ABBA-musical, i hvilken Oscar-darlingen indtager rollen som den selvstændige Donna, der driver et klinket og kalket faldefærdigt hotel i Grækenland?
Og nej, det er sguda ikke servicebranchearbejdet, der lokker, men derimod Datter-Sophies (Amanda Seyfreid) bryllup. Den vordende brud har nemlig bestilt rigelige mængder af Ouzo og stegte auberginer – og så har hun i al lusk og hemmelighed inviteret sin endnu ukendte far.
Hun har faktisk inviteret alle tre. Gasp.
Donnas tidligere/gamle elskere, frustrationer over overlap og dermed flere potentielle ’donorer’ spøger pludselig på dette billedskønne fristed, og med et både grineren og forviklende faderskabsdilemma bliver herligheden til et vådt møde mellem ’En skærsommernatsdrøm’ og seniorversionen af ’Ex on the Beach’.
For i Phyllida Lloyds geniale og umådeligt underholdende 2008-banger er der også spænding og drama på støvede madrasser og lummerhed i luften og i det klare azurblå hav, og jeg couldn’t help but wonder:
Er ’Mamma Mia!’ en af de mest sexede film nogensinde?
Notorisk lækre fædre
Ja, ja, jeg ved da godt, at musicalen efter sigende er en hjertevarm fortælling om tilhørsforhold og mor/datter-dynamikker i snøftende ’Slipping Trough my Fingers’-stil, og nej, nej, der er ingen saftige sengekantscener med dryppende stearin og læderpisk i dette familievenlige værk.
Vi ser dog Stellan Skarsgårds tatoverede røvballer – og Colin Firth spiller spansk guitar. Halle-freaking-luja!
Mr. Darcy-lookaliken synger til gengæld skræk-ke-ligt, men hvad gør det, når man er en bakkenbartet brite, og når alt andet er horny og honey, honey, og krydret med alskens former for who’s your daddy-energi.
Åh, og hvorfor er det nu, at (andres!) fædre er notorisk lækre?
Her kommer ét svar på to ord: Pierce Brosnan.
For Bond-skuespillerens Sam må da være en af filmhistoriens største dilfs og charmerende heartthrobs, der skaber en uimodståelig drømmeillusion om alle (far)mænd.
Man svimler, når han med en Shakespeare’sk nerve erklærer sin kærlighed til den standhaftige Donna, og savler, når han med tiltrækkende selvironi danser i syntetiske frynsetrikoter (#Gimme!Gimme!Gimme!).
Men bejlerne, middelhavssolen og soundtracket, der er on fire (elsker du ikke ABBA, er du en tonedøv, hitforskrækket stjernepsykopat – og det går jeg sateme til valg på), er slet ikke romcom’ens hotteste elementer.
Det er den besnærende hovedkarakter og hendes vidunderlige veninder – og altså ikke grundet deres overgangsalder og dermed formodentlige hedeture.
Eller jo … måske er det netop damernes 50-something stadie, der gør det hele så betagende.
Nærvær og finger
Har vi lært noget af de seneste års populærkulturelle may-december-besættelse, som blandt andet driver ‘Babygirl’ og ’Bridget Jones’-film nummer cirka 100, er det da, at vi (modsat idiotiske og undertrykkende forestillinger) er vilde med at glo på den modne kvinde, hendes længsler og lyster.
Uagtet at Sophie og hendes forlovede Sky (Dominic Cooper) humper hinanden og noget kridhvidt sand, er man tæt på ligeglad med den unge romance. I stedet rettes kamera og begær mod, ja, the mammas.
Man forelsker sig i den stædige, iltre og lettere melankolske bella Donna, der ikke går i Prada, men i fashionable ’gør det selv’-overalls. Hun går ligeledes mod store selvskabte visioner og med glimrende accessoires – jeg tror faktisk ikke, at en ørering har været så velplaceret siden 90’ernes ’Motormus fra Mars’.
Alt sidder også mere end godt på Donnas longtime bbf’s Tanya (en fantastisk Christine Baranski) og Rosie (en endnu mere fantastisk Julie Walters), der fyrer den af som henholdsvis badedragtet cougar og som Jytte Vikkelsøe’sk solist.
Nuvel, stærke be-be-tendenser under tikkesangen ’Take a Change on Me’ kunne rigtignok stemple Rosie som en desperat (og meget bogstavelig) pick me girl. Men hvad er der egentlig galt med at vide, hvad man vil have?
Intet. I særdeleshed ikke, når det, man vil have, er nærvær og finger.
Med sådan en sexcation-agtig tilstand, der kalder på både sol- og glidecreme, serverer trekløverets sagnomspundne pigeband Donna and the Dynamits en hel masse girl/womanpower, og man får gåsehud og stive nipples, når de i filmens semifeministiske og musikalsk højdepunkt springer ufortrødent gennem byen til ’Dancing Queen’.
Now. That. Is. Hot!
Så hot, at man næsten får lyst til at tage 20 år på – eller måske bare hæve/elevere sin aldersgrænse på Hinge.
Og så hot, at jeg altså får lyst til at blæse på CO2-udladning, og hvad I alle sammen tænker, og smutte til det forjættede Grækenland med det voulez vons.
’Mamma Mia!’ kan ses på Prime Video, TV 2 Play, Blockbuster og Viaplay.