DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Indrøm det bare. Der er noget fascinerende ved at snegle sig forbi en bilulykke på motorvejen.
De påtrængende spørgsmål, muligheden for måske at se noget ægte modbydeligt og den eksistentielle det-kunne-have-været-mig-tanke.
Men kun én genial auteur kunne vende denne tragiske og universelle oplevelse til noget så frastødende, fascinerende og pirrende, som David Cronenberg formåede med ‘Crash’.
Og nej, bare rolig. Ikke den ’Crash’, der handler om racisme og skandaløst vandt Oscar’en i 2006.
I filmen fra 1996, der er baseret på science fiction-forfatteren J. G. Ballards roman af samme navn, søger ægteparret James (James Spader) og Catherine Ballard (Deborah Kara Unger) noget spice i 90’ernes kønsløse Toronto. De går i seng med andre og fortæller derefter hinanden om deres seksuelle eskapader, tilsyneladende uden den store tilfredsstillelse for nogen af de involverede parter.
Det er først, da James kommer ud for en bilulykke, der slår føreren i den anden bil ihjel, at de finder det, de har manglet. Gennem ulykkens anden overlevende, Dr. Helen Remington (Holly Hunter), kommer ægteparret nemlig i kontakt med en gruppe mennesker, som har en temmelig aparte fetich:
De opnår seksuel tilfredsstillelse ved at overvære, genskabe eller selv være i voldsomme bilulykker.
Den ultimative frigørelse af seksuel energi
‘Crash’ vandt Juryprisen ved verdenspremieren i Cannes, men ikke uden kontroverser.
Instruktør David Cronenberg har siden underholdt med, at juryens præsident – ingen ringere end Francis Ford Coppola – hadede filmen så meget, at han nægtede at være til stede, da prisen blev overrakt.
Det kan dog næppe have været den store overraskelse for nogen, at ‘Crash’ ville skabe forargelse.

Som kongen af body horror-genren har Cronenberg hele sin karriere skubbet til grænserne for, hvad man kan udsætte kroppe på film for, ofte med et seksuelt twist. Som i ‘Shivers’, hvor beboerne i et lejlighedskompleks bliver overtaget af sexbesatte parasitter, eller ‘Videodrome’, hvor en snusket tv-programplanlægger (bogstaveligt talt) bliver opslugt af et mystisk tv-signal, der viser brutal tortur og porno.
I ‘Crash’ lægger instruktøren heller ikke bånd på sig selv. I filmen er en bilulykke ikke en traumatisk begivenhed, som ødelægger dit liv, men tilfældigheden og tumulten i sammenstødet skaber den ultimative frigørelse af seksuel energi.
Det ville dog være ærgerligt kun at betragte ‘Crash’ som en ulækker og pervers film, der »krydser fordærvelsens grænser«, som det lød fra en særligt stødt anmelder i 1996.
For det gør den bestemt. Men ‘Crash’ er ret sexet.
På sin egen forskruede måde, naturligvis.
Pirrende parkeringspladser
De egentlige sexscener ville man nok aldrig beskrive som direkte romantiske. Som da Catherine og James har sex efter mødet med den dragende Dr. Robert Vaughan (Elias Koteas), som leder gruppen af bilulykke-’entusiaster’.
Scenen udspiller sig over pinefuldt lang tid, hvor Catherine under akten åndsfraværende stiller James en række indgående spørgsmål, som hvordan Vaughans sæd mon ville smage. Mens Howard Shores ildevarslende musik spiller i baggrunden, er det et ubehageligt optrin at være vidne til.
Men som filmen skrider frem, begynder man gradvist at se verden gennem Vaughans øjne, i hvilket man – måske lidt modstridende – indser det pirrende potentiale i parkeringspladser, motorveje og slidte garager.
David Cronenberg har hele sin karriere været fascineret af at gøre det usynlige synligt. I bogstavelig forstand når han slipper blod og indvolde fri på fuld body horror-facon. På samme måde nyder han at dissekere de grimmere sider af menneskets bevidsthed.

Hvorfor det lige er biler, som er genstand for Vaughans besættelse, findes der mange bud på. Men bilen har i mange år fungeret som et statussymbol på velstand, maskulinitet og virilitet, som alt sammen tilintetgøres på ét kraftfuldt sekund ved sammenstødet.
Det bliver aldrig så tydeligt, som da han tager James og Catherine med til et stort ulykkessted på motorvejen. Vi ser ham i sit es, mens han løber mellem vragene og tager billeder af væltede biler og fortumlede ofre med glasskår ud af hovedet. Pludselig begynder hans fascination at give mening.
Der er sket noget stort her, som formentligt kun sker én gang i en persons liv.
Vaskebørsternes kærtegn
Bagefter tager ægteparret med Vaughan i bilvask for at fjerne noget af det blod, han fik på bilens dæk under sin lille udflugt.
Hans åbne bil (samme model som den, JFK blev skudt i) lukkes med mekaniske klik, mens James sidder på forsædet med Catherine og Vaughan på bagsædet.
Vand og sæbe pisker rytmisk mod ruderne, mens Catherine og Vaughan begynder at kysse, og James agerer stille observatør. Ved brugen af lyd er scenen taktil og sensuel, men Cronenberg bruger lige så lang tid på at vise bilen, der langsomt glider gennem vaskehallen, som han bruger på Catherine og Vaughan.
Vaskehallens børster, der langsomt skurrer over forruden, ligner mere kærtegn end en automatiseret maskine, og bilen bliver placeret som en genstand for vores begær på lige fod med de tre mennesker, det egentligt drejer sig om.
Det er mærkeligt, men umuligt at vende blikket fra.
‘Crash’ kan streames på Mubi, Blockbuster og Apple TV.
