PORTRÆT. Hvis det seneste årti har vist noget om horrorgenren, er det, at den er i konstant bevægelse.
I 10’erne sprang en gruppe relativt ukendte instruktører således rammerne for filmstudiernes nøje skemalagte franchises og voldsorgier og gjorde gys vedkommende og uhyggeligt igen.
Jordan Peeles ’Get Out’, Jennifer Kents ’The Babadook’, Ari Asters ’Hereditary’ og mange, mange flere definerede en gylden æra for horror, der dog allerede virker som en svunden tid. For med ganske få undtagelser er gårsdagens store håb blevet til morgendagens gamle nyheder.
Kent har ikke instrueret en spillefilm siden sin ellers fremragende opfølger til ‘The Babadook’,’The Nightingale’, ligesom der har været radiotavshed fra David Robert Mitchell (‘It Follows’) i umindelige tider.
Og selvom der er nogle, som vil forsvare deres senere værker, har hverken Aster eller Robert Eggers kunnet leve op til deres enormt høje niveau fra ’Midsommar’ og ’The Lighthouse’.
Af midt-10’ernes instruktørsensationer er det først og fremmest Peele, der har holdt kadencen med de to mesterlige opfølgere ‘Us’ og ‘Nope’.
I deres sted er dog allerede trådt en ny garde af gyseraficionadoer frem, inspireret af internettets DIY-æstetik og dansende til tonerne af tidens apokalyptiske usikkerhed og vildskab. Af dem har få etableret sig så hurtigt som instruktør Zach Cregger. I 2022 debuterede han med airbnb-gyseren ‘The Barbarian’, der landede som et lyn fra en klar sommerhimmel og fik alle, der havde set den, til at rable begejstret om dens twists and turns.
Nu er den 44-årige amerikaner tilbage med ’Weapons’, der kommer med et helt andet forventningspres, men meget vel kan vise sig at blive årets helt store gysersensation.
Beslægtet med Jordan Peele
Ligesom Aster og Peele gjorde det tilbage i Trumps første præsidentperiode, har Cregger og de åndsbeslægtede Philippou-brødre – der efter gennembruddet med ’Talk to Me’ tilsvarende er på vej med deres opfølger her til sommer, ’Bring Her Back’ – på hver sin side kridtet horrorbanen op for 20’erne.
Som Aster er Philippou-brødrene inkarnerede gysernørder, hvis nådesløse fortællinger om sorg og traumebearbejdelse lukker sine klamme fingre om halsen på publikum.
Cregger er derimod som Peele en outsider i genren, der har sine rødder i sketch-verdenen. Hvor ’Get Out’-instruktøren startede sin karriere som den ene halvdel af den succesfulde komikerduo ‘Key & Peele’ for Comedy Central, er Creggers historik dog mere broget.
Han blev i midt-00’erne samlet op af komediegruppen ‘The Whitest Kids U Know’, der blev startet af collegevennen Trevor Moore. Om end mange af gruppens sketches er satiriske – en nu særligt tidslig sketch fra 2007 omhandler Det Hvide Hus’ pressesekretær, der prøver at aflede journalisternes opmærksomhed fra, at USA lige har invaderet Iran – fremviser de hovedsageligt den tragisk afdøde Moores komiske timing.
Outputtet holder slet ikke samme niveau som ’Key & Peele’, og du er med andre ord lovligt undskyldt, hvis du hverken har hørt om komedietruppen, Moore og Creggers’ teensex-komediefadæse ‘Miss March’ eller deres uafhængigt producerede tv-film ’The Civil War On Drugs’.
Mange af ’Key & Peele’s sketches involverede referencer til klassikere som ’Dawn of the Dead’ og ’The Shining’, og Peeles skifte fra lynende morsom komiker til horrormaestro gav i den forstand mening. Creggers succeshistorie er langt mere uventet.
Gys og komedie
Hvis hans samfundskritik og komiske timing ikke for alvor slog igennem i komedieverdenen, fungerer netop de evner overraskende godt i horror-regi.
Cregger har mange gange fortalt, at ‘Barbarian’ i første omgang var en skriveøvelse, han gav sig selv, hvor han ville grave samtlige røde flag frem, som en kvinde kunne opleve i et møde med en fremmed mand.
Den resulterende scene er filmens første akt, hvor Tess (Georgina Campell) får sig en grim overraskelse, da den ukendte mand Keith (Bill Skarsgård) åbner døren til hendes airbnb-bolig i en skummel udkant af Detroit på grund af en uheldig dobbeltbooking.
Keith portrætteres ikke som den seriemorder, Tess straks frygter, hun er faldet i armene på, men på den anden side er det umuligt ikke at lægge mærke til hans akavede måde at prøve at afvæbne situationen på.
Det er den slags brillante setup med både gru og latter, som sagtens kunne være udfoldet i resten af filmens spilletid.
Men i stedet overrasker Cregger konstant med en ny indfaldsvinkel. Først med en mystisk kælder i huset, senere med en tredje logerende, den sleske skuespiller AJ, der forsøger at gå under radaren i Detroit, efter han er blevet beskyldt for at have voldtaget en kvinde.
Den unikke pacing trækker i høj grad på hans fortid som sketchforfatter. Som instruktøren selv har sagt i et interview med Creative Writing:
»For mig er gys og komedie to sider af den samme mønt. Begge handler om atmosfære og timing. Begge handler om at være ét skridt foran publikum. At zigge, når publikum forventer, at du zagger«.
En samtalestarter
Som en velkonstrueret sketch er filmens mange twists ikke blot komplet uforudsigelige, men giver både fortællemæssig og tematisk mening.
Det er kløgtigt, at Keith i sidste ende blot er en distraktion for Tess, der i stedet bliver fanget af monsteret i kælderen, som myrder den uskyldigt kejtede mand med sine bare næver i et fænomenalt jumpscare.
Og hvor Keith og Tess’ interaktion i høj grad tager udgangspunkt i en post-MeToo-fremstilling af hverdagens mikroaggressioner, løfter Cregger blikket til en større samfundskritik ved at introducere AJ, der på en bar blærer sig med, at hans voldtægtsoffer måske sagde nej, men jo gerne ville det.
Why Horror Doesn’t Need To Be Elevated https://t.co/wIsIxYcPWZ
— Zach Cregger (@zcregger) November 1, 2022
Som jeg dengang skrev i min 4-stjerners anmeldelse, mister ’Barbarian’ desværre grebet mod slutningen, der ender som et monsterskab af jumpscares, hvor en stor, nøgen kvinde jagter AJ og Tess igennem Detroits underligt mennesketomme gader. Det var ikke den stærke punchline, man håbede at blive sendt ud med.
Da filmen udkom, blev den en samtalestarter ved vandautomaterne, men det er mere i dens ambition end dens kvalitet, at man aner løftet om en genredefinerende gyserinstruktør.
Det er denne ambition, som Cregger nu skal levere på.
Ambitiøs eller prætentiøs
Selvom alle gyserinteresseredes øjne er rettet mod hans opfølger ’Weapons’, ved vi stadig meget lidt om den.
Vi ved dog, at udgangspunktet er, at en klasselærers elever forsvinder sporløst en sen nat, hvilket giver hende et forklaringsproblem, da det fyger med beskyldninger fra de sørgende forældre.
Igen tager Cregger fat om en aktuel problematik – her presset, der ligger på offentlige omsorgsarbejdere – og breder det ud til noget, der ligner endnu en monstergyser, hvor instruktøren og manuskriptforfatteren forhåbentlig vil tage os og karaktererne uventede steder hen. Ord som »mindfuck« klæber til filmens forhåndsrygte.
Det er naturligvis sværere at overraske, når publikum forventer det uventede. Og risikoen er, at Cregger frem for at leve op til Jordan Peeles høje barre i stedet mimer en anden tidligere komiker, der har præget det moderne gyserlandskab.
David Gordon Green, der i 00’erne instruerede stoner-komedierne ‘Your Highness’ og ‘Pineapple Express’, tog alle på sengen med sit glimrende remake af ’Halloween’ (2018), der opdaterede den klassiske slasher med en moderne fornemmelse for vold og humor.
Men hans to elendige efterfølgere og hans horrible reboot af ‘Exorcisten’ har efterladt et indtryk af en filmskaber, der er mere interesseret i at dekonstruere genren, end han er i at fortælle en god, skræmmende eller for den sags skyld sammenhængende historie.
I interviews fremstår Zach Cregger utroligt ambitiøs. Han har fortalt, at han blev inspireret af ’Magnolia’ til at turde give ’Weapons’ et »episk« tilsnit. Hvilket normalt ikke er et adjektiv, vi forbinder med gysergenren.
Det er en type indstilling, der i nogle tilfælde fører til stor kunst og i andre tilfælde falder tungt og prætentiøst til jorden.
Jeg krydser fingre for, at ‘Weapons’ ikke blot holder standarden fra ‘Barbarian’, men overgår den. Genren har brug for klovne som Cregger, der kan grave større sandheder frem igennem gys og grin.
’Weapons’ får biografpremiere 7. august.