Bliver den nye ’Naked Gun’-film med Liam Neeson startskuddet til en ny æra med spoof-film? Denne særlige form for komedie havde sin storhedstid i 80’erne og 90’erne, men i 00’erne blev der drevet rovdrift på formatet i en sådan grad, at genren slog sig selv ihjel.
Spoofs er film, der parodierer andre film. ’The Little Train Robbery’ fra 1905 antages at være det første eksempel. En 12 minutters stumfilm med børn i rollerne som togrøvere i en parodi på ’The Great Train Robbery’, en storfilm, som alle havde set dengang.
’The Naked Gun’ fik den danske titel ’Høj Pistolføring’. En omskrivning af udtrykket ’høj cigarføring’ og en reference til 1980-filmen ’Højt at flyve’, som på engelsk hedder ’Airplane!’. Leslie Nielsen har en stor rolle i ’Airplane!’, en parodi på forrige årtiers mange katastrofefilm (særligt ’Zero Hour!’ fra 1957).
’The Naked Gun’ er til gengæld en parodi på politiserier og krimifilm. Den engelske titel har ikke anden betydning, end at det lyder dramatisk, pirrende og fjollet på samme tid.
Det var trioen David Zucker, Jim Abrahams og Jerry Zucker (samlet kaldet ZAZ), der opdagede, at Leslie Nielsen var som skabt til at stå i spidsen for disse film. Den tidligere seriøse karakterskuespiller blev med ’Airplane!’ og især ’The Naked Gun’ anerkendt som et komisk geni, ironisk nok ved ikke at spille komedie. Han lavede deadpan comedy.
Profetisk klang
Der bliver sagt vilde ting rundt om Detektiven Frank Drebin. »Mrs. Nordberg, I think we can save your husband’s arm. Where would you like it sent?« Men Leslie Nielsen beholder sit straight face. Også hans egne replikker siges, som om der intet mærkeligt er i det: »Jane, since I’ve met you, I’ve noticed things that I never knew were there before… birds singing, dew glistening on a newly formed leaf, stoplights«.
Joken spiller sammen med en running gag om, at Frank Drebin er en forfærdelig bilist, der altid ramler ind i noget, når han prøver at parkere. Det kulminerer i, at han glemmer at trække håndbremsen på en bakke, og da han er steget ud, og hans egen bil er rullet faretruende tæt forbi ham, skyder han efter bilen. Den eksploderer, og han spørger, om nogle nåede at få nummerpladen.
Med samme intensitet og tilsyneladende uvidenhed om det vanvittige i udsagnet leverer Frank Drebin også denne zinger efter at være blevet suspenderet: »Just think. The next time I shoot someone, I could be arrested«.
Joken har næsten profetisk klang her i tiden efter Black Lives Matter.
De fleste gags er universelle og virker ved gensyn i dag ikke for gamle, men enkelte scener viser tydeligt tiden, hvor filmen er optaget.
I startscenen infiltrerer Drebin et stormøde mellem verdens værste diktatorer og lumske statsledere. At se ham tørre Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjovs store modermærke af med sit ærme og udråbe »I knew it«, kræver lidt politisk bevidsthed fra 80’erne for at fungere. Til gengæld giver Drebin også Ayatollahen en knytter i fjæset, så hovedbeklædningen ryger af og afslører en farverig hanekam. Den joke er så plat, at den holder, selv hvis man ikke kender Irans præstestyre.
Fremragende gags
Et andet eksempel på tidløs slapstick er den eminente scene, hvor Drebins partner Nordberg bliver forsøgt myrdet på en båd.
Han bliver skudt adskillige gange, slår hovedet mod et rør, brænder sig på ovnen og kommer til at læne sig op ad en nymalet dør. »Oh no!« råber han. Det er super skægt, og scenen kunne have sluttet der. Men den bliver trukket længere ud. Nordberg får fingrene i klemme i et vindue, vakler med hovedet ind i en uheldigt placeret bryllupslagkage – og her når du lige at tænke, at det ikke kan blive mere plat – men så træder han ned i en endnu mere uheldigt placeret bjørnefælde, inden han falder over bord.
Det er dumt, indtil det bliver så dumt, at det bliver godt, og så kommer der lige to runder mere, så ingen går fri. Det eneste, der har en lidt gammelgrim lugt her, er, at Nordberg spilles af O.J. Simpson, stjerne-footballspilleren, der næsten utvivlsomt myrdede sin kone, men skandaløst blev frifundet.
Jeg kunne blive ved med at citere scener fra filmen, for der er virkelig nogle fremragende gags. Min yndlingsjoke, som jeg er flov over at indrømme, fordi den er så himmelråbende plat, er, når Frank Drebin gennemsøger et kontor, trækker en skuffe ud, kigger i den og siger selvsikkert: »Bingo«. Hvorefter han tager en bingoplade op.
’The Naked Gun’ er baseret på en komedieserie fra 1982, der floppede. Der eksisterer kun seks afsnit af ’Police Squad!’, men de kan findes på YouTube og er guld for spoof-fans. Serien er mere ren parodi på den slags detektivserier, der kørte i døgndrift på amerikanske kanaler. Den udkom i en tid, hvor komedie på tv betød sitcoms og dåselatter. Det var først med ’The Simpsons’, at den mere tænksomme komedie blev mainstream, hvor publikum ikke fik at vide, hvornår de skulle grine.
Flere jokes fra filmen er taget direkte fra serien, blandt andet den med den hvide streg, der indikerer ligets placering, men stregen flyder rundt på vandet, hvor Nordberg faldt i.
Eller en af dem, jeg stadig bruger fra tid til anden, når nogen for eksempel taber en tallerken, der smadrer. Så erklærer jeg: »Nothing to see here, please disperse, nothing to see here«. Og mimer Leslie Nielsen, der står foran en kæmpe eksplosion forårsaget af en skurk, der kører ind i en brændstof-lastbil, der kører ind i et missilfartøj, der kører ind i en fyrværkerifabrik.
Overrasket over gensyn
’The Naked Gun’ fik to efterfølgere, og senere kom den succesfulde ’Austin Powers’-franchise, men allerede den håbløse ’The Silence of the Hams’ fra 1994 kunne ses som et tidligt varsel om, at spoof-genren kunne komme i problemer.
I 00’erne kom ’Scary Movie’-franchisen, hvor den første var hæderlig, men de efterfølgende fire (!) film var rædsomme. Og derfra blev det rigtig slemt med ’Date Movie’ fra 2006 og senere ’Epic Movie’, ’Disaster Movie’, ’Meet the Spartans’, ’Vampires Suck’ og ’The Starving Games’.
Spoofs var ikke længere velkonstruerede parodier, men kyniske, dovne film, der udelukkende blev lavet for at tjene penge. Leslie Nielsen var også med på den billige bølge i sine sene år med hovedroller i ’Spy Hard’ og ’Dracula: Dead and Loving It’.
Da jeg så ’The Naked Gun’ igen – i hvert fald 20 år siden sidst – var jeg overrasket over, hvor godt den har klaret sig. Jeg huskede den som sjov, men jeg frygtede et endeløst cringe attack ved gensyn. Men selvom filmen virkelig er plat, er det vigtigt at huske, at det er svært at være plat på den sjove måde.
’The Naked Gun’ er en effektiv komedie, der ikke spilder din tid. Raten af jokes per minut er imponerende. Ikke alle er lige gode, men det er svært at blive sur på en film, der kaster spandevis af jokes på lærredet. Og hvis en joke ikke virker for dig, er du hurtigt videre.
Spoofs gør os klogere
Umiddelbart er Liam Neeson langt fra Leslie Nielsen, men der er alligevel nogle ligheder. Vi ved, at Liam Neeson kan spille seriøse roller. Vi kan også konstatere, at hans action-persona, som blev etableret med ’Taken’-filmene, nu næsten er blevet parodisk i sig selv. Han har også allerede vist sin lyst og evne til at tage pis på sig selv hos blandt andet ’Key & Peele’, Ricky Gervais, ’Ted 2’ og ’Atlanta’.
Jeg kan godt forstå, at Liam Neeson har lyst til at slippe ud af den overseriøse grumpy guy with a gun-karakter, og han kan bruge seriøsiteten til at genskabe Leslie Nielsens varemærke, hans deadpan-humor.
En udfordring for den nye film bliver at finde noget at lave grin med, som vi alle har referencer til. For 20 år siden kunne man lave jokes med en dansk serie og regne med, at langt størstedelen af salen havde set serien eller kendte nok til den til at fange vitsen. Sådan er det ikke i dag.
Der findes dog stadig masser, man kan tage fat på. Hvorfor er der endnu ikke nogen, der har parodieret Marvel-filmene? Det glædede mig også at se annonceringen af en efterfølger til ’Spaceballs’, for ’Star Wars’-universet trænger også til at blive hængt til tørre.
I en tid, hvor der bliver snakket om kreativ krise i Hollywood, og hvor alt skal bygges på allerede eksisterende universer og karakterer, kan spoof-film være drengen, der siger, at kejseren ikke har noget tøj på.
Jeg vil påstå, at ‘Airplane!’ var med til at stoppe strømmen af forglemmelige katastrofefilm, at ‘Austin Powers’ var med til at få Pierce Brosnans James Bond til at ligne Olsen Banden og banede vejen for en ny stil med Daniel Craig, og at ‘Scary Movie’ var med til at udstille den formulariske bølge af slasherfilm og ledte til mere sofistikerede gys.
‘The Naked Gun” udstillede oldschool krimier og var måske med til at få greenlightet nytænkende krimier som ‘The Usual Suspects’, ‘Memento’ og ‘Seven’.
Spoofs gør os klogere på film. Når vi genkender og griner af klichéerne, bliver vi også bevidste om, at vi har lyst til noget andet, noget mere, noget nyt. Og det er et signal, vi har brug for at sende til Hollywood.
Jeg håber, at den nye ’The Naked Gun’ kan stikke til nutidens Hollywood-formler og starte en bølge – gerne en bølge med originale spoof-film, der ikke er baseret på allerede kendte universer og karakterer.
Den originale ’The Naked Gun’ kan ses på SkyShowtime, Netflix og Blockbuster. Den nye ’Naked Gun’ har biografpremiere 31. juli.