Slutningen på ’28 Years Later’ er endnu mere fucked up, når man kender referencen

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’28 Years Later’)

Efter den første times tid af Danny Boyle og Alex Garlands ’28 Years Later’ var jeg klar til at hamre mesterværksstemplet ud over den.

Opfølgeren til duoens horrormilepæl ’28 Days Later’ starter knusende visionært med montageklip fra den engelske historie og en gåsehudsfremkalende recitation af Rudyard Kiplings krisdigt ’Boots’, som sætter rammen for historien om den 12-årige Spike og hans far på en lille ø uden for England, så man blev mindet om, hvor brillant en filmskaber Boyle faktisk kan være.

Optaget med en stribe iPhone-kameraer og klippet med frenetisk energi var det et vidnesbyrd om, at det er muligt at sprænge den konventionelle blockbusterform, hvis man kan og tør. Satsningen har båret frugt: ’28 Days Later’ er blevet en flot biografsucces.

Som så mange andre – heriblandt Soundvenues anmelder Morten Kildebæk – havde jeg dog svært ved at sluge udviklingen i filmens anden halvdel. Allerede da Spike beslutter sig for at trække sin dødssyge mor over til fastlandet på egen hånd, virkede det overilet fra en tween med beviseligt tvivlsomme bueskydningsevner sat under pres.

Men at Spike mod slutningen derudover skulle beslutte sig for at afsværge sin trygge landsby og sit faderlige ophav helt efter morens sørgelige død til kræften, virkede mere overbevisende på et symbolsk tematisk plan end på et troværdigt karakterbegrundet niveau.

Og så var der de døende minutters vanvid. Her er Spike få minutter inde i sit hovedløse soloeventyr alene i vildmarken ved at blive overrumplet af inficerede, indtil han bliver reddet af deux ex machina aka en bande unge fyre, der er iklædt flamboyant tøj og alle hedder Jimmy.

Ondskabens natur

The Jimmys ka’rate, og de smadrer zombierne, som var de trådt ud af ’Kill Bill’ eller ’Kick-Ass’ i en scene, der mere minder om Ninja Turtles end om resten af den rimeligt realistiske film, man havde været vidne til. En bastant overgang fra Spikes følelsesladede, eksistentielt tyngede farvel til sin mor ved Ralph Fiennes’ knogletårn.

Gruppen føres an af Jack O’Connells over-Jimmy, Sir Jimmy Crystal, som er den voksne udgave af drengen, vi i anslaget ser overleve det oprindelige zombieudbrud fra en krypt i en kirke, mens hans fanatiske præstefar euforisk lader sig æde op i det, han ser som apokalypsens imødesete indtræden. I løbet af filmen ser vi flere henvisninger til Jimmy, både i form af graffiti på en mur og, mere foruroligende, indgraveret på et ophængt lig.

Slutscenen giver jordnær mening som en cliffhanger, der sætter den næste film i franchisen, ’The Bone Temple’, op. Denne opfølger blev optaget i direkte forlængelse af ’28 Years Later’, og Alex Garland har skrevet manuskriptet, mens Boyle overlader instruktørroret til ’Candyman’-instruktør Nia DaCosta.

Vi ved, at Alfie Williams’ Spike vender tilbage i den kommende film, og vi ved, at Jimmy’erne også vil have en væsentlig rolle at spille her, med lederen Jimmy Crystal som en hovedfigur.

Danny Boyle har udtalt til The Independent, at mens ’28 Years Later’ handlede om familie, vil ’The Bone Temple’ handle om ondskabens natur, som Jack O’Connells Jimmy Crystal altså inkarnerer.

»Den rolle, Jack O’Connells karakter og hans familie – som i virkeligheden er en afløser for den familie, han mister i starten af filmen – spiller er at genintroducere ondskaben i det, der ellers er blevet et medfølende miljø«, fortalte instruktøren.

Englands mest berygtede overgrebsmand

Var den overraskende slutning ikke nok i sig selv, bliver den kun mere mærkværdig, når man fanger referencen i Jimmy-kultens fremtoning.

Deres tøj, hvide hår og fælles navn er nemlig taget fra den britiske tv-personlighed Sir Jimmy Saville, der var et nationalt samlingspunkt som filantrop og velgørenhedssymbol, inden han efter sin død blev afsløret som pædofil serieovergrebsmand i en sag, som ryddede forsiderne og var et gigantisk britisk uskyldstab.

Det er en på mange måder bizar reference, og man kan spørge sig selv, om et barn med opvækst i start-00’erne ville have et så tæt forhold til Jimmy Saville, hvis storhedstid var i 90’erne, som Jimmy åbenbart har. Her er det Teletubbies-program, børnene ser i the telly, mens deres familie bliver dræbt, mere intuitivt velegnet.

Men køber man, at Saville er en meningsfuld reference for en fucked up type som Jimmy, der er vokset op med en vanvittig religiøs fanatiker i et skotsk landsbysamfund, er spørgsmålet stadig, hvad i alverden det skal betyde.

I interviews kredser Garland og Boyle det ind til at handle om tidens forkvaklede forhold til fortiden, der kommer til udtryk i nostalgiens blinde vinkler.

»Det, der er ved at kigge tilbage, er, hvor selektiv hukommelsen er. Den udvælger detaljer, og den har amnesi, og vigtigst husker man forkert. Vi lever i en tid lige nu, som er absolut domineret af en fejlhusket fortid«, siger Boyle til The Independent.

Den fejlbehæftede nostalgi

Garland og Boyle vil altså tilsyneladende pege på den misfortolkning og romantisering af fortiden, som er en grundsten i nationalistiske bevægelser a la den, der førte til Brexit. Englands selvvalgte isolation er en underlæggende parallel til store dele af handlingen i ’28 Years Later’. Og Jimmy og hans gruppe altså dyrker et idol, som de kun har et overfladisk kendskab til, da verden i ’28’-universet gik af lave, før Saville blev afsløret (i 2012).

På samme måde har det lille samfund, Spike er vokset op i, udvalgt brudstykker af fortiden til at modulere et nyt samfund ud fra deres egne isolationistiske regler, på godt og ondt.

Jimmy Saville-referencen indikerer samtidig mere banalt, at Spike næppe er kommet i gode hænder, selvom han får en åben invitation til at tilslutte sig gruppen, der netop har reddet hans liv.

Det får vi forhåbentligt en tilfredsstillende opsamling på i ’The Bone Temple’, der har ansvaret for at gøre den umiddelbart utilfredsstillende abrupte slutning på ’28 Years Later’ mere spiselig.

Sker det ikke, må vi om ikke andet fortsat anerkende Boyle og Garland for at tage chancer helt frem til de døende sekunder. Selv når det falder til jorden med et karatesparkende Jimmy.

’28 Years Later’ kan ses i biografen. ’The Bone Temple’ får international premiere 16. januar næste år, men den danske premieredato er endnu ikke offentliggjort.