’Kvinderne på balkonen’: Man både jubler og gagger sig gennem fransk stjernes absurde gyserkomedie
Sveder du ikke allerede i tordenlumre DK, så gør du det efter en cinematisk tur til Marseilles.
For ifølge ’Portræt af en kvinde i flammer’-stjernen Noémie Merlants kropslige gyserkomedie ’Kvinderne på balkonen’, hendes anden film som instruktør, er der hedebølge (og nervepirrende bekymringer) i den solkyssede strandby.
Vinduerne er derfor åbne, tøjet løst, let eller smidt, og balkonerne overdynget af hyperventilerende franskmænd, ja, og -damer.
Blandt dem de tre besnærende hovedpersoner og bff’s: den forsagte forfatterspire Nicole (Sanda Codreanu), den rowdy camgirl Ruby (Souheila Yacoub) og den tilbagevendte sensuella-skuespiller Elise (Noémie Merlant), der har både drenge- og tarmproblemer.
På bedste ’Friends’-facon deler de tre arketyper en velindrettet bohemelejlighed, og overfor dem bor der sørme en handsome(!) naked guy (liderligt gestaltet af ’Emily in Paris’-loverboy Lucas Bravo).
Han har mystik og seje bælter og er på alle måder møglækker. Eller er han?
Altså … han klipper sine tånegle ud over sin altan, hvilket er fucking ad og et kæmpe douchebag move (tænk, hvis han ramte en softice eller en to-go-kop uden låg). Men utroligt nok er denne abjekte ugerning ikke hans klammeste karaktertræk.
For i denne ode til søsterskab er mænd enten liderlige pattebørn, selvfede kunstnere eller sleske stoddere, der alle har misogyne overgrebstendenser – selv den dreamy genbo.
Man ved derfor bare, at hans ’uskyldige’ fællesinvitation til prætentiøse drinks i sit ’American Psycho’-lignende bachelor-casa ender galt. Og ja, hvad der, ifølge de tre heltinder, skulle være et sjovt (og samtykket) møde mellem tørstige unge mennesker, udvikler sig pludseligt til et blodigt mareridt.
Med lige dele skrækindjagende og humoristiske hændelser tager et feministisk hævnværk fornøjelig form. Her er replikkerne lige så rappe, som skrigene er høje, og det kvindelige sammenhold lige så stærkt som de betagende og medfortællende farver.
’Kvinderne på balkonen’ er nemlig et visuelt vidunderbarn, og særligt Evgenia Alexandrovas fotografiske tæft fortjener roser. Når hendes yderst sanselige kamera ikke panorerer over smukke sydeuropæiske boligkomplekser, så man smelter af udlængsel, indfanger det på makaber (og zoomende) vis lemlæstede kroppe, så man både jubler og gagger.
Onde tunger ville muligvis påpege, at filmen og dens skaberkræfter sommetider bliver optaget af at levere provokerende billeder og et kønspolitisk kampskrift – at ’Kvinderne på balkonen’ gradvist mister startens veloplagte tempo og fortællermæssige fremdrift.
Men sådan én har jeg ikke.
For Merlants symbolmættede æstetik og nakkeskud af patriarkalske strukturer a la the male gaze og hendes gennemgribende kredsen om frisættelse og (manglende) ligestilling er ikke blot rammende, men ligeledes pisseunderholdende.
Selvom det virker off, griner man sig igennem de vedkommende og lettere satiriske portrætter af kvinde(under)livets mange lykker og pinsler. I dette til tider absurde univers er det nemlig underligt skægt at lade sig hive rundt mellem besværlige gerningssteder og lettere akavede gynækologiske undersøgelser.
Lykkeligvis indeholder gyserkomedien også til tider mere alvorstunge dimensioner, og det skaber tonal balance, når de mange diskussioner om victim blaming-diskurser og MeToo-bølgeskvulp bevæger sig ud i mere mørke og melankolske afkroge.
Her skæres tingene ud i pik og pap (ja, både filmen og historikken viser desværre, at kvindefjendsk tungnemhed er en omfattende lidelse), så også de, der fortsat døjer med at forstå, hvordan bedagede forestillinger påvirker nutidige syn og forhold, kan følge med.
Og til jer kan jeg da som en public service lige gentage en af instruktørens hovedpointer her: Let påklædning eller røde læber – eller bare en østrogenholdig krop – er ikke en invitation til befamling eller til at få andres uvaskede hænder proppet ind i munden.
Nej betyder i øvrigt nej – også selvom det siges barbrystet og på fransk.
Kort sagt:
Med humor, visuel lækkerhed og gode skuespilpræstationer har Noémie Merlant skabt et fornøjeligt værk om kvindelig frigørelse og maskuline overgrebs- og pattebarnstendenser.