’Bring Her Back’: Hypet gyserduos hitopfølger er endnu mere klam, kvalmende og tragisk
Det føles altid forfriskende og forunderligt, når kendte skuespillere for første gang prøver kræfter med den mørke gysergenre – som da vi sidste år fik en djævelsk Hugh Grant i ’Heretic’.
Sådan forholder det sig i den grad også med ’Bring Her Back’, hvor Sally Hawkins, som vi ellers er vandt til at se i sympatiske og sjove roller, slår sig løs som horrorskurk.
Bag filmen står de hypede australske tvillingebrødre Danny og Michael Philippou, som i 2022 med stor succes tog springet fra youtubere til filminstruktører med den vilde og vildt klamme åndemanergyser ’Talk to Me’.
Duoens nye film lever så sandelig op til forventningerne oven på debuthittet. ’Bring Her Back’ er mere dvælende og mindre hektisk i sin opbygning. Til gengæld er den endnu klammere og mere følelsesmæssigt gruopvækkende.
I centrum for fortællingen er 17-årige Andy (Billy Barratt) og hans blinde lillesøster Piper (debutant Sora Wong), som bliver forældreløse, da deres far en dag falder om i brusebadet. Fordi Andy ikke er myndig og dermed ikke kan blive Pipers værge, placerer myndighederne dem begge hos plejemoren Laura (Hawkins), der i forvejen har den stumme plejesøn Oliver boende.
Laura tager rigtigt godt imod Piper, som minder om hendes egen datter, Cathy, der døde i en ulykke. Hun møder Andy med anderledes kulde. Og herfra vikler hun de to søskende ind i et spind af manipulation, som hele tiden kaster et negativt lys over storebroren, ingen vil lytte til.
Sally Hawkins brillerer virkelig i sin skurkerolle, der indeholder flere nuancer og mere menneskelighed end landsmanden Grants vittige og kyniske eneboer fra sidste år. For hun er ikke bare ond. Hun er skrøbelig, ulykkelig og fortabt – og heraf grusom. Derfor er hun evigt fascinerende og umanerligt velvalgt som sørgelig antagonist.
’Bring Her Back’s uhygge involverer ligesom i ’Talk to Me’ et dystert ritual, som vi ser urovækkende glimt af i filmens allerførste scene. Men gysene stammer i lige så høj grad fra sorgens monstrøse væsen. Den sørgende mors kærlighed til sin døde datter er så stærk og så svær at slippe, at den opsluger hende og forvandler sig til noget helt andet.
Ligesom i Ari Asters debutfilm ’Hereditary’ lægger sorg og traumer sig over karaktererne som et tungt, vådt tæppe, der tilslører deres relationer. Det viser filmen også visuelt ved gennemgående at sløre billederne – både ved at skrue på kameralinsen og ved at overdynge scenerne med dråber og vanddamp mod duggede spejle og vinduer, som personerne ser hinanden og sig selv igennem.
Fra start er det ganske tydeligt, at Laura har skumle bagtanker med sine plejebørn. Og hun har åbenlyst gjort et eller andet forskruet mod Oliver, der opfører sig dyrisk og ser på sine nye søskende med et uhyggeligt tomt ansigtsudtryk.
Man er altså forberedt på dystre drejninger, men alligevel bliver man overvældet af de voldsomme og vamle bodyhorror-scener, som Philippou-brødrene kaster mod publikum.
Når kvalmen fra de blodige, hudflænsende chok har lagt sig, er det stadig svært at slippe fortællingen. For ligesom sorgen nægter at forlade Laura, bliver ’Bring Her Back’s dybt tragiske grundfølelse også hængende efter rulleteksterne.
Kort sagt:
De australske Philippou-brødre er stærkt tilbage efter hittet ’Talk to Me’ med en endnu mere kvalmende og tragisk gyserfilm, hvor Sally Hawkins brillerer som forskruet og nuancerig skurk.