Justice var næsten så store og almægtige, som O Days kunne have håbet på
KONCERT. De franske elektro-hitmagere fra Justice legede med deres publikum. Der var ikke gået mange minutter af sættet, før de spillede en snas af deres absolut største hit, diskobaskeren ’D.A.N.C.E’. Et par toner og en vokalstump blev serveret, men man skal ikke være nogen elektropionér for at regne ud, at det kom alt for tidligt.
Selvfølgelig skulle der blive plads til det store hit, men Gaspard Augé og Xavier de Rosnay – stilfuldt klædt i jakker med gulddetaljer – havde en masterplan, der skulle føre os rundt i afkrogene af deres efterhånden velvoksne bagkatalog.
Alt ved Justice er faktisk stort. Enormt ligefrem. O Days havde endda udvidet festivalpladsen for at kunne rumme den store produktion, som talte et helt arsenal af roterende lyskanoner, lysende bokse, LED-skærme og svævende lysblokke. Forestiller du dig en 70’er-sci-fi-fantasi, er du ikke helt galt på den.
Justice havde en fest med at bygge numre sammen. Monolitten ’Genesis’ fra debutalbummet ‘Cross’ (2007) blev naglet sammen med ‘Generator’ fra sidste års ‘Hyperdrama’. Begge numre var noget nær den perfekte måde at komme i dansestemning efter en voldsom regnvejrsdag, som havde forvandlet festivalpladsen til en regulær mudderpøl.
Det gjorde dog ikke det store, når O Days havde fået fingre i præcis de franskmænd, der kan få selv en mudret, københavnsk festival til at lyde som en stilet biljagt ned ad en nattemørk storbygade.
Jeg kan kun sige, at det var effektfuldt. Duoens udtryksløse ansigter (Xavier de Rosnay tyggede tilsyneladende tyggegummi) og de skiftevis diskokække beats og tonstunge drops. Augé og de Rosnay lignede to elektroniske videnskabsmænd på jagt efter nye musikalske sammensætninger, mens stroboskoplysene badede scenen i hvide og gyldne stråler.
Den tendens endte også med at blive koncertens ulempe. For de uindviede kunne det godt lyde, som når man tuner sig igennem en masse radiostationer: Der er meget at komme efter, men hvor er fokusset?
Svaret på det spørgsmål ligger i Justices greb om bagkataloget og deres evne til at få elementer til at hvirvle ind i hinanden. Der kan være noget ret kitschet ved duoens sammenblanding af alverdens genrer, men koncertens mange mashups skabte en fin spændingskurve, hvor det mere handlede om stemning end om enkeltnumre.
Det kunne og skulle dog ikke afholde Justice fra at spille det diskoficerede Tame Impala-samarbejde ’Neverender’ i en mere klassisk udgave uden afstikkere bortset fra et smadderelektro-intermezzo. Selv uden Kevin Parker på scenen var det et medrivende øjeblik, der fik de dedikerede franskmænd ved siden af mig til at danse vildt og uhæmmet.
’Neverender’ dukkede op igen til sidst i sættet – denne gang som del af et udvidet ’D.A.N.C.E’-medley. Det karakteristiske »do the dance!«-hook fra det gamle megahit blev lagt oven på det nye nummer i et fint sammensurium af Justice anno 2007 og 2024.
Det var ikke nogen musikalsk kæmpebedrift, eftersom duoen på det seneste er gået tilbage til de stilsikre disko/techno/house-dyder, der gav dem et navn i 00’erne. Men det gik efter planen denne aften, hvor regnen heldigvis holdt sig væk fra det hoppe- og danseglade publikum.
Kort sagt:
Det er nok ikke Justice, man skal kigge på, hvis det handler om at forudse den elektroniske musiks fremtid. Alligevel formåede duoen at fyre op under en dansefest, der byggede bro mellem nye og gamle toner.