’Freakier Friday’: Lindsay Lohan har ingen funny bones i efterabende reboot
If it ain’t broke, don’t fix it.
Og hvis etteren allerede er for genial til, at en efternøler nogensinde ville kunne nå den til de lavtaljede jeans’ buksekant, så lad dog for pokker være med at lave en toer.
Det er gamle husmorråd, som Disney notorisk ignorerer, og til deres katalog af undervældende sequels kommer her en ikke-ønsket og efterabende lillesøster til den ikoniske Y2K-version af ’Freaky Friday’.
I know, en af 2003-hittets hovedpointer var netop (ligegyldigt aldersforskelle på over 20 år) at omfavne og se potentialer i ethvert familiemedlem. Men det ved vi vist alle er lettere bebudet end gjort – en tematik den nye film faktisk selv beskæftiger sig med.
For i en hektisk og individualiseret hverdag kan det være svært at danne oprigtige forbindelser inden for husets og stamtræets fire vægge. Bare spørg Anna (Lindsay Lohan), der i ’Freakier Friday’ forsøger at forene musikmanager-livet med sit soloforældreskab.
Eller solo og solo.
Hendes egen mor, terapeuten og amatør-podcasteren Tess (Jamie Lee Curtis), er selverklæret co-gran-parent og blander sig på irriterende vis i både senge- og skærmtider.
Men det skal være slut, når Anna om fem sekunder gifter sig med Eric (Manny Jacinto) – en hunky brite, der laver mad som Jamie Oliver, danser som Patrick Swayze og husker som internettet. Not bad.
Jo … faktisk rigtigt bad.
Den nu 36-årige hovedkarakters teenagedatter, Harper (Julia Butters), er nemlig ikke blot en skarptunget og utilnærmelig rebel (karma much, Anna?). Hun er saftsuseme også i åben highschool-krig med sin kommende stedsøster, posh-pigen Lily (Sophia Hammons).
Med en næsten mytologisk klang kaster komedien sig ud i lommefilosofi om nemesiser – og ud i det body-swappende og jordskælvende land, når alle fire stridende damer efter en polterabend fra helvede pludselig har byttet kroppe.
And here we go again.
Præcis som sidst skal the leading ladies nu gennem en både indre og ydre rejse for at finde tilbage til egne liv – og enten redde eller sabotere et bryllup. Og præcis som sidst ender dette med at udvide perspektiver og relationer.
Det er da meget cute og medrivende. Men jeg kunne godt mistænke, at skaberkræfterne simpelthen bare har lavet en regnefejl, så de tror, at alle vi millennials, der sad klistret til skærmen i fordums og vhs’ens tid, er blevet så demensgamle, at vi har glemt, at vi allerede har lært lektier om generationskløfter og for længst grædt til noble budskaber om familiebånd.
Eller måske har de bare selv glemt, hvordan man (ny)skaber en vellykket og meningsfuld feelgood-film.
Okay, indrømmet. Jeg blev glimtvis oprigtigt rørt af komediens mor/datter-dynamikker og af dens kredsen om ’dine, mine, vores børn’-konstellationer og -besværligheder. Jeg blev ligeledes glædeligt overrasket over, at Gen Z ikke er reduceret til forkælede TikTok-møgunger, men derimod præsenteret gennem komplekse karakterer med voksende kroppe og konflikter.
Og ja ja, det er da også ægte skægt at se ’Freakier Friday’s absolutte stjerne, Jamie Lee Curtis, når hun med små dumme rottehaler slasker rundt på gulve og taler om boomer-ting såsom gigt og Coldplay.
Problemet er bare, at hun på ingen måde minder om Hammons tjekkede Lily, som Tess angiveligt skal have byttet hud og undertøj med. Altså som i overhovedet ikke.
En sådan fodfejl kan selv ikke et genbesøg fra 00’er-loverboy numero uno, Chad Michael Murray som milf-elskende flødefyr (eller de mange andre elskelige cameos) rette op på. Det kan det spil og den kemi mellem Curtis og Lohan, der gjorde etteren så charmerende, heller ikke.
For desværre har Lohan i denne omgang hverken funny eller bevægende bones, og det er tæt på ubehageligt at overvære hendes forsøg på at gøre en akavet flirtescene morsom.
Det glimrende birollecast er både morsomt og behageligt selskab, men hverken en weird spåkone eller en heartbroken popsanger i et kagekostume kan ændre på, at dette uoriginale smølehoved af en film er mere flad end frisk og freaky.
Kort sagt:
Ikke flere kropsbyt, Disney!