Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Det er et ikonisk øjeblik i ‘Twilight’, da Bella Swan efter en åbenbarende omgang vampyrresearch lugter lunten og spørger sit crush Edward Cullen, hvor længe han egentlig har været 17 år?
»A while«. Små hundrede år faktisk.
I 2025 kan den ligeledes udødelige ungdomsfilm fejre sine egne 17 år og en vedblivende status som et af de absolut mest berømte og forgudede kulturprodukter i nyere tid. Men også som en af de mindst anerkendte film overhovedet.
Med en samlet billetindtægt på mere end 20 milliarder kroner udgør den første film i serien ellers en kommerciel milepæl i samme franchisetradition som forløberen Harry Potter. Alligevel er det ’Twilight’, der stadig bor i kælderen under trappen.
Hvorfor? I modsætning til (pre-TERF) J.K. Rowlings moralsk skiveskårne troldmandsfortælling har Stephenie Meyers bestseller-filmatisering altid været anderledes tematisk mudret at forholde sig til i mainstreamkulturen.
Det er en evigt undervurderet problematic fave, der dog rykkede den filmiske forretningsmodel op med rødder og gjorde young adult til et fænomen, der stadig styrer underholdningsbranchen.
‘Twilight’ er ellers på mange punkter et klassisk eventyr, men et hvor prinsen gerne vil drikke prinsessens blod. Og når så store horder af unge formbare sind æder noget med så intens en lyst, slipper man heller ikke uden om en vis granskning af, om det ikke er lidt bekymrende.
Siden premieren er ‘Twilight’ derfor også ustandseligt blevet endevendt som både feministisk fyrtårn og giftigt forbillede.
Som fænomen minder den lidt om Taylor Swift. Ekstremt populær, men stemplet som et ugyldigt kulturprodukt i en tid, hvor god smag var uforeneligt med, hvad der fik teenagepiger til at gnubbe sig op af papfigurer og mødes i fanklubber.
Hvor feminine tilbøjeligheder i dag er trendsættende (fra ’Barbie’ til Sabrina Carpenter), var de i 2008 det modsatte. Her var den bedste slags kvinde en drengepige, der afviste femininitet, åd bøffer og hadede følelser ligesom som Robin i ‘How I Met Your Mother’.
Men omkring ’Twilight’ opstod en ustandselig kraft af pigebesættelse, der dannede skole for moderne fankultur: fanfænomenet Twihards, der på dengang spritnye Facebook samlede såvel som splittede verden op i to slags mennesker: Team Jacob og Team Edward.
Samtidig er det paradoksalt nok en film, det er så legitimt at svine til, at dens egen mandlige hovedrollestjerne er blevet decideret hyldet for det. Robert Pattinson har beskrevet Edward Cullen som »den mest latterlige fyr, som er god til alt«, sagt, at han hadede karakteren, jo mere han læste af manuskriptet, og endda udtalt, at hvis han ikke var med i filmen, ville han helt sikkert »hovedløst afsky« den uden at have set den.
Men selvom ‘Twilight’s status sjældent bliver beskrevet oprigtigt eller rosende, er den utvivlsomt en af de mest banebrydende film i de sidste 25 år.
Skeptisk? »Hold on tight, spidermonkey«.
Klar til at dø
Før ‘Twilight’ var vi mange, der aldrig havde tænkt over, hvordan vi skulle dø. Fra vi hørte åbningsreplikken »I’d never given much thought to how I would die«, tænkte vi ikke på andet.
For døden var ikke døden, men afbrydelsen af kedsomheden til fordel for evig hot vampire love.
Hvilket er ironisk taget i betragtning af, at et af de hyppigste kritikpunkter ‘Twilight’ er blevet mødt med, er, at kærlighedshistorien er kedelig.
Tænk på det klassiske 10’er-meme »Still a better love story than Twilight«, eller Julianne Moores karakter i ‘Crazy Stupid Love’, der grædende fortæller Steve Carell i sin skilsmissebegæring, at hun har været inde og se den nye ‘Twilight’-film alene i biografen: »and it was sooo bad«.
En ret ekstrem undervurdering af en kærlighedshistorie, hvis udbredelse om noget er bevis på, at den faktisk indkapslede et generationelt begær efter skæbnen.
Vi var alle sammen Bellas tomme skal af en bidt læbe med håndvarmere og Converse, der fantaserede om at blive valfartet gennem trætoppene på ryggen af en oldingesjæl med Robert Pattinsons krop. Endda uden krav om at have en nævneværdig personlighed og i en verden af blonde high chool-hot girls skulle det faktisk forestille at være alternativt med en, der lignede, at hun altid frøs.
Hvad der også gjorde ‘Twilight’ anderledes i 00’erne, var historiens komplette konservatisme (selvom nogle af grundelementerne var tyvstjålet fra ‘Buffy the Vampire Slayer’). Dens forfatter Stephenie Meyer var mormon, og resultatet blev en sjældent liderlig seksuel afholdskampagne, der blev kaldt for »abstinence porn«.
For hvor det helt store budskab i tidens andre ungdomsfilm kunne betegnes som mere eller mindre følsomme versioner af ‘sådan mister du din mødom’ eller ’bol og dø’ i horrorversionerne, fik vi med ‘Twilight’ en oldermandsjomfru, der holdt en pige med overtøj på indenfor hen i cirka en evighed.
Det er samtidig et af de få filmuniverser, hvor de mandlige helte er voldsomt bevidste om, at deres giftige maskulinitet er decideret dødbringende.
Den skuespilstil, Kristen Stewart efterfølgende er blevet ustandseligt mobbet for, var egentlig en meget rammende skildring af længsel, som semibøvede teenagepiger kunne forstå. Der er absolut intet loca ved hende, og det er derfor, »where the hell you been loca«-replikken fra den efterfølgende ‘New Moon’ med Taylor Lautners Jacob stadig er ustyrligt sjov.
Noget af det, der i dag virker mest creepy, er ideen om, at det er romantisk, at Edward bryder ind på Bellas værelse om natten for at se hende sove, men det er også billedet på den grad af ekstremistisk længsel, der gjorde ‘Twilight’ til et tilløbsstykke. Længsel som ekstremsport. Længsel der lyder plat, så snart man siger den højt, men med dybfølt resonans.
Så forheksende, at vi i besættelsens medfart endda gad lytte til et stykke tekstløs klavermusik, ’Bellas Lullaby’, som rummede det nøglen til at forstå livets mening.
Med ’Twilight’-filmens indtog i popkulturen blev det morbide med ét en ny dragende kraft, der tog bolig i os sammen med en anden ny følelse: længsel, besættelse, parasocial forelskelse. Liderlighed ville voksne nok kalde det, hvilket det på en måde også kan betegnes som, men det ville være en simplificering af en fælles beslutning af, hvad der kunne føles som verdens teenagepiger tog om, at vi godt allesammen kunne være hovedkulds vilde med den samme vampyr.
Det var det belejlige ved det negative divisionsstykke om Edward Cullens krop og kærlighed: Han fandtes ikke i virkeligheden, så derfor var der nok til alle.
En cupcake
17 år efter premieren er ‘Twilight’ stadig ikke indlemmet i noget, der minder om filmhistoriens panteon og endnu mindre i den gode smag. Den er knap nok anerkendt som en film.
På listen over verdens bedste film har den heller ikke nogen plads, og det er en del af magien, at ‘Twilight’ stadig føles som et nørdet kultfællesskab, selvom de i alt fem film indtjente over tre milliarder dollars tilsammen.
Men den vedblivende afskrivning af den siger til gengæld alt om, hvor heftigt kvalitetsbegrebet er dikteret af mænd, der kalder det kult, når de selv kan lide noget lort. I 2025 kender jeg ikke en jævnaldrende millennialkvinde, der ikke har set ’Twilight’. Jeg kender til gengæld ingen mænd, der (tør indrømme), de har set den.
Samtidig er den triste historie om ‘Twilight’, at Hollywood stadig kæmper med, hvordan man tager piger og kvinder alvorligt som både publikum og filmskabere. For midt i ‘Twilight’-filmens succes var en af dem, der fik mindst anerkendelse for den Catherine Hardwicke, der instruerede den.
Efter omtalte indiefilm som ’Thirteen’ fik hun sin chance med vampyrfilmatiseringen, fordi ingen rigtigt troede på den. Hun var et valg, der holdt udgifterne nede, men som endte med at tilvejebringe et globalt kæmpehit for første og sidste gang.
I et nyligt interview med The Guardian fortalte den i dag 69-årige instruktør, at hendes verden nærmest styrtede i grus, efter filmen ramte billetlugerne, selvom det var med uventet stort fremmøde. Da ‘Twilight’ i sin første premiereweekend solgte billetter for 69 millioner dollars (over 450 millioner kroner), fik hun nemlig en tak fra filmselskabet, der føltes som et slag i ansigtet.
For mens mandlige instruktører snildt kunne få »en bil, en aftale på tre film eller lov til at gøre nærmest hvad som helst«, fik hun noget andet.
»Jeg gik ind i et rum med alle de her gaver, og nærmest alle lykønskede studiet, og de gav mig en æske. Jeg åbnede den, og det var en minicupcake«. I den efterfølgende ’Twilight’-film blev Hardwicke skiftet ud med skiftende mandlige instruktører, som stod for resten af franchisen, der til gengæld blev støt dårligere.
‘Twilight’s succes ændrede fundamentalt på ungdomsfranchisens magt i Hollywood. Ud over en hel bølge af vampyrværker blev 2010’erne defineret af fænomener som ‘The Hunger Games’ og copycats som ‘The Maze Runner’ og ‘Divergence’.
Men først med ‘Wonder Woman’ blev en film instrueret af en kvinde en lige så stor kommerciel succes. En rekord som efterfølgende blev slået af Greta Gerwig med ‘Barbie’, som – uden videre sammenligning – i den grad også viste, at der med feminin forgudelse følger enorm forargelse.
Men ‘Twilight’ er en del af filmhistorien, og det kan ingen tage fra den. Den er endda sin egen årstid. ‘Twilight’ var en epoke, en milepæl, en hel generations fantastiske, forskruede »personal brand of heroin«.
’Twilight’ kan ses på Prime Video, HBO Max og Viaplay.
Se hele Soundvenues store kåring af århundredets mest banebrydende film her.
.